Læsetid: 3 min.

Noter fra et bogudsalg

26. februar 1999

Det er slående, at bogfolket er et belevent folkefærd

Bøger til alle
På udsalgets første dag onsdag er der temmelig mange af dem i Arnold Buscks Boghandel. Bøger og mennesker.
Mens bøgerne har tiden med sig og bare ligger og venter, styrter folk rundt. Mange har håndskrevne huskesedler eller boghandelens bestillingssedler med sig og spørger indforstået personalet om, hvor f.eks. nr. 270 (en bog om Francis Bacon til 149 kr.) ligger. Den drevne del af personalet, der gerne er trukket i en mørkeblå sweatshirt med påskriften "Den Store Danske Encyklopædi", kan titlerne på fingerspidserne. Spørg efter en perifær titel og få lidt faglig stolthed oven i hatten. De finder den.
Busck er en udadvendt forretning. En dør i hver ende af forretningen giver en dejlig frihedsfornemmelse. Skulle man få kantet sig ned i bunden gennem menneskemasserne, skal man ikke hele vejen tilbage. Information vurderer, at ni ud af ti kunder ikke går ud af samme dør, som de kom ind ad.

Lugt af inkarnation
Denne åbenhed præger ikke Biblioteksboghandelen på Kultorvet. Her skal man via en snoet trappe ned i kælderen, før man kan kalde sig aktiv deltager i udsalget.
Til gengæld er stemningen mere inkarneret. Lugten i dette slaraffenland (det bugner af bøger) er indelukket. En enkelt person med f.eks. afvigende personlig hygiejne kan sætte ret stort præg på lokalet. Af en eller anden grund forekommer dette kælderrum at tiltrække typer med en lille smule større forhutlingsprocent end kunderne i Arnold Busck. Det skal dog tilføjes, at der under bogudsalget er mange gengangere.
En pensionist med pelshue, stærke briller og en lille vogn med hjul til at trække efter sig spørger efter Bjarne Nielsen Brovsts Skomagerens søn, første bind af to i en serie om H.C. Andersen. Den har de ikke - heller ikke på "fjernlageret", som boghandlere altid henviser til, når de ikke kan finde en bog. "Jeg må lede andetsteds," siger han hæst. Senere på dagen viser han sig hos Arnold Busck.
En gråsprængt dame i en stor gul pels står og kigger anstrengt i billedbogen Hvad Noahs Ark gemte. To gange med få sekunders mellemrum hoster hun direkte ned i bogens opslag. Det er en meget tør og ubehagelig hoste, der får Information til at se rundt i lokalet. Men her i kælderen synes ingen at tage anstød.
Samtidig er det er slående, at bogfolket er et belevent folkefærd.
Flere gange, både hos Busck og Biblioteksboghandelen, overværer Information episoder, der på et hvert andet krejlermarked ville have udviklet sig til deciderede optrin, men hver gang udspiller sig følgende dialog:
"Jeg tror, det er Deres tur..."
"Nej, det er snarere Dem."
"Mange tak!"

Igen og igen
Ved bogudsalgene har de samme bøger en tendens til at dukke op igen og igen. Fjernlagrene må bugne af dem. Kender De ikke det, at man har købt en bog af en art som gave lige før jul til en yderst favorabel pris, en såkaldt ud-salgspris (lad os sige den aflange bog Skyscrapers til 199 kr.), og nu er det altså tre år siden, men bogen, som er let genkendelig, bliver ved med at dukke op ved udsalgene år efter år, hvor den lægges i et vindue, som den, man gav den til, dagligt går forbi.
Der er heller ingen grund til at forivre sig, når det gælder The Original Illustrated Sherlock Holmes, der lokker med 636 sider og 356 illustrationer til kun 129 kr. Den var der ved sidste bogudsalg, og den er der sandsynligvis også ved næste.
Omvendt skulle man måske overveje at indhente The Complete Oscar Wilde - stories, plays and poems på 861 sider med illustrationer af Toulouse-Lautrec, hvis man har en 129-kroneseddel til overs.
Det er også nu, der er mulighed for at få indkøbt og læst de helt klassiske titler, som længe har rumsteret i ens bevidsthed, men som man aldrig har fået læst.
For eksempel har overtegnede stik mod alle moralnormer og konventioner ikke haft klokkeklare klassikere som Farvel, Mr. Chips til 29 kr., Hemingways Hvem ringer klokkerne for 1-2 til 99 kr., Kammerat Napoleon af George Orwell, 25 kr. og Mark Twains Huckleberry Finn til 25 kr. under hovedpuden.
Information vurderer, at De kan tage det roligt. Der er masser af bøger tilbage til weekenden. Der er bøger til alle. Vær dog opmærksom på, at forrådet af Jane Aamunds Colorado drømme til 99 kr. formentlig er ved at være udtømt - medmindre de har den på fjernlageret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her