Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

17. februar 1999

Politi vil beholde Thorsen
*Politiet vil fortsat have byggekongen Kurt Thorsen og den tidligere PFA Byg-direktør Rasmus Trads bag tremmer i Vestre Fængsel.
På et møde i Københavns Byret onsdag vil politiet begære både Rasmus Trads og Kurt Thorsen varetægtsfængslet i yderligere to uger.
Politiet og anklagemyndigheden begærer Kurt Thorsens og Rasmus Trads' varetægt forlænget efter retsplejelovens paragraf 762 stk 1, 3. pkt, der siger, at en sigtet kan varetægtsfængsles, hvis der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen af sagen.
Kriminalinspektør Bent Hansen fra København Politis Bedrageriafdeling siger, at politiet skal bruge længere tid, fordi der fortsat mangler fem-seks vidner, der skal afhøres samt genafhøringer.
Artikel side 4

Gensplejsede lægemidler godkendes
*Teknik- og miljøudvalget i Nordjyllands Amt godkendte tirsdag, at Interferonlaboratoriet i Hjørring fremover kan producere lægemidler, der er baseret på gensplejsede mikroorganismer.
Organismerne er dels bagegær, dels bakterier af typen e-coli, der ifølge den kendte viden ikke kan fremkalde sygdomme hos hverken mennesker eller dyr.
De gensplejsede organismer er konstrueret til at danne bestemte stoffer, der indgår i menneskets immunforsvar, og som vores organisme i forvejen producerer naturligt.
Ifølge laboratoriet selv er organismerne kunstigt svækkede, så de ikke vil overleve uden for laboratoriet.

Arabiske lande raser over Saddam
*Den irakiske leder, Saddam Husseins trussel om at angribe luftbaser i Kuwait og Saudi-Arabien udløste tirsdag voldsomme trusler i Saudi-Arabien, hvor den statsstyrede presse opfordrede til, at "hovedet på den slange", der har magten i Bagdad, bliver hugget af. Selv om den amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, har advaret Irak om "hurtig og beslutsom" indbriben, hvis Irak udfører truslen om at angribe de to landes baser, så synes det ikke at have påvirket den irakiske ledelse.
De pågældende baser bruges af de amerikanske og britiske krigsfly, som patruljerer i den såkaldte flyveforbudszone over det sydlige Irak, hvor zonen skal beskytte shiamuslimer mod irakiske overgreb.
Men efter de fire dages amerikanske og britiske angreb på irakiske mål i december er det irakiske luftforsvar i stigende grad begyndt at beskyde de allierede fly, hvilket har været med til at gøre området mere spændt.

Lykketoft afbryder OK-forhandlinger
*Finansminister Mogens Lykketoft (S) aflyste tirsdag aften et ellers planlagt forhandlingsmøde om nye overenskomster for 200.000 statsansatte.
Mødet skulle have fundet sted onsdag klokken 13 i Finansministeriet i København.
Ifølge Ritzaