Læsetid: 4 min.

I Malicks verden overlever ingen

26. februar 1999

Terrence Malicks 'Den tynde røde linie' er en dybt bevægende skildring af enkelte skæbner
i krigens meningsløse helvede

NY FILM
I krig er der ingen vindere, plejer man at sige. Alligevel bliver vi fodret med krigsskildringer, der retfærdiggør den ene eller anden krig, og som hylder dem, der gjorde deres til, at verden forblev et frit og demokratisk sted.
Således er man med Steven Spielbergs Saving Private Ryan, trods alle de realistiske og modbydeligt udpenslede kampscener, aldrig i tvivl om, at soldaterne i filmen kæmper for den rigtige sag, at deres offer nytter, at de er mænd af den rette støbning - altså en film med både levende og døde vindere.
Det er svært at argumentere mod nødvendigheden af Anden Verdenskrig og de allieredes indsats mod nazisterne, hvorfor det som regel også er på forhånd håbløse og meningsløse krige, der bliver taget under kritisk behandling. F.eks. Vietnamkrigen i Stanley Kubricks Full Metal Jacket og Oliver Stones Platoon.
Derfor er det også lidt af en åbenbaring at blive foreholdt Den tynde røde linie, Terrence Malicks meditative håndtering af Anden Verdenskrig, som den former sig for et kompagni soldater under USA's Stillehavskrig med Japan.
Vi befinder os på øen Guadalcanal, nøglen til Stillehavet, hvorfra japanerne kan kontrollere havet og slå amerikanerne tilbage. Riffelkompagni Charlie landsættes for at erobre øen fra japanerne, men må efter en blodig nedslagtning af utallige af kompagniets menige se sig holdt fast på en bakke af fjendens strategisk velplacerede maskingeværreder.

Uden tom retorik
Sjældent er en krig blevet skildret som værende så tåbelig og meningsløs. Vanvidsramte soldater rabler rundt på slagmarken, de sårede skriger af angst og smerte, mens de øvrige soldater rædselsslagne trykker sig ned mod jorden i håbet om, at det hele snart får en ende.
I Malicks verden overlever ingen, heller ikke de mest nådesløse, på slagmarken med forstand, værdighed, uskyld eller menneskelighed i behold.
Men hvor kampscenerne er nødvendige for at gengive krigens rædsler, så vi alle forstår dem, så koncentrerer instruktøren sig hovedsageligt om soldaternes følelser for den krig, de deltager i. Deres desperate forsøg på at bevare en menneskelighed på trods af de umenneskelige forhold og de overordnedes forfejlede ambitioner og bitre, nærmest hadske indstilling til hæren og de menige soldater.
Den tynde røde linie følger flere af kompagniets soldater på nært hold. Vi får indblik i deres tanker, frygt og længsler, mens de langsomt arbejder sig fremad mod den næsten usynlige fjende.
Og Malick tager sig god tid. I løbet af den tre timer lange films første halvdel når hverken publikum eller soldaterne at støde på japanerne, hvilket forstærker reaktionen, da det første gang sker i mødet med de skjulte snigskytters dræbende kugler.
Malick er ikke interesseret i at retfærdiggøre krigen og angrebet på den sølle bakke med tom retorik om verdens afhængighed af hver enkelt soldats indsats i hvert enkelt lille slag om hver enkelt lille stråhytte.
Han lægger snarere en holistisk holdning for dagen, når han lader sine hovedpersoner i tankerne kredse omkring det paradoksale i naturens (og menneskenes) kamp mod sig selv - findes der en hævnende kraft i naturen? Kommer vi ikke alle det samme sted fra, har samme Gud og lever under samme sol og måne?

Billederne taler
Den tynde røde linie, der er baseret på en bog af James Jones, også manden bag Herfra til evigheden, er en uhyrligt flot film. Malick lader sine det visuelle tale, og selvom filmen er fyldt med dialoger og monologer, så bruges billedernes indbyders modsætninger til at sætte tingene i relief.
Natur- og dyreoptagelser, som viser øens paradiske og fredelige liv, klippes sammen med billeder af paniske og rædselsslagne soldater og brutale krigsscenerier, og med soldaterne oplever man, hvordan et idyllisk, tiltalende landskab kan forvandle sig til en dødbringende, kaotisk slagmark i løbet af et øjeblik.
Klipperytmen og kameraføring er fornemt afstemt med filmens handling, og kun i kampscenerne, som udgør de færreste, sættes det ellers rolige tempo op, og den eftertænksomme tone brydes.
Trods det faktum, at Terrence Malick lavede sin første film tilbage i 1973, er Den tynde røde linie kun hans tredie film. Efter to betagende film, Badlands og Himlen på jorden ('78), trak Malick sig frivilligt tilbage af grunde, som han aldrig selv har ønsket at komme ind på, og først nu, 20 år senere, har den pressesky instruktør valgt at vende tilbage.
Interessen for og forventningerne til Den tynde røde linie har været enorme og har bl.a. resulteret i, at de største af Hollywoods stjerner stod i kø for at få lov til at spille med i filmen.
Derfor kan man opleve John Travolta og George Clooney i korte øjeblikke, hvilket forekommer fjollet og en smule hæmmende for filmens troværdighed.
Til gengæld er alle de væsentligste hovedroller besat af forholdsvis ukendte skuespillere, og det fornemmes meget forfriskende for alvor at kunne frigøre sig fra de sædvanlige tanker om, hvad de nu har lavet før.
Desuden leverer de over én kam fremragende præstationer, og især Jim Caviezel som den stilfærdigt observerende Witt, en slags kompagniets skytsengel, er fremragende. Mere garvede spillere som John Savage, Sean Penn, John Cusack, Elias Koteas og ikke mindst Nick Nolte fylder også deres store biroller med masser af pondus og troværdighed.

*Den tynde røde linie. Instruktion og manuskript: Terrence Malick. Amerikansk (Imperial i København og adskillige biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu