Læsetid: 5 min.

Mertzmania

23. februar 1999

Fire udstillinger rundt om i landet viser hele spændvidden i avant-gardisten Albert Mertz' imponerende produktion

KUNST
Lad det være sagt med det samme: De fire udstillinger med Albert Mertz' omfattende produktion er ikke blot en vægtig og væsentlig manifestation, men også en ubetinget succes. Sjældent er en dansk kunstners værk blevet præsenteret så gennemgribende og gennemført, hvilket er positivt overraskende, ikke mindst Mertz' status og position i dansk kunst taget i betragtning. Mertz (1920-1990) var på sin vis en outsider, samtidigt med at han både nåede at blive professor på kunstakademiet og fastansat ved Danmarks Radio!
I kataloget skriver Mikkel Bogh ligefrem, at Mertz blev den røde tråd i dansk kunst efter krigen. Det er dog en position, man først kan tilskrive ham retrospektivt; gennem denne udstilling og ved at se Mertz' tydelige indflydelse på såvel 80'er som 90'er-kunsten. Mertz var da også med i alle de vigtigste sammenhænge efter krigen som Linien II og fluxus. Men i sin samtid var Mertz ofte en perifer figur, og i perioden 1963-76 levede han i selvvalgt eksil i Paris.
Mertz arbejdede gennem årene med stort set alle medier; maleri, grafik, tekst, installation, skulptur, film, video og sågar kunstpædagogik, men altid udfra et dadaistisk udgangspunkt. For Mertz var det netop i iscenesættelsen og sammensætningen af modstridende elementer, at betydningen opstod. I første omgang kastede han sig dog over filmen, og indførte sammen med Jørgen Roos nærmest eksperimentalfilmen i Danmark. Den første film, de to lavede sammen, var den nu legendariske Flugten fra 1942, hvor Robert Jacobsen løb og løb for at undgå lovens lange arm. Og allerede her ser vi dobbeltheden i Mertz' arbejde; på den ene side var der tale om en eksperimentalfilm, og på den anden side noget meget letforståeligt. Modsat samtidige, internationale kunstfilm var Mertz og Roos' film narrative. Kunsten skulle ikke være uforståelig, tværtimod letforståelig. Deri lå Mertz' særegne avantgardisme.
Måske af samme grund fastholdt Mertz et dadaistisk og genkendeligt formsprog som den eneste på Linien II udstillingen i 1947, en ægte milepæl i dansk kunst som lancerede det konstruktivistiske og abstrakte formsprog, der skulle dominere dansk kunst op igennem 50'erne. Mertz var skeptisk overfor denne abstraktion og mente i stedet, at kunsten skulle arbejde med det genkendelige og det hverdagsagtige, der via den kunstneriske udvælgelse og transformation skulle få en ny betydning. En betydning som var dobbeltbundet; dels reflekterede den kunsten og kunstbegrebet som sådan, og dels reflekterede den virkeligheden, livet selv.
"Jeg prøver at finde ud af, hvad der er kunst, og hvad der er virkelighed, og hvilke forhold (eller mangel på forhold) de to ting kan have til hinanden," som Mertz senere formulerede det.

Mertz og farven
Det var denne interesse for kunstens indflydelse på livet og omvendt, som i 60'erne bragte Mertz i kontakt med fluxus-bevægelsen, der umiddelbart synes at videreføre dadaismens transformering af dagligdagsobjekter, og med pop-kunsten, hvis motiver var hentet fra populærkulturen, og som forsøgte en art dialog med denne. Mertz afviste dog senere fluxus som værende for barnlig og useriøs.
Selvom Mertz gennem alle årene benyttede sig af humor i sine værker, var kunsten altid en alvorlig sag. I slutningen af 60'erne stiftede Mertz - der selv gennem alle årene havde skrevet - bekendtskab med konceptkunsten, primært gennem Joseph Kosuths banebrydende tekst "Kunst efter filosofi". Men selvom Mertz igen så klare paralleller til sit eget arbejde, afviste han senere dele af konceptkunsten som værende for alvorlig! Mertz var altid dualistisk i sin tankegang.
Denne dualisme fik ham i samme periode til at udvikle sin 'rød/blå proposition', en kunstnerisk strategi som blev hans signatur. Den enkle farvekombination tog udgangspunkt i en konceptuel systematik, men havde samtidig et dadaistisk element; det kunne f.eks. anvendes til at parodiere Munchs 'Skriget', og den rød/blå farvekombination stammer fra trafikskiltet parkering forbudt. Og endeligt pegede strategien tilbage på den konstruktive og abstrakte kunst fra Linien II.
Men Mertz' forståelse af farven var mere som real end som abstrakt - faktisk ønskede han med sine rød/blå billeder at befri farven fra formalismen, dvs. fra en rent formelt-æstetisk anvendelse, og i stedet give den reel betydning. En interesse for farvens tegnmæssige og sociale betydninger han i øvrigt delte med jævnaldrende kolleger som Poul Gernes og Verner Panton. Med sine rød/blå billeder forsøgte Mertz på bedste dualistiske vis at vise maleriet både som objekt og tegn.
Hele dette mangesidede værk kan nu ses i en gigantisk oversigtsudstilling i Nikolaj Udstillingsbygning, hvor man også kan se Mertz' film med Jørgen Roos fra 40'erne og hans kunstpædagogiske videoproduktioner fra 70'erne og 80'erne. Og når man ser Mertz' produktion i sin helhed, forstår man virkelig, hvorfor Mertz fremstår som efterkrigskunstens røde tråd i Danmark.
Udover udstillingen i Nikolaj medvirker tre andre danske museer, der hver især sætter fokus på et særligt aspekt af Mertz' produktion. På Køge Skitsesamling kan man få rigt indblik i Mertz' arbejde med skitser, modeller, dagbøger og tekster, hvilket ikke skal ses som supplement til den 'egentlige' produktion, men som en fuldgyldig selvstændig del. Vestsjællands Kunstmuseum viser fire internationale navne, som Mertz havde et tæt forhold til, der alle har lavet specielle værker i hyldest til Mertz; Daniel Buren, Joseph Kosuth, Les Levine og Lawrence Wiener - og det er jo ikke hvem som helst, og siger vitterligt noget om Mertz anseelse blandt hans kollegaer.
I Esbjerg vises en virkelig interessant rekonstruktion af Mertzs installationer, herunder den kontroversielle En udstilling fra Gentofte Kunstbibliotek i 1976. Her var der ingen 'rigtige' billeder, men kun tomme rammer (Mertz ville, at beskueren selv skulle udfylde billedet), hvilket udløste voldsomme reaktioner, og førte til et forsøg på censur fra stedets side.
Og det triste er, at her har intet - på trods af Mertz' og andres indsats - ændret sig: I '76 forsøgte Gentofte at censurere Mertz, og så sent som i '94 censurerede man rent faktisk Joachim Koester, da dennes udstilling samme sted forholdt sig kritisk til kommunens flygtningepolitik.
Som Mertz gjorde opmærksom på, er kunsten ikke bare fri, men også betinget. Og der er arbejdet med sådanne modsætninger, eller dualiteter, som er Mertz' fineste kunstneriske eftermæle; ikke blot dualiteten mellem kunst og liv, men også mellem formalisme og anti-form, teoretiseren og anti-intellektualisme og frihed og afhængighed.

*Albert Mertz, Totalmertz, Nikolaj Udstillingsbygning, Nikolaj Plads, København, alle dage12-17.
*Til Mertz, Vestsjællands Kunstmuseum, Storgade 9, Sorø, tir-søn 13-16.
*Mertz Rum, Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20, Esbjerg, alle dage 10-16.
*Doku Mertz, Køge Skitsesamling, Nørregade 29, Køge, tir-søn 11-17, alle udstillinger til 11. april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her