Læsetid: 4 min.

En livsstilssygdom

26. februar 1999

Når man er syg, får man medicin - men er piller nok, hvis sygdommen hænger nøje sammen med den måde, man lever sit liv på?

PSYKIATRI
Det er ved at være alvor med folkesygdommen depression.
Salget af den nyeste slags antidepressive medicin, SSRI (Selective Serotonin Reuptake Inhibitor) også kaldet lykkepiller, stiger eksplosivt. Stort set enige eksperter fastslår som kendsgerning: Til enhver tid er fem procent af os deprimerede. i Danmark altså ca. en kvart million mennesker, og mindst halvdelen heraf er ubehandlede, selv om de har brug for den moderne effektive behandling.
I løbet af livet får mindst 20 procent enbehandlingskrævende depression, og for kvinder er det i højt respekterede undersøgelser mere end 40 procent.
Den etablerede sagkundskab har de sidste år doceret,at depression ved år 2020 vil være den næst alvorligste sygdom i den globalesygdomsbyrde.
Den svenske videnskabs-journalist, Miki Agerberg, er en af de mange depressionsramte. Efter veloverstået behandling har han udgivet en depressionsbog, som er yderst oplysende og dertil så velskrevet, at den ligefrem er fængslende.
Men den er også besværgende. Næsten alle de interviewede personer i bogen er ligesom forfatteren meget tilfredse med den moderne depressionsbehandling.

SSRI's succes
Bogen indeholder et væld af korrekte oplysninger om dagens psykiatri. Uden skemaer eller trættende opremsninger redegøres for forekomsten af depression og dens sygdomsforløb. Den bio-psyko-sociale behandling prises med vægt på bio, dvs. omtale af ældre og især ny antidepressiv medicin samt elektrochok.
SSRI-medikamenterne om-tales særlig grundigt, og forfatteren giver medierne skylden for, at demisvisende er kommet til at hedde lykkepiller.
Han forklarer i overensstemmelse med eksperterne, at de er god medicin, der oftest hæver depressionen effektivt og dermed giver lettelse, men ikke i sig selv gør nogenlykkelige og ikke virker på raske mennesker.
Bivirkningerne beskrives som ubetydelige - i hvert fald i forhold til de ældre antidepressiva.

Depressionsgrænsen
Agerberg er begejstret for psykiatrien, ikke mindst SSRI, og han problematiserer overhovedet ikke udviklingen. Han og så godt som alle andre, der kommer til orde i bogen, er overbeviste om, at depression er som enhver anden sygdom, omend han med forskerne må erkende, at dens årsager endnu ikke er udredt. Stress-sårbarhedsmodellen beskrives som tidens bedste teori, der bygger både på den arvelige sårbarhed og den stressende tilværelse.
Men der er ingen diskussion om det store spørgsmål om grænsedragningen for sygdommen depression og samme grænseshastige gliden til fordel for stadig mere behandling af flere og flere depressioner.
Forfatteren holder med glæde mikrofon for fagfolks påstande om nutidens sikre diagnoser og adækvate medikamentelle behandling, og også om at depressioner i langt flere tilfælde end tidligere opfattes som livslange sygdomme med behov for livslang behandling med SSRI.
Finn Abrahamowitz har oversat bogen til et flydende og godt dansk, men dog mednogle få svipsere i fagudtrykkene (hvad er en "datatomograf", et "lufthoved" og et "farvehoved"?).
Desuden har Abrahamowitz, der selv har udgivet en langt fra ukritisk depressionsbog i 1996, skrevet et tankevækkende forord, hvori han bekender, at denne bog har fjernet fordomme hos ham, så han er kommet sig af sin "medicinforskrækkelse" og ser SSRI som en god støtte i bekæmpelsen af "folkesygdommen depression".
Heller ikke han diskuterer den stadig skridende grænse for depression, selv om han skriver, at han ikke mener, at depression udelukkende er en medicinsk lidelse.

Deprimerende livsstil
Skal vi allesammen med Agerberg og Abrahamowitz bare glæde os over mere og mere medicin til flere og flere deprimerede?
Skal vi lukke øjnene for kommercialismen, som ikke alene hersker i medicinindustrien, men breder sig i behandlerverdenen i et tempo på højde med salgskurven for Prozac? - Prozac, der efter 10 år på markedet er den mest solgte antidepressive medicin nogen sinde, og som solgte for næsten 2,4 milliarder dollars i 1996.
Kan dette opium for folket i den postmoderne flade bekvemmelighedskultur ikke i stedet få en debat, så det synger?
Folkesygdommen depression er en livsstilssygdom.
De psykiatriske topfolk sammenligner gerne depressionsbehandling med diabetesbehandling og forklarer, at sukkersygepatienten mangler insulin, som hun med storartet effekt behandles med af læger og industri, og på samme måde mangler den deprimerede serotonin og behandles med SSRI af læger og industri.
Men sammenligningen bør gå meget længere.
Diabetes regnes netop for en moderne livsstilssygdom, som breder sig især på grund af dårlige kost- og motionsvaner.
Og vi ved, at den enkelte patient skal ændre disse vaner for at få det bedst muligt, og at en stor del af de sukkersyge derved kan slippe helt af med insulinen.
På samme måde breder vores deprimerende livsstil sig på grund af dårlige kost- og motionsvaner på det næstekærlige og spirituelle område. Vi er nødt til at tale ordentligt om det, hvis vi skal gøre noget ved det.
Bogen her lægger desværre ikke op til den debat, men snarere til at Fagre nye verden er blevet vores skinbarlige virkelighed.
Jeg er så glad, fordi jeg er en langtidslykkepillebehandlet deprimeret ...

Jytte Willadsen er psykiater, tidligere overlæge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu