Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

2. februar 1999

Vidner henvender sig selv til politiet
*To af de vitterlighedsvidner, som Københavns Politi har forsøgt at finde frem til i sagen om de falske PFA-lånegarantier, henvendte sig mandag eftermiddag på Politigården. Det oplyser TV 2 Nyhederne.
Det er to kvinder, der efter at have læst om sagen i aviserne, valgte at give sig til kende. Politiet regner med, at afhøringen af de to kan finde sted tirsdag.
De to kvinder har skrevet under på en PFA-fuldmagt med PFA Pension-direktøren André Lublin's underskrift - en fuldmagt til Sparbank Vest, der siden viste sig at være falsk. Men inden da havde banken givet den tidligere byggematador Kurt Thorsen en kassekredit på 55 millioner kroner, hvoraf han brugte de 47 millioner til en grund ved Københavns Havn. Bedrageriafdelingen ved Københavns Politi håber på, at man tirsdag kan finde flere af de folk, der har skrevet under som vitterlighedsvidner på nogle af de falske garantier fra PFA.

Hamas-leder i sultestrejke
*Den 62-årige åndelige leder for den ekstremistiske Hamas-bevægelse, Sheikh Ahmed Yassin, gik mandag i sultestrejke for at få løsladt politiske fanger i det palæstinensiske selvstyres fængsler.
Yasser Arafats palæstinensiske selvstyre har i op til to år tilbageholdt godt 170 medlemmer af Hamas samt den mindre organisation Islamisk Jihad. Mindst 48 af fangerne har i en uge sultestrejket i et fængsel i Nablus på den besatte Vestbred.
Sheikh Yassin opfordrede også den palæstinensiske befolkning til en dags faste samt "at bede til Gud, så det palæstinensiske selvstyre løslader fangerne".

Sclerose-patienter skal i behandling
*Viborg Amt har besluttet, at fire sclerosepatinter, der var blevet sat på en venteliste på ubestemt tid, øjeblikkelig skal i behandling med betainterferon, oplyser amtsborgmester Bent Hansen (S). Det skete, efter at de pågældende havde henvendt sig til Scleroseforeningen.
Amtsborgmesteren mødtes mandag med sundhedsudvalgsformand John Bech Thomsen og ledelsen af Viborg Sygehus. Sammen fandt de ud af, hvordan der skal findes de 320.000 kr., som behandlingen af de fire patienter koster.
Amtet har været foruroliget over en stigning i antallet af sclerosepatienter - til 58 i 1998, eller omkring det dobbelte af antallet i andre amter, som Viborg naturligt kan sammenlignes med. Det vil amtet nu søge at finde en forklaring på.

Iranere fejrede jubilæum
*Tusindvis af iranere strømmede mandag til ayatollah Ruhollah Khomeinis mausoleum for at vise deres fortsatte støtte til den islamiske revolution, som har 20 års jubilæum.
Krigsveteraner, militssoldater og frivillige flokkedes sammen med notabiliteter fra præstestyret, militæret og regeringen under det forgyldte tag i den kæmpestore hal for at markere startskuddet på 10 dages jubilæumsfestligheder.
Et gigantisk billede i mausoleet mindede forsamlingen om det historiske øjeblik for præcis 20 år siden, hvor den aldrende ayatollah forsigtigt steg ud af et Air France-fly efter 15 års eksil og blev modtaget af hundredetusinder af henrykte iranere.

