Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

1. februar 1999

Broer gavner miljøet
*Faste vej- og jernbaneforbindelser er mere miljøvenlige i forhold til fortsat færgefart end hidtil antaget, skriver Berlingske Tidende søndag.
Storebæltsbroen og Øresundsbroen vil sammen med en eventuel fast forbindelse over Femer Bælt reducere transportsektorens CO2 udslip med fem-seks pct. årligt.
På trods af, at broer og tunneler tiltrækker mere biltrafik, falder det samlede energiforbrug, fordi forbindelserne i højere grad end forudset helt eller delvis udkonkurrerer store energislugende transportformer som færger og fly.
Det viser en ny undersøgelse, som er udarbejdet af tidligere miljøchef i A/S Storebæltsforbindelsen Knud Mose Poulsen, der nu er konsulent for Øresunds- og Storebæltsforbindelsens driftsselskab Sund & Bælt.
Regeringen har netop opgivet målet om at få transportsektorens CO2-bidrag ned på 1988 niveau i år 2005. I stedet for vil trafikminister Sonja Mikkelsen (S) til efteråret fremlægge et katalog over virkemidler, der på længere sigt kan knække CO2-kurven.
Men udover kørselsafgifter er der også hjælp at hente fra de faste forbindelser. Ifølge den nye undersøgelse giver Storebæltsbroen en årlig besparelse på mere end to pct. af det samlede energiforbrug i den danske transportsektor.

S overvejer løfte om efterlønnen
*Selv om paragrafferne om den nye efterlønsordning ikke vil indeholde en garanti om, at indbetalte midler skal betales tilbage, hvis ordningen bliver ændret væsentligt eller afskaffet, kan der blive tale om et politisk løfte ved Folketingets behandling af lovforslaget.
Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører Poul Erik Dyrlund overvejer stadig, om partiet skal fremsætte en sådan garanti. Hans partifælle Jan Petersen, der er finanspolitisk ordfører, finder, at det vil være klogt at give en tilkendegivelse, fordi det vil skabe mere tryghed om ordningen.
Poul Erik Dyrlund siger, at han ikke ønsker at gå i detaljer, før partierne bag aftale har drøftet lovforslaget på et møde i morgen: "Ethvert parti kan komme med en mundtlig tilkendegivelse. Spørgsmålet er, hvor meget det er værd. Vi har endnu ikke afgjort, hvordan vi vil forholde os til det," siger han til Ritzau.
Alle de ordførere, som Ritzau har kontaktet, peger på, at det vil være meget svært for politikere fremover at ændre ordningen uden hensyn til de indbetalte kontingenter.
Leder på forsiden

Irak kritiserer Sikkerhedsrådet
*Irak kritiserede i går en beslutning i FN's Sikkerhedsråd, der blev truffet lørdag, om at gennemgå alle aspekter af relationerne med Irak. Ifølge Irak vil processen forsinke en stillingtagen til spørgsmålet om at hæve FN-sanktionerne mod landet med flere måneder.
"De tre arbejdsgrupper, der skal se på spørgsmålet, vil bruge måneder på deres arbejde, og det vil ikke have anden effekt end at trække den uretfærdige blokade mod Irak i langdrag," sagde en topembedsmand i går til det irakiske nyhedsbureau INA.
De tre arbejdsgrupper, der blev vedtaget på forslag af Canada, skal vurdere henholdsvis spørgsmålet om nedrustning, om den irakiske befolknings levevilkår og om antallet af savnede indbyggere i Kuwait efter Saddam Hussein-styrets besættelse at olie-emiratet 1990-91.
Sikkerhedsrådet vil på baggrund af arbejdsgruppernes anbefalinger beslutte, om sanktionerne skal fortsætte - og i givet fald i hvilken form.

LLO: Ingen styr på huslejerne
*Der er ikke styr på lejernes husleje. Alt for mange lejere betaler for meget, og huslejeudviklingen løber konstant hurtigere end udviklingen i forbrugerpriserne, hedder det i en udtalelse fra Lejernes Landsorganisations landsmøde i Odense lørdag.
"Lejelovgivningen er blevet så indviklet, at lejerne ikke kan gennemskue deres rettigheder. Det benytter mange udlejere sig af. En stor del af lejerne kunne ved en efterkontrol af huslejen få denne nedsat," udtaler LLO.
Landsmødet opfordrede regeringen til at sikre, at lejerne kender deres rettigheder og til at stramme reglerne for udlejere, der gentagne gange opkræver en leje, som huslejenævn og boligret har fastslået er for høj.

50 mio. udbetalt på falske garantier
*Indtil nu er der mindst 50 mio. kr. ude at svømme alene i Danmark på grund af de falske lånegarantier, som tidligere PFA Byg-direktør, Rasmus Trads, fabrikerede til tidligere byggematador Kurt Thorsen.
Både forsikringsselskabet Codan og det statsejede Freja Ejendomme fik kontanter i forbindelse med salg til et Kurt Thorsen-relateret selskab. Codan fik 40 mio. kr. som sikkerhed for, at Thorsen inden den 31. marts i år betalte resten af købesummen for aktier i ejendomsselskabet Norden. Mens Freja fik deponeret 10 mio. kr. i forbindelse med salget af tre ejendomme og en grund på Holmen i København. Her er der forskellige betalingfrister.

35 henrettet i Kina i nytårskampagne
*35 kinesere er i den seneste tid blevet henrettet som led i en anti-kriminalitetskampagne op til det kinesiske nytår i februar. Det oplyste Kinas stats-tv i går.
I byen Shenzhen i det sydkinesiske højvækstområde blev seks dødsdømte fredag skudt for forbrydelser, der omfatter drab og bandeaktiviter i byens underverden.
Ligeledes fredag blev 21 henrettet i den sydvestlige storby, Chongqing, for drab og røveri. De 21 blev dødsdømt og derefter skudt ved en offentlig henrettelsesproces, der trak 300 tilskuere, fremgik det af tv-udsendelsen.
I den nordkinesiske by, Taiyuan, måtte otte dødsdømte for nylig lade livet for narkosmugling, drab og røveri.
Ifølge Amnesty International blev 1876 kinesere henrettet i 1997 - det er flere fuldbyrdede dødsstraffe end i resten af verden tilsammen. Og tallet kan endda være undervurderet, mener Amnesty.

Ny ballade i Öcalan-sag
*Nye diplomatiske skænderier brød i går ud mellem Italien og Tyrkiet om den tyrkisk-kurdiske oprørsleder, Abdullah Öcalan, som tyrkerne vil stille for retten, anklaget for drab og terrorisme.
Den tyrkiske ministerpræsident Bülent Ecevit sagde i går formiddag ved en pressebriefing, at Öcalan "højst sandsynligt" befinder sig i Italien. Lederen af det marxistiske Kurdistans Arbejderparti (PKK) forlod den 16. januar Rom i et privatfly, og medlemmer af den kurdiske befolkningsgruppe i Italien har berettet, at han var rejst via Rusland til et ukendt bestemmelsessted. Italienske regeringskilder benægtede ifølge nyhedsbureauet ANSA i Rom, at kurder-lederen befinder sig i landet.

Luftangreb mod irakiske radarer
*Amerikanske og britiske krigsfly angreb i går irakiske radarstationer i både den nordlige og sydlige flyveforbudszone, som de to vestlige stormagter ensidigt har erklæret.
Amerikanske F-16 kampfly, der ifølge det amerikanske flyvevåben "handlede i selvforsvar", affyrede et missil mod en radarstation ved Mosul i den nordlige del af landet. Det oplyser USA's luftvåben fra Incirlik-basen i Tyrkiet. Og i den sydlige zone angreb amerikanske og britiske fly to kommunikations-anlæg, efter at et irakisk krigsfly var fløjet ind i den sydlige forbudszone.

DF vil rejse Kam-sag for minister
*Dansk Folkeparti vil nu stille spørgsmål til justitsminister Frank Jensen (S) om behandlingen af sagen om den om den drabsmistænkte, dansk-fødte tidligere SS-mand Søren Kam.
Kam er i den tyske delstat Bayern, hvor han bor, sigtet for et drab i tysk tjeneste på den danske journalist Carl Henrik Clemmensen i 1943.
Partiets retsordfører Peter Skaarup oplyste i går, at han vil tage sagen op, efter at anklagemyndigheden i Bayern over for Ritzaus Bureau har oplyst, at det danske justitsministerium ikke har sendt forskelligt vigtigt materiale, som ellers er blevet stillet i udsigt.
"Hvis det virkelig er korrekt, at Danmark er den virkelige hindring for, at den tidligere SS-officer kan stilles for retten, befinder Frank Jensen sig i en alvorlig situation," mener Skaarup.
Blandt de manglende dokumenter er en erklæring fra Retslægerådet om bevismaterialet i den 55 år gamle drabssag. Ledende overstatsadvokat i Bayern, Manfred Wick, undrer sig også over, at der ikke er blevet afsagt nogen fængslingskendelse over Søren Kam i Danmark.

Planlagt bestikkelse af IOC-folk
*Lederne bag Salt Lake Citys bud på Vinter-OL i 2002 planlagde og udførte en systematisk kampagne for at bestikke medlemmer af den internationale olympiske komite, IOC, oplyser New York Times lørdag.
Komiteen bag den amerikanske bys bud havde detaljerede planer om at bruge penge for at vinde stemmer allerede i 1991 - ifølge dokumenter som den amerikanske avis er i besiddelse af.
En budgetredegørelse, der blev præsenteret ved et møde i komiteen i december 1991, viste brug af 500.000 dollar til hjælp til olympiske komiteer og kontrakter med nøglepersoner. Kapitalen skal bruges til at etablere varige forbindelser til IOC-medlemmer og andre nøglepersoner i den olympiske familie, hedder det i dokumentet.
Samtidig rapporterede en japansk avis i går, at japanske ledere fra Nagano sørgede for underholdning til familiemedlemmer, slægtninge og venner af mindst fem medlemmer af den internationale olympiske komite, IOC, forud for byens sejr i afstemningen om værtsskabet for
Vinter-OL i 1998.

Information præciserer
*I weekendens Information rapporterede vi fra generalforsamlingen i selskabet Tarco. Af reportagen fremgik, at bestyrelsen overlevede kritikken af selskabets andel i det ulovlige rør-kartel-samarbejde - en andel, som bestyrelsen har været holdt uvidende om. Men en forkert formulering i billedteksten indikerer, at det er bestyrelsen, der "blev taget i snyd for millioner". Og det er ikke korrekt.
Vi skal derfor præciserer, at det er selskabet Tarco, der er blevet afsløret i det ulovlige kartel-samarbejde, mens bestyrelsen ikke kendte til sagen, før den blev offentligt kendt. Vi beklager den trykte formuleringInf.

Grønt lys for NATO-bomber i Kosovo-konflikt
*NATO-landene udstedte sent lørdag aften en ultimativ advarsel til Kosovo-konfliktens parter om, at de har valget mellem at forhandle en fredsaftale på plads eller at blive bombet som straf for deres manglende vilje til fred.
Efter mere end ti timers møder i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles lørdag blev NATO's generalsekretær Javier Solana bemyndiget til at beordre luftangreb på mål i den jugoslaviske forbundsrepublik, hvis der ikke er udsigt til nogen varig fred i den serbiske Kosovo-provins.
Samtidig truede NATO også kosovo-albanerne, der udgør omkring 90 procent af befolkningen i den konfliktramte provins, og fastslog, at den vestlige forsvarsalliance er i færd med at undersøge, hvordan man kan bremse våbensmuglinger ind i Kosovo.
"Jeg vil træffe min beslutning i lyset af begge parters vilje til at leve op til omverdenens krav," sagde Javier Solana.
NATO's fred-eller-bomber strategi skal lægge maksimalt militært pres bag det politiske ultimatum, som kontaktgruppen for det tidligere Jugoslavien udstedte, da den indkaldte Kosovo-konfliktens parter til forhandlinger fra den 6. februar i Rambouillet uden for Paris.Artikel side 5

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her