Tyrkisk statsanklager vil give det største lovlige kurdiske parti, HADEP, forbud mod at stille op ved valget i april, fordi Öcalan under afhøringer skulle have sagt, at PKK og HADEP er forbundne
Den tyrkiske statsanklager, Vural Savas, bad i går forfatningsdomstolen om at forbyde, at det største lovlige kurdiske parti i Tyrkiet, HADEP, stiller op til parlamentsvalget i Tyrkiet den 18. april. Det sker fordi HADEP - Folkets Demokratiske Parti - i øjeblikket er under retsforfølgelse på grund af 'forbindelser' til Kurdistans Arbejderparti (PKK), hvis leder Abdullah Öcalan blev fanget af Tyrkiet d. 16. februar.
"Vi har modtaget alvorlige informationer om, at militante PKK'ere er begyndt at true vore borgere i sydøst. De siger: Hvis I ikke stemmer på HADEP, så brænder vi jeres landsbyer ned og dræber jer alle," skrev Vural Savas i en begæring til forfatningsdomstolen. En begæring, som også blev faxet til nyhedsbureauerne.
Samtidig kunne statsanklageren støtte sig til en artikel i avisen Sabah, som citerede Abdullah Öcalan for, at anklagerne mod HADEP er sande.
"HADEP havde direkte forbindelser til PKK," skulle Öcalan have sagt til de anklagere, som forhører ham i hans celle på fængselsøen Imrali, tæt ved Istanbul.
HADEP afviser statsanklagerens beskyldninger. Den fungerende formand for HADEP, Osman Ozcelik, sagde i går, at han regnede med, at forfatningsdomstolen ville afvise statsanklagerens anmodning på grund af mangel på beviser.
"Hvis der eksisterer sådanne trusler fra PKK, så skulle staten beskytte sine borgere fremfor at begrænse folks rettigheder til at vælge frit," sagde Ozcelik, der mener at statsanklagerens begæring er en del af en større offensiv mod kurdisk 'dissens'.
Den tyrkiske regering satser på, at tilfangetagelsen af Abdullah Öcalan kan tage luften ud af den kurdiske kamp for selvstændige rettigheder til kurderne - og ikke mindst slå til mod opbakningen til PKK i det sydøstlige Tyrkiet.
"Tyrkiet har nået et vendepunkt. Vi må hente vores børn ned fra bjergene. For de er vores børn, forført til terrorisme, til at begå mord," sagde præsident Süleyman Demirel onsdag til nyhedsbureauerne.
Tyrkiet anerkender ikke kurdisk identitet. Man betragter alle borgere som tyrkere.
To tyrkiske advokater blev torsdag sejlet til Imrali for at besøge Abdullah Öcalan.
Advokaterne Ahmet Okcuoglu og Hatice Korkut havde fået lov til at besøge kurderlederen af den tyrkiske sikkerhedsdomstol på fængselsøen, der ellers hidtil har været forbudt område. En dommer fulgte med advokaterne ud på øen, og afsejlingen foregik under massive sikkerhedsforanstaltninger.
Omkring 100 demonstranter råbte ifølge nyhedsbureauet AFP slagord mod Öcalan og fordømte PKK. Politiet gennede dem væk fra havneområdet inden afsejlingen.
Tirsdag bestemte en dommer fra sikkerhedsdomstolen, at Öcalan skal forblive fængslet inden han i april skal for retten. Samtidig tillod dommeren, at Öcalan får lov til at få advokater til at forsvare sig i den kommende retssag.
Advokaterne klagede efter bestemmelsen over at det var vanskeligt at få adgang til deres klient, når han sidder fængslet på en ø. Det afviste den tyrkiske ministerpræsident, Bülent Ecevit, og garanterede dem fri adgang til deres klient. Samtidig stod han inde for deres personlige sikkerhed i forbindelse med besøget hos Öcalan, der sigtes for højforræderi mod den tyrkiske stat på grund af sin lederrolle i kurdernes væbnede kamp for selvstændighed. Hvis han findes skyldig, risikerer han dødsstraf.
Der har været flere initiativer fra europæisk side på at komme til Tyrkiet for at følge retssagen mod Öcalan. PKK-lederens egne udvalgte europæiske advokater er blevet forment adgang til Tyrkiet, men også politikere, der ønsker at være observatører ved retssagen er blevet afvist. Senest onsdag, hvor præsidenten for Europarådets parlamentariske forsamling, Lord Russel-Johnston, fik at vide, at den tyrkiske regering ikke ville billige hans besøg i Ankara i den nuværende situation.