NATO forsøger med nye trusler
*NATO's generalsekretær Javier Solana truede mandag på ny med at bruge militær magt i Kosovo, hvis serberne og Kosovo-albanerne ikke sætter sig til forhandlingsbordet.
Solana sagde, at han efter et NATO-møde i Bruxelles i lørdags har fuld bemyndigelse til at give ordre til en militær intervention i Kosovo, hvis omstændighederne kræver det.
Solana fremsatte advarslerne i Bonn, hvor han fik ubetinget støtte fra den tyske forbundskansler, Gerhard Schröder, til et ultimatum fra Kontaktgruppen.
Senere på dagen blev han adspurgt om, hvorvidt en fredsbevarende styrke i Kosovo vil komme til at bestå af 30.000 mand. Her sagde Solana: "Under alle tilfælde vil det ikke være langt fra et tal i den størrelsesorden".
"Det vil være meget svært for mig at give et klart og præcist tal," tilføjede NATO's generalsekretær. Den NATO-ledede fredsbevarende styrke i Bosnien er på 36.000 mand.

Ingen løfter om tilbagebetaling
*Selv mundtlige løfter fra Folketingets talerstol om tilbagebetaling af efterløn-indbetalinger må Socialdemokratiet opgive. Det vil nemlig hverken den radikale regeringspartner eller de borgerlige forligspartier være med til.
I forvejen har forligspartierne blankt afvist et ønske fra især LO om at ændre selve lovteksten, så folk kan få tilbagebetalt efterløn-indbetalinger, hvis ordningen forringes. Socialdemokratiet har så luftet tanken, at sådan et løfte kunne afgives mundtligt fra hvert af forligspartierne under lovbehandlingen i folketingsalen. Men den radikale arbejdsmarkedsordfører, Anders Samuelsen, anfører, at sådan et mundtligt løfte alligevel ikke vil være bindende for partierne. Og Venstre slår på, at partiet vil have ro om ordningen. Ifølge Christiansborg-spillereglerne skal alle forligspartier være enige om ændringer, for at de kan blive til noget.

Det Hvide Hus anklager Starr
*Det Hvide Hus indleverede mandag en klage ved en forbundsdomstol over, at den særlige anklager Kenneth Starr har lækket hemmeligheder i sin undersøgelse af præsident Bill Clinton, oplyste præsidentens sagfører David Kendall.
Han henviste til, at Starr ifølge avisen New York Times alvorligt overvejer at bede en storjury anklage præsidenten for mened samt at modarbejde undersøgelsen, inden præsidentens embedsperiode udløber i januar 2001.
David Kendall beskrev over for journalister rapporten som "ulovlige og partiske lækager". Han vil stævne Starr og hans medarbejdere for foragt for retten.

Clinton fremlægger budgetforslag
*Den amerikanske præsident, Bill Clinton, præsenterede mandag Kongressen for sit forslag til budgettet for år 2000, og heraf fremgår det, at Clinton agter at bruge flere penge på forsvar, uddannelse og sundhed, ligesom han regner med, at der i budgetter for det kommende årti vil være overskud. Budgettet er på 1.770 milliarder dollar, hvilket svarer til 11.500 milliarder kroner.
Budgettet skal træde i kraft den 1. oktober, og med præsentationen er der samtidig taget hul på et nyt slagsmål mellem Clinton-administrationen og Republikanerne i Kongressen om, hvad der skal ske med budgetoverskuddene. Hvis år 2000-budgettet når sit mål, vil det være tredje år i træk, at forbundsregeringen har formået at skabe et budgetoverskud efter 20 års konstant underskud.

Öcalan igen på flugt
*Det græske udenrigsministerium afviste kategorisk mandag, at den kurdiske oprørsleder, Abdullah Öcalan, var landet i Athen.
Det hævdede en topembedsmand i det tyrkiske udenrigsministerium tidligere mandag ellers. Han understregede også, at Tyrkiet fortsat kræver Öcalan udleveret.
"Öcalan er ikke i Grækenland. Det har han aldrig været, og der kommer han aldrig," forsikrede den græske ambassadør Dimitris Nezeritis efter et møde i Udenrigsministeriet.
Den 49-årige Öcalan forsøgte forgæves at komme ind i Holland natten til mandag. Det meddelte en hollandsk advokat, der repræsenterer Öcalan.

Borgmesterstrid om metro-byggeri
*Opførelsen af de underjordiske metrostationer i København førte mandag til en strid mellem Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen (S), og bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V). Først afviste Jens Kramer Mikkelsen via sin pressechef, Carsten Mai-Jørgensen, at der har været planer om at stoppe Ørestadsselskabets byggeri, fordi man i flere tilfælde er gået i gang uden byggetilladelser.
Senere meddelte Søren Pind, at Ørestadsselskabet stadig mangler at få godkendt nogle byggetilladelser til fem underjordiske stationer, fordi brandsikkerheden ikke er i orden.
Bygge- og teknikborgmesteren kendte ikke til mandagens møde mellem Ørestadsselskabet og Københavns Kommune. Og det på trods af, at netop projekter som byggeriet af metroen hører ind under hans afdeling. Mødet mundede ud i meddelelsen fra overborgmester Jens Kramer Mikkelsens afdeling, hvori der stod, at Københavns Kommune ikke havde til hensigt at stoppe byggeriet af metrostationerne. Jens Kramer Mikkelsen er - udover at være overborgmester - også næstformand i Ørestadsselskabet.

KU støtter forslag fra S
*Konservativ Ungdom hilser Socialdemokratiets forslag om, at give de som måtte indbetale til den ny efterlønsordning en garanti for, at de får pengene tilbage, hvis der røres ved efterlønnen i fremtiden, velkomment.
"I Konservativ Ungdom synes vi, at det er et godt forslag, fordi vi kun kan tage det som et udtryk for, at man har erkendt, at efterlønnen på et tidspunkt vil blive afskaffet - og når det sker er det klart, at de mennesker, som har troet på de nuværende politikeres løfter om efterløn i al evighed ikke skal snydes," udtaler KU's landsformand Lasse Bork Schmidt.

Gates nedtoner år 2000-problem
*År 2000-problemet vil givet koste besvær for mange computerejere og virksomheder, men der bliver ikke tale om frygtelige panik-scener nytårsmorgen år 2000.
Det fastslår computermagnaten Bill Gates, der først og fremmest betragter år 2000-problemet som noget, der for mange IT-virksomheder betyder en ekstra indtægt.
Bill Gates talte mandag på det Verdensøkonomiske Forum (WEF) i Davos i Schweiz. År 2000-problemet er også til gavn for computerbrugerne. For selv om det er dyrt at gardere sig imod computernedbrud, er det sundt for virksomhederne at bevæge sig imod mere standardiserede systemer, mener Bill Gates.

Saddam Hussein udlover dusør for allierede fly
*Den irakiske præsident, Saddam Hussein, udlover nu kæmpedusører for at skyde allierede fly ned og fange piloterne. Samtidig betegnes USA's forsøg på at vælte den irakiske leder som en "umulig mission".
Saddam Hussein lover irakerne 25 millioner dinarer (ca. 90.000 kroner) for at skyde et amerikansk eller britisk kampfly ned og en dusør på fem millioner dinarer (17.500 kroner) for at fange en pilot. Der er tale om enorme beløb i Irak, hvor den gennemsnitlige månedsløn for en embedsmand kun er godt 30 kroner værd som følge af dinarens kollaps under sanktionerne mod Irak efter Golfkrigen.
I weekenden angreb amerikanske og britiske fly igen irakisk luftforsvar i begge zoner, mens Irak fortsatte truslerne mod de allierede fly. Styret i Bagdad nægter at anerkende fly-forbudszonerne, som ikke er direkte omfattet af FN's sikkerhedsråds resolutioner. Samtidig fløj den amerikanske viceudenrigsminister, Martin Indyk, til Oman som led i en rundtur i Golf-området.
Formålet med rejsen er at samle støtte til en indsats, der skal vælte Saddam Hussein.
Før afrejsen til Oman advarede Martin Indyk om, at USA vil opretholde truslen om militære angreb på Bagdad, indtil det irakiske styre er blevet skiftet ud.

Redigeret af Jesper Jürgensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her