Læsetid: 4 min.

Næstved vil være noget for husarerne

18. februar 1999

Måske er det lidt for tidligt at skære i forsvaret, siger Næstveds borgmester, hvem ved f.eks. hvad der vil ske i Rusland? En by går til kamp for sin kaserne

"Det er vel en hingst, du rider på?" spørger Næstveds borgmester Henning Jensen.
"Nej, hr. borgmester. Det er en vallak," svarer den beredne premierløjtnant foran ham prompte og med officershæle i stemmen.
Premierløjtnanten har netop ført en kortege af 25 garderhusarer fra Næstved Kaserne til Næstved Rådhus. En tur garderhusarne gør hver onsdag til glæde for borgere og turister i den sydvestsjællandske by.
Men denne onsdag er speciel.
"Borgmesteren skal præsentere en hvidbog," som premierløjtnanten knap en halv time tidligere forklarede sine tropper med det samme hælesmæk i røsten.
Det er en hvidbog om Næstved og kasernen - om de uheldige konsekvenser for byen og for forsvaret, hvis kasernen lukkes.
Hvidbogen fortæller om 536 arbejdspladser, der forsvinder. Om en omsætning på 85 millioner kroner, der går fra byens erhvervsliv og handlende, om 70.000 kvadratmeter kasernebygninger, der vil stå tomme ved siden af de 45.000 kvadratmeter erhvervslokaler i kommunen, der i forvejen ikke kan lejes ud.

Hvis kasernen lukker.
Hvidbogens 4.000 eksemplarer skal sendes til Folketingets medlemmer og alle andre interesserede.
Et udvalg af byens spidser er samlet for at præsentere den for pressen. Erhvervsrådet og handelsstandsforeningens er repræsenteret. Borgmesteren, der er socialdemokrat, og konservative medlemmer af byrådet står side om side. Turistforeningen og selvfølgelig regimentschefen stiller også gerne op. For de har alle samme mål: Næstved Kaserne og Garderhusarregimentet skal bevares.

Den gamle rytterby
Der er ingen tvivl om, at kasernen og byen lever godt sammen.
Når man kører ind i Næstved, modtages man af et billede af en garderhusar til hest - set forfra. På vej ud af byen, får man hestens bagdel med et "På Gensyn" ovenover. Det er i øvrigt det samme i mange af byens butikker.
På trods af megen trafik med tunge køretøjer og larm fra øvelsesterrænet, kommer der ingen klager over kasernen fra borgerne, forklarer borgmesteren. De er stolte over kasernen.
Formanden for byens turistforening, Johannes Christoffersen er selv tidligere garderhusar og nu formand for byens garderhusarforening. Han fremhæver, at selv om Næstved Kaserne først blev bygget i 1940, har Næstved været rytterby meget længere.
"Selv om vi nogle gange har måttet tåle, at det var dragoner, og ikke garderhusarer, vi havde," forklarer han.
Så når Næstved går i brechen for kasernen handler det ikke bare om arbejdspladser i en landsdel, der er koblet af fremskridtet, som borgmester Henning Jensen forklarede dagen før i telefonen: "De er en del af vores sjæl. Det er ikke kun tal og statistik og mistede skatteindtægter, vi kæmper for. Næstved er kendt for, at det er garderhusarernes by. Det er meget få steder i Danmark, at der er så tæt en tilknytning mellem et regiment og en lokalbefolkning," sagde borgmesteren.

Nye tider
Nu tager Henning Jensen imod kortegen af ryttere i fuldt udstyr foran rådhuset til ære for de tilrejsende pressefolk.
Der er dog næppe mange, der opdager, at hans spørgsmål til premierløjtnanten er udtryk for, at han alligevel ikke kender kasernens liv til bunds.
For faktisk må de slet ikke have hingste på Næstved kasernen længere. Så kunne de nemlig drive avl. Og det er konkurrenceforvridning over for de private hesteavlere. Moderne tider og moderne regler trænger sig ind i garderhusarernes traditionsrige bygninger øst for byen.
Og moderne tider betyder nedskæringer i forsvaret.
På Christiansborg skal politikerne i de kommende måneder lave et nyt forsvarsforlig.
Truslen fra øst er væk, mener Forsvarskommissionen, og fredsdividenden skal høstes, lyder det fra regeringen. Der skal spares på militæret. Og så kan ingen føle sig sikre, føler man i Næstved.
"Det er jo ikke logik eller fornuft, der vil styre, hvilke kaserner, der eventuelt skal lukkes. Jeg har været med til flere forsvarsforlig, og det skulle i så fald blive første gang," siger oberst og regimentschef for garderhusarerne Holger Olsen på pressemødet i byrådssalen, hvor hvidbogen bliver fremlagt.
Men trods fremlæggelsens overbevisende indpakning, må Henning Jensen indrømme, at flere andre garnisonsbyer, kan komme med lige så overbevisende argumenter som Næstved for, at netop deres kaserne skal bevares.

Rart med fjendebilleder
Derfor håber Næstved-borgmesteren, at landspolitikerne på Christiansborg kan påvirkes til at holde igen med nedskæringer.
"Jeg tror, man skal passe på ikke at høste fredsdividenden for hurtigt," siger han: "I 1932 troede man jo også, at man kunne spare forsvaret næsten væk, og syv år efter var der krig. Man siger, at er ikke er nogen trussel, men jeg ved da ikke, hvor stabil udviklingen i Rusland er. Hvem skal komme efter Jeltsin? Vil NATO igen blive udpeget som den store fjende? Det er jo rart at have et fjendebillede, hvis man skal samle et land," siger borgmester Henning Jensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her