Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

3. februar 1999

Underskrifter forpligter PFA
*PFA Pension risikerer at blive hængt op på garantier, underskrevet med administrerende direktør André Lublins navn af medarbejdere i koncernen.
Det fastslår en førende jurist, der har forsket i området. PFA har som noget helt uhørt valgt at lade to medarbejdere i direktionssekretariatet skrive under på breve med André Lublins navn.
Entreprenør Kurt Thorsen og tidligere direktør i PFA Byg, Rasmus Trads, kan se frem til flere dage i fængslet. Det er i hvert fald, hvad bedrageriafdelingen ved Københavns Politi går efter, når de to skal fremstilles i Københavns Byret i dag.
Nyhedsanalyse her på siden og artikel på forsiden

Samfundstjeneste i stedet for fængsel
*For at skaffe bedre plads i fængslerne forbereder justitsminister Frank Jensen (S) en lovændring, så spritbilister, der i dag idømmes hæftestraf, i fremtiden kan afsone dommen ved samfundstjeneste.
Forslaget ser ud til at kunne få bred politisk opbakning, når det fremsættes i Folketinget i slutningen af februar. SF støtter ideen, og den modtages også velvilligt af Venstre, konservative og Dansk Folkeparti.
Samfundstjenesten skal suppleres med frakendelse af kørekortet i en periode og en bøde, der afhænger af den enkeltes løn. Justitsministeren regner med, at ændringen vil frigøre 100 helårspladser i de danske fængsler.

Gennembrud i forhandlinger
*Pakistan meldte tirsdag om væsentlige fremskridt i forhandlingerne med USA om atom-våbenkontrol i området.
"Jeg tror, at vi stort set har nået vores mål," sagde Pakistans udenrigsminister, Shamshad Ahmad efter forhandlingerne med den amerikanske viceudenrigsminister, Storbe Talbott.
Ahmad fortalte, at en fælles erklæring om forhandlingerne ville bile udsendt senere og gav ikke yderligere detaljer om den ottende forhandlingsrunde mellem de to parter, siden Islamabad gennemførte atomprøvesprængninger i maj sidste år.
Pakistan ønsker alle de amerikanske sanktioner, der blev indført efter sprængningerne i maj, ophævet, inden det vil gå med til at underskrive forbudet mod prøvesprængninger.

Dansk gidsel fri i Congo
*Syv europæere, deriblandt en dansker, blev tirsdag efter mere end en uges fangenskab i Congo frigivet og rejste videre til Gabon.
Det meddelte den franske radiostation, Radio France International, som samtidig citerede en af de frigivne for at sige, at ingen af de syv på noget tidspunkt havde været "gidsler", men udelukkende havde "været under beskyttelse" i den urolige sydvestlige del af Dolisie, hvor oprørsbevægelsen Den Nationale Bevægelse til Befrielse af Congo hører hjemme.

Oprørere deltager i forhandlinger
*De væbnede albanske separatister i UCK-bevægelsen agter at deltage i de forestående fredsforhandlinger, som stormagterne i den såkaldte kontaktgruppe for det tidligere Jugoslavien har indkaldt til på lørdag i Frankrig. En talsmand for UCK, Kosovos Befrielseshær, sagde tirsdag, at UCK vil deltage i de internationale fredsforhandlinger, og at UCK onsdag vil udpege deltagerne ved forhandlingerne.

Nye amerikanske angreb på Irak
*Amerikanske kampfly angreb tirsdag atter irakiske luftværnsstillinger i både det sydlige og det nordlige Irak, citerede den amerikanske tv-station CNN militære kilder for at sige.
James Rubin, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, sagde, at der "var nogen aktivitet i flyveforbudszonerne i både nord og syd", men at "vore fly tilsyneladende ikke blev beskadiget".
De vestlige allierede har etableret flyveforbudszoner i både det nordlige og det sydlige Irak for at beskytte kurderne i nord og shiamuslimerne i syd mod overgreb fra centralstyret i Bagdad.

Minister klar med ny økologiplan
*Den økologiske udvikling i Danmark skal fremmes, og fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) er nu klar til at præsentere et forslag til en ny aktionsplan for økologi.
Planen indeholder 85 anbefalinger til, hvordan økologien kan brede sig. Der fokuseres især på forarbejdning, salg og distribution af økologiske fødevarer. Og samtidig ønsker Henrik Dam Kristensen økologien ind på flere offentlige institutioner og kantiner. Den nye aktionsplan, der er udarbejdet af Det Økologiske Fødevareråd, der rådgiver fødevareministeren, efterfølger den første øko-plan fra 1995. Den gamle plan indeholdt 65 anbefalinger, der især gik på at få landmændene til at omlægge til økologisk drift.

Kurderleder strandet i luften
*De tyrkiske myndigheder advarede tirsdag Norge, Jugoslavien og Belgien mod at tage imod kurderlederen Abdullah Öcalan. Det skete, mens han fløj rundt i landflygtighed over Europa i et privatfly. Det tyrkiske udenrigsministerium i Ankara havde indkaldt de tre landes ambassadører for at indskærpe Tyrkiets syn på Öcalan over for dem.

Lejerne betaler for prisstigninger
*Det er lejerne, der i sidste ende kommer til at betale for grundejernes formuegevinster, mener formanden for Lejernes Landsorganisation, Klaus Hansen. Når priserne på ejendommene vokser, stiger skattetrykket hos boligejerne, der beskattes hårdere via en forhøjet lejeværdi. Men det er ikke de eneste, der får en større regning.
"Lejerne betaler også ejendomsskat. Udlejer har ret til at overvælte stigninger i skatter og afgifter på huslejen. Derfor betyder højere grundværdier og stigende grundskyldspromiller højere husleje for lejerne," siger Klaus Hansen.

Arbejdsmiljølov skal gælde børn
*Børnerådet kræver nu, at arbejdsmiljøloven kommer til at gælde børn i skoler og institutioner. Rådet foreslår derfor, at Undervisningsministeriet, Arbejdsministeriet, Kulturministeriet og Socialministeriet nedsætter et udvalg, der kan lave en arbejdsmiljølov for børn, skriver Aktuelt.
I dag gælder arbejdsmiljøloven ikke børn i skoler og institutioner. Arbejdsmiljøtilsynet kan derfor ikke skride ind, hvis eleverne sidder på elendige stole, skal gå på lokum i gården eller ikke har et ordentligt sted at spise frokost. Undervisningsminister Margrethe Vestager mener dog ikke, at det er muligt i praksis at få arbejdsmiljøloven til også at omfatte skolebørn.

Ældre vil forbedre klagemulighederne
*Ældrerådene i Danmark vil have forbedret rettighederne for modtagerne af hjemmehjælp. Det sker bl.a. på baggrund af de senere måneders nedskæringer i hjemmehjælpen. Den nye Landssammenslutningen af ældreråd, der omfatter 90 ældreråd, opfordrer i et åbent brev Folketingets partier til at sikre, at der fremover ikke kan skæres ned i de ældres hjemmehjælp, mens der verserer en klagesag. Ældrerådene mener, at kommunerne i øjeblikket har for stor magt med den konsekvens, at det ofte tager tre-fire måneder, inden en klage er behandlet i klagerådet og forelagt kommunalbestyrelsen til afgørelse.

Lovgaranti for efterløn droppes
*Partierne bag finansloven droppede tirsdag definitivt al snak om at udstede en garanti for, at folk får tilbagebetalt deres indbetalinger til efterløn, hvis ordningen forringes.
Under en finpudsning af efterlønsreformen i Arbejdsministeriet fremførte kun CD kravet om sådan en garanti, som ellers også LO og nogle Socialdemokrater har kørt frem med.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen kom i går med en opfordring til de lønmodtagere, som i disse uger og måneder overvejer om, de skal betale regeringens nye efterlønskontingent.
"Hvis I er i tvivl, så betal! For alle - og specielt de unge - gælder, at i alle forhold kan man ikke forestille sig en indbetaling til en ordning, som giver en bedre forrentning af ens penge, end netop efterlønskontingentet," sagde han.

Kupmager indsat som præsident
*Den forhenværende kupmager og hærofficer Hugo Chavez blev tirsdag indsat som Venezuelas præsident ved en højtidelig ceremoni i kongressen i hovedstaden Caracas, hvor statsledere fra regionen og flere industrialiserede lande deltog.
I december vandt Chavez præsidentvalget med 56 pct. af stemmerne på sin venstrekoalition. Han har lovet at anføre en "demokratisk revolution", som både afviser "grusom nyliberalisme" og "uvirkelig kommunisme".

Retssamarbejde fortsætter
*Danmark fortsætter samarbejdet med Kina om at forbedre retsvæsenet trods den seneste tids hårde domme over kinesiske menneskerettigheds-aktivister. Det fastslog udviklingsminister Poul Nielson (S) ved tirsdagens ugentlige pressebriefing i Udenrigsministeriet.
Siden samarbejdet i marts 1998 blev genoptaget efter den dansk-kinesiske strid om menneskerettigheder i FN, har regeringen støttet et seminar i Danmark.

Information retter
*Gårsdagens artikel om uoverensstemmelserne på Faklen indeholder et spørgsmål til redaktionsmedlem Jørgen Bitsch og et svar om det okkulte, som kan misforstås. Jørgen Bitsch gør opmærksom på, at det oprindelig var Erwin Neutzsky-Wulff, der gennemførte den venstreorienterede bevidstgørelse i en dengang eksplicit upolitisk og okkult interesseret kreds.
At Neutzsky-Wulff nu mener, at initiativ-gruppens oprindelige okkulte interesse har fået lov at påvirke Faklens redaktionelle linie gennem de sidste tre måneder har, Jørgen Bitsch til gengæld ikke kunnet se tegn på, hvorfor Bitsch med flere stadig støtter Engelbreth Larsens redaktionelle linie. red.

Strejker fortsætter i Tyskland
*Det magtfulde tyske fagforbund IG Metall udvidede tirsdag advarselsstrejker i metalindustrien. I protest mod de hidtidige tilbud om lønforhøjelser fra arbejdsgiverne nedlagde forbundets medlemmer arbejdet i en lang række virksomheder.
Den eskalerende arbejdskonflikt, der i dag ventes at få 100.000 til at strejke alene i delstaten Nordrhein-Westphalen, kan undergrave igangværende rundbordsforhandlinger mellem forbundsregering, arbejdsgivere og fagbevægelse om en nedbringelse af Tysklands arbejdsløshed.
Forhandlingerne i den såkaldte "Alliance for Jobs" er en hovedhjørnesten i forbundskansler Gerhard Schröders politiske handlingsplan og lægger op til ny tillid og nytænkning fra både arbejdsgiversiden og fagbevægelsen.
Schröder har en reduktion af Tysklands arbejdsløshed på 10 procent som sit vigtigste politiske mål. Den rød-grønne regerings program er baseret på et tæt samarbejde mellem lønmodtagerne og arbejdsgiversiden om en nedbringelse af ledigheden, og forbundskansleren rettede i går en indtrængende appel til begge parter og bad dem udvise "økonomisk fornuft", så en ødelæggende arbejdskonflikt kan undgås.
"De forhandlinger, der finder sted nu, vil have virkning langt ud over dette år," sagde Schröder.
Arbejdsnedlæggelserne ramte især delstaten Nordrhein-Westfalen, hvor over 50.000 ansatte strejkede i adskillige timer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu