Læsetid: 6 min.

Lovenes ånd

24. februar 1999

Montesquieus gamle værk fra 1748, 'Om lovenes ånd', er kommet i en ny oversættelse. Og hvilken fornyet aktualitet har bogen ikke fået netop nu efter Højesterets overraskende kendelse forleden om den såkaldte Tvindlov

Ny bog
Man skal helt hen til side 168 i Om Lovenes Ånd for at finde den anbefaling af magtens tredeling, som vi alle forbinder med Montesquieus navn:
"En borgers politiske frihed er den sindsro der stammer fra den overbevisning enhver har om sin sikkerhed; og for at man kan have denne frihed, må regeringsformen være af en sådan art, at en borger ikke behøver at frygte en anden borger."
"Når den lovgivende og den udøvende magt er samlet hos samme person eller i det samme korps af embedsmænd, er der ingen frihed, for så kan man frygte, at den samme monark eller det samme råd som indfører tyranniske love, udfører dem tyrannisk."
"Der er heller ingen frihed, hvis den dømmende myndighed ikke er adskilt fra den lovgivende og den udøvende. Hvis den dømmende myndighed faldt sammen med den lovgivende, ville magten over borgernes liv og frihed være vilkårlig, for dommeren ville være lovgiver. Hvis den var forenet med den udøvende magt, ville dommeren få styrke til at kunne undertrykke."
Jeg husker endnu min skolelærers begejstring, da han fortalte os om disse tanker, der for ham at se var noget af det måske mest centrale ved demokratiet. Det var i 50'erne, hvor "forsvaret for demokratiet" stadig var en meget vedkommende opgave for store dele af befolkningen. I dag ved de fleste af mine studenter ikke, hvem Montesquieu var. Jeg har spurgt dem.

Fornyet aktualitet
Men nu foreligger Montesquieus gamle værk fra 1748, Om lovenes ånd, i en ny oversættelse på Gads Forlag. Og hvilken fornyet aktualitet har bogen ikke fået netop nu efter Højesterets overraskende kendelse forleden om den såkaldte Tvindlov? Tvindloven blev kendt ulovlig af Højesteret, fordi den strider mod præcis den paragraf 3 i grundloven, hvor magtens tredeling slås fast som en del af grundlaget for det danske demokrati. Loven afskar i sin tid Tvind fra en domstolsafgørelse og afgjorde derved reelt sagen på domstolens vegne. Det er - som mange også hævdede dengang - magtsammenblanding, så det basker.
Uanset ens holdning til Tvind-sekten - og jeg skal ikke skjule min ringeagt - så er det godt, at vi nu endelig har fået en højeste domstol, der tør fastholde sin uafhængighed af det folketing, der så ofte gøres til demokratiets omdrejningspunkt. Når så mange tror, at direkte demokrati skulle være særlig demokratisk, beror det formentlig netop på en mangelfuld analyse af den demokratiske magtudøvelses væsen.
Montesquieu levede øjensynligt selv ganske udmærket i det franske monarki, hvor han som adelig havde adgang til de parlamenter, der trods alt udøvede en vis kontrol med statsførelsen. Og direkte demokrati ville have ligget ham fjernt. Hør blot:
"Ganske som flertallet af de borgere der har tilstrækkelige evner til at vælge, ikke har tilstrækkelige evner til at blive valgt, således er folket der har tilstrækkelige evner til at kræve andre til regnskab for deres ledelse, ikke i stand til selv at lede."
"Sagerne må gå deres gang i et vist tempo, hverken for hurtigt eller for langsomt. Men folket er altid enten for ivrigt eller for lidt ivrigt. Sommetider slår det med hundrede tusind arme alt omkuld, sommetider kryber det med hundrede tusind fødder som insekter."
Er det for resten helt forkert?

