Læsetid: 3 min.

Milosevic er styrket

24. februar 1999

Serbere ånder lettet op over at undgå NATO-bomber

Beograd - "Hvis der er en vinder efter fredsforhandlingerne i Rambouillet, er det Slobodan Milosevic," siger chefredaktør Bratislav Grubacic. Ifølge chefredaktøren har den jugoslaviske præsident vundet tid, og den militære del af en kommende fredsaftale kan blive svær at føre ud i livet, selv om der kommer en ny fredskonference om tre uger.
"Taberne er den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright og det internationale samfund, som har vist, at de ikke har nogen ide om, hvordan de skal løse krigen i Kosovo," siger Grubacic, der er chefredaktør på nyhedsbureauet VIP i den serbiske hovedstad Beograd.
"Kosovo vil fortsætte med at være et problem," mener han. "Men Kosovo vil også skabe vanskeligheder for Milosevic, der ikke har fået fjernet de internationale sanktioner, som han havde håbet på i forbindelse med en fredsaftale," siger Grubacic. Det kan sætte yderligere pres på den stadig svagere serbiske økonomi.
De fejlslagne fredsforhandlinger i Rambouillet fik til gengæld mange civile serbere til at ånde lettet op, efter at det magtfulde serbiske stats-tv i den seneste tid har pisket en stemning af krig op i befolkningen. Men med de fejlslagne forhandlinger i Rambouillet regner man ikke med, at NATO vil føre sin trussel om at bombe serbiske mål ud i livet.

Gudskelov!
"Åh, gudskelov, så bliver der ingen bomber," siger Amira Jeftovic i sin lejlighed i den serbiske hovedstad Beograds centrum. Hun og hendes familie har fulgt bølgegangen i forhandlingerne. Hver gang, det så ud til, at NATO ville aflyse bombetogterne, drager hun et lettelsens suk sammen med sine to døtre.
Hendes mand Dobrica tager det som de fleste serbiske mænd lidt mere hårdkogt, da jeg spørger ham, om han er glad for, at det ser ud til, at Serbien undgår NATOs bombeangreb. "Der har jo aldrig været grund til at bombe," siger han, der er læge i den jugoslaviske hær.
Familien har delte meninger om Kosovo. Ifølge den 55-årige Dobrica Jeftovic er Kosovo en uundværlig del af Serbien. "Den første serbiske stat blev grundlagt i Kosovo for 900 år siden, så det er en del af vores historie og kultur. Serbien uden Kosovo er ligesom et hus uden fundament," siger han. Nogle historikere mener, at den serbiske kultur i virkeligheden opstod længere oppe i Serbien nord for Kosovo, men det er en vigtig del af serbernes selvforståelse at betegne Kosovo som serbernes vugge.

Forskellige lande
Den 24-årige datter Natasha har en anden opfattelse af konflikten og mener, at Kosovo og Serbien er to forskellige lande. "Jeg har ikke noget imod at give Kosovo selvstyre," siger hun. Og så ser hun gerne en ende på krigen, fordi så mange unge mænd bliver dræbt. "De sender kun de unge i krig - aldrig de lidt ældre," siger hun.
Hun synes i øvrigt, at kosovo-albanerne er alt for kortsigtede. "Albanerne føder mange børn. Om 25 år vil de udgøre 55 procent af befolkningen i hele Serbien, og så kan de selv bestemme, hvor meget selvstyre eller selvstændighed de vil have," siger hun. Kosovo-albanerne føder mange børn, hvorimod serberne har en af de laveste fødselsrater i Europa. Også serbiske forskere har advaret mod denne udvikling og anført, at netop derfor burde Serbien skille sig af med Kosovo.

Hellere Paris og London
Forskellen mellem den 24-årige Natasha og hendes far afspejler forskellen mellem generationerne i Serbien. De unge og de studerende synes mest villige til at gå på kompromis med kosovo-albanerne, mens de ældre vil holde fast på Kosovo.
Også iagttageren, chefredaktør Bratislav Grubacic, genkender denne generationsforskel i serbernes opfattelse af Kosovo. "Hvis man kradser lidt i den serbiske lak, så finder man, at mange serbere ikke er interesserede i Kosovo. 95 procent af serberne ville aldrig rejse til Kosovo. De vil hellere tage til London eller Paris," siger chefredaktør Grubacic.
Den nye fredskonference om tre uger skal især se på den militære del af en fredsaftale, som skulle indebære udenlandske tropper for at overvåge og sikre freden.
Men Dobrica Jeftovic afviser blankt udenlandske tropper i Kosovo som led i en fredsaftale. "Vi har dårlige erfaringer med udenlandske tropper. Vi har haft tyrkiske, østrig-ungarske, tyske og italienske besættelses-styrker, og ingen af dem har behandlet os godt," siger han.
Han mener heller ikke, at det er nødvendigt med udenlandske tropper for at afvæbne de kosovo-albanske oprørere som led i en politisk aftale. "Det behøver vi ikke NATO til. Vi har vores egen hær," siger han.
Natasha Jeftovic mener i øvrigt ikke, at serberne i sidste ende går med til en aftale. "Sådan er vores mentalitet: vi er stædige," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her