AOF kunne have satset på en førsteklasses oplysningshistorie, men forbundets jubilæumsbog er én lang forklejnelse af historien
HISTORIE
Den 9. januar i år fyldte Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF) 75 år. I løbet af de sidste 25 år er arbejdernes forskellige organisationer på tur fyldt 100 år, så AOF hører til blandt organisationernes anden generation.
Faktisk kom den til verden samme år Socialdemokratiet første gang nåede frem til magten og kunne danne regering, i 1924.
At arbejderne skulle oplyses, var en idé og en drøm, bevægelsen havde haft med sig siden sin start. Ja, når det kommer til stykket, er ideen om arbejdernes oplysning betydeligt ældre end Socialdemokratiet og fagforeningerne. De første arbejderoplysningsforeninger herhjemme går tilbage til 1840'erne.
Dengang var det imidlertid forskellige velmenende borgere, der ville oplyse arbejderne. Dannelse skulle de have, så de kunne se verden med borgerskabets øjne. Der stod en fortsat kamp om oplysningens indhold hele vejen op gennem tiden.
Der var i arbejderbevægelsen forskellige bud på en alternativ strategi for oplysning: En strategi for hvad lyset skulle rettes imod og hvilke briller, man skulle have på for at se den rigtige virkelighed.
Arbejderbevægelsen mente ikke, at man kunne nøjes med at gå i skole. Skolen var ikke en neutral instans, men et klasseinstrument til kulturel beherskelse af arbejderklassen. Derfor måtte man udvikle en helt ny dannelse, hvis grundprincip var at se verden fra arbejdernes synspunkt.
Da arbejderbevægelsens hovedorganisationer i 1924 gik sammen om at danne en egen oplysningsorganisation, var det blandt andet ud fra en erkendelse af et behov for dannede arbejdere, klasseintellektuelle om man vil. AOF var ment som en offensiv organisation i en kulturkamp.
Perioden fra 1924 til en gang i 1950'erne var en lang vækstperiode for denne alternative dannelsesstrategi. Fra 1960'erne ændrede man strategi. Under fritidslovens paraply blev AOF en institution, som dels varetog en almen fritidsundervisning i det neutrale regi, som statslig lovgivning kræver og som dels varetog uddannelsen af tillidsfolk i arbejderbevægelsen.
Kæberne af led
Med en sådan en historie i bagagen er det naturligvis spændende at se, hvordan AOF selv forstår sin udvikling. Man kunne efter min mening sagtens have forventet at et forbund af AOF's størrelse, rigdom og vingefang havde sat nogle oplysnings- og dannelseshistorikere til at fortælle en historie med rod i kilderne.
De findes. F.eks. blandt nogle af de folk på RUC, som laver voksenuddannelse for f.eks. fagforeninger og AMU, men også andre steder. Men som det plejer at være med den danske arbejderbevægelse, ønskede man kontrol over, hvad der står i historiebøgerne. Med det resultat, at man har fået endnu en gabende uinteressant støvsamler til hylden. Ingen - overhovedet ingensomhelst - kan blive overrasket over, hvad AOF's mangeårige informationschef Erik Stubtoft kan fortælle. Mine kæber truede med at gå af led mange gange under læsningen.
De ledende lag
Hovedfiguren i den hans historie er følgende: "I de første ca. 15-20 år var AOF, uden overdrivelse, ikke alene en del af den socialdemokratiske arbejderbevægelse, men en del af Socialdemokratiet. "[...] Godt henne i 1960'erne - i perioden "Gør gode tider bedre" - var AOF blevet en effektiv og godt udbygget, landsdækkende oplysningsorganisation [...]". Det er udviklingen fra partiorganisation til professionel oplyserorganisation, som interesserer.
Og det er da klart, at det hører med til en organisations historie, hvordan den klarer den nødvendige professionalisering.
Men at gøre management til hovedinteressen og fuldstændig miste indholdet af syne er efter min mening ikke bare uinteressant. Det er et fuldgyldigt udtryk for holdningen hos det ledende lag i arbejderbevægelsen: At de er et managerlag, som modsvarer og fuldt ud kan måle sig med erhvervslivets ledere og som følgelig bør have elitestatus som det.
Vi kan i bogen læse detaljeret om AOF-organisationens sejrrige gang ud over landet. Men der står stort set intet i bogen om, hvad folk lærte i studiekrese, på højskoler og aftenskoler. Der står stort set intet om det, som AOF var et middel til, nemlig dannelse. Det er i stedet blevet en historie om midlerne og deres professionalisering.
Man leder forgæves efter beretninger fra arbejdere, som har lært noget af AOF, efter diskussioner af oplysningens karakter, efter styringen af foredragenes og kursernes didaktiske side. Hele det fantastiske bogprojekt, som AOF satte i scene, leder man ligeledes forgæves efter.
Hjælp på diskette
Kun hvis man har en computer og kan læse den medfølgende diskette (som indeholder flere interessante oversigter), kan man se, hvilke forbløffende bøger AOF udgav fra 1931 til 1952. Det startede med, at Hans Kirk, som var anmelder på Social-Demokraten dengang, oversatte Dødsskibet af B. Traven, den mytologiske, tysksprogede digter, som boede i Mexico. Sidenhen kom flere romaner af Traven, Nils Nilsson, Agnes Smedleys Kun en Kvinde, Ernst Hansens tegninger, Preben Wilmann banebrydende bog Dansk Kunst, Ignazio Silones Fontamara, Harald Herdals Den første Verden, bøger af Harald Bergstedt og Caja Rude. Broby Johansens klassiker Hverdagskunst - Verdenskunst startede i AOF's bogkreds. Den sluttede med at introducere Dorris Lessing i Danmark.
AOF's bogkreds var en kulturindsats af format. Men det var AOF's mangesidede arbejde i det hele taget. I en tid hvor netop kulturkampen spillede en vigtig rolle, var AOF et vigtigt bud på hvordan dette skulle gøres socialdemokratisk.
Når PH hånede Socialdemokratiets kulturindsats, var det delvist uretfærdigt. For det var ikke indsats der manglede; det var en faktisk uenighed, der var tale om mellem en kulturradikal dannelsesopfattelse og en socialdemokratisk.
Forklejnet historie
Socialdemokratiet og AOF ser ikke længere sådan på sagen. De mener ikke længere kulturkamp er nødvendig. Det er nu deres sag. Men hvorfor skal det betyde, at man skal forklejne den historiske indsats?
I 1997 udgav Ove Korsgaard den meget roste Kampen om lyset om 500 års oplysningsarbejde. En ting er lysende klart, når man har læst den: Korsgaard ved næsten ingenting om arbejderoplysning, af den simple grund, at der næsten ingenting er skrevet. Derfor fortegner han fuldstændig billedet, så det især bliver den grundtvigske bondeoplysning, som lyser i bogen.
Det havde været en værdig opgave for AOF ved sit jubilæum at satse stort og satse på en førsteklasses oplysningshistorie. Men den havde man ikke haft kontrol over. Og man satsede lavt, på middelmådigheden.
*Erik Stubtoft: Fra oplysning til uddannelse. Historien om Arbejdernes Oplysningsforbund 1924-1999. 315 s. + diskette, 200 kr. AOF