Menneskets frihed
Som Ditlev Tamm gør opmærksom på i sin kyndige introduktion til værket, så opfattede Montesquieu ikke mennesket som frit af naturen, sådan som hans samtidige Jean Jacques Rousseau hævdede. Tværtimod mente Montesquieu, at samfundet og dets love var grundlaget for menneskets frihed. Lovene var nødvendige for at holde lidenskaberne i ave.
Den følgende passage begrunder ikke blot denne opfattelse, men kan måske samtidig vække et par tanker hos den læser, der måtte have annammet den nu igen så moderne tro på arvelighedslovene som nøglen til alverdens gang:
"Mennesket er som fysisk væsen, ligesom de andre legemer styret af uforanderlige love. Som fornuftsvæsen overtræder det uafladelig de love, gud har indstiftet og ændrer dem, det selv har givet. Det må lede sig selv og er dog et begrænset væsen; det ligger under for uvidenhed og fejltagelser som alle begrænsede intellekter; den mangelfulde viden det har, sætter det yderligere over styr. Som følelsesvæsen ligger det under for tusind lidenskaber. Et sådant væsen kunne hvert øjeblik glemme sin skaber; gud har kaldt det tilbage til sig ved religionens love. Et sådant væsen kunne hvert øjeblik glemme sig selv; filosofferne har advaret det gennem moralens love. Skønt det er skabt til at leve i et samfund, kunne det glemme de andre; lovgiverne har kaldt det tilbage til dets pligt ved de statsretlige og borgerlige love."

Hvor er vi dog dumme
Når man som jeg kommer fra en naturvidenskabelig tradition, hvor henvisninger til værker skrevet før 1980 er sjældne, så er mødet med disse 250 år gamle tanker overraskende fornøjeligt. Hvor er vi dog dumme, når vi tror, vi er så avancerede i forhold til de tanker, der gjordes gældende i forgangne århundreder. Sikke en guldgrube af tænksomhed vi kaster vrag på, når vi tror, at nutidens smarte tanker er alt, hvad vi behøver af vejledning.
Grundideen bag Montesquieus værk var, at lovene burde indrettes, så de svarede til de konkrete forhold, hvorunder befolkningerne levede. Gennem grundige studier og rejser havde han erhvervet sig et solidt kendskab til de faktiske forhold rundt omkring i verden og tanken om, at der var et bestemt sæt af love, der burde indføres overalt, lå ham fjernt, for "det er overordentligt tilfældigt hvis én nations love kan passe til en anden."
Og her når vi nok til et af de aspekter af Montesquieus tænkning, der nyder mindst respekt i dag, nemlig hans teori om klimaets indvirken på den ideelle styreform. Således accepterer han, at et despoti nok kan gå an i Tyrkiet eller Mellemøsten, hvor den åndelige virksomhed blev hæmmet af den stærke sol, mens der i Nordeuropa bør herske stor frihed.
Selv Montesquieu havde selvfølgelig sine fordomme. Men da ingen jo ifølge sagens natur kender sine egne fordomme (så var det nemlig domme og ikke fordomme), kunne han frimodigt hævde, at "jeg ville føle mig som den lykkeligste blandt de dødelige, hvis jeg kunne få mennesker til at kurere sig selv for deres fordomme," men så tilføjede han: "Og når jeg siger fordomme , drejer det sig ikke om det der gør at man er uvidende om visse ting, men det, der gør, at man ikke kender sig selv."
Vi fejrer i år 150 året for den danske grundlov, og mange mener, dette kunne være en passende anledning til justeringer. Gid det også kunne blive en anledning til at genoptage lidt undervisning i de franske oplysningsfilosoffers tanker i det danske uddannelsessystem. Man kan få den tanke, at en smule stolthed over de Europæiske landes forfatninger måske var en tilladelig følelse.
Merete Klenow With har haft det kæmpemæssige arbejde med at fordanske. Jeg har ikke faglig indsigt til at vurdere resultatets korrekthed, men sproget flyder klart og vellydende, og det kan jo ikke kun være den gamle mesters skyld.

*Montesquieu: Om Lovenes Ånd, 2 bind. 860 s., 525 kr. Gads Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu