Læsetid: 4 min.

Den magiske magnetisør

26. februar 1999

Morten Henriksens 'Magnetisørens femte vinter' er en dygtigt opsat og dramatiseret version af Per Olov Enquists roman

Ny film
Midt i en Dogme-tid kommer det helt modsatte: En dyr og flot historisk romanfilmatisering, der ikke har de fjerneste fornyende ambitioner.
Fotograferet med vanlig suveræn god smag af Dirk Brüel og instrueret med sikker hånd af Morten Henriksen er Magnetisørens sidste vinter en god film af den slags, som Bille August ikke laver mere. Mainstream, men ikke tandløs. Traditionel, men ikke upersonlig.
Grundlaget er Per Olov Enquists meget læste roman fra 1970 om magnetisøren Meisners omstridte bedrifter i en lille nordsvensk by ved begyndelsen af 1800-tallet. Meisner-figuren er inspireret af magnetisøren Mesmers omtumlede karriere, der spændte fra mirakuløs lægegerning i Europas højeste kredse til dyb vanære og glemsel.
Men det må straks slås fast, at Morten Henriksen forholder sig meget frit til det litterære forlæg, der fra Enquists hånd er mere dokumenterende end dramatisk udformet. Henriksen, der også har skrevet manuskriptet (med Enquist som konsulent), har flyttet det dramatiske tyngdepunkt væk fra magnetisøren og indsætter i stedet hans modsætning, den solide, jordbundne, tolerante provinslæge Selander og dennes blinde datter Maria som historiens egentlige hovedpersoner.
Med den mystiske magnetisør Meisner som katalysatoren, der skaber den psykiske og fysiske helbredelse, som Selander trods god vilje, lægelig dygtighed og megen fader-kærlighed ikke magter at tilvejebringe.

Charlatan eller healer?
Men det er Meisner, der giver historien krydderi og kulør. Ole Lemmeke, der allerede var fremragende i Morten Henriksens debutfilm De nøgne træer (1991), har et fast greb om den modsætningsfyldte rolle som den danske læge, der ankommer til den lille nordsvenske by for at slå sig op med sin healende hypnotiske sygdomsbehandling.
I starten mere end antydes det, at Meisner primært er en charlatan og showman, ude efter de hurtigt tjente penge. Han har stor sans for ydre effekt og fremtræden, og han assisteres af en lidet idealistisk håndlanger. Ikke udpræget tillidsvækkende. Hvortil kommer, at han introduceres som en ildevarslende skygge på sneen.
Men skyggen (af hans hænder) bliver helbredende. Meisner magter at gøre lægen Selanders unge, blonde datter Maria seende, og flere andre sære hændelser tyder på evner, der rækker ud over den datidige (og nutidige!) lægevidenskabs formåen. Meisner slår sig op som en blanding af healer, terapeut og hypnotisør, og Maria forelsker sig i den karismatiske modelæge. Men hans metoder er ikke alle lige fine i kanten, og et opgør med Selander venter forude.

Begavet helbreder
Magnetisørens femte vinter viderefører temaer, Morten Henriksen allerede har gennemspillet i sine to seneste lange dokumentarfilm.
Der er klare paralleller mellem fascinationen af de alternative helbredere og mystikere i Den skjulte virkelighed og den positive fremstilling af Meisner og hans meget reelle evner. Og samtidig har Meisner - i karrierens vekslen mellem ekstrem forkælelse og social udstødelse - tydelige lighedspunkter med hovedpersonen i Arne Treholt - en skæbne.
Uden at heroisere patetisk gør Henriksen helbrederen Meisner til filmens helt, forud for sin tid i brugen af hypnose og terapi. Faktisk en forløber for Freud, når han borer i Marias fortid og med smukke resultater graver fortrængte traumer frem. Meisner sætter bevægelse i "det størknede fluidum", som han siger, hvilket også giver gavnlige sjælelige rystelser. Maria både helbredes fysisk og frigøres for faderbindingen. Og når Meisner snyder, drives han for det meste til det af omgivelsernes smålige skepsis.

Rolf Lassgård i centrum
Ved at gøre den skeptiske og moralsk hæderlige Selander til den cemtrumsfigur, der giver synsvinklen på Meisner, undgår Henriksen banal heltedyrkelse af den uglesete outsider og lægelige foregangsmand.
Den store, massive Rolf Lassgård er et kup som Selander, fuld af dybfølt omsorg for datteren, men inderst inde størknet i statisk håbløshed, inden Meisner dukker op. Han gør Selander jævn, varm og såre menneskelig og bliver filmens egentlige hovedperson. Og Johanna Sällström fortsætter som Maria kønt en meget nordisk tradition for blond heltinde-uskyld, men rummer også strejf af moderne karakterstyrke og selvstændighed.
Ole Lemmeke har det sværest som Meisner, for vi skal jo tro på hans ekstraordinære, hypnotiske evner - og det gør vi! Lemmeke accentuerer figurens ensporede målbevidsthed og dybe seriøsitet (også når han fupper, for det sker jo i en højere sags tjeneste!). Han er ingen salon-charmør, derimod karismatisk alvorsmand med fast, skinnende blik og velovervejet, velformet tale.

Det uforklarlige
Filmens forsøger sig af og til med ekspressionistisk dramatiserende billedsprog og abrupte klip, men de forhøjer ikke det indre psykisk-moralske drama.
Det ret store birollegalleri og den lille sne-indsvøbte landsby, hvor hele historien udspiller sig, levendegøres derimod dygtigt af Morten Henriksen. Overalt mærkes kærlig omhu for detaljen, i forening med et velgennemtænkt overblik over helheden.
Kort sagt en solid film fuld af gammeldags dyder. Men også med et udpræget moderne bud på en helt, der opererer i det pirrende felt mellem himmel og jord, hvor rationelle forklaringer ikke slår til.

*Magnetisørens femte vinter. Instruktion og manuskript: Morten Henriksen. Dansk/ svensk/norsk. (Grand, Dagmar og Palads)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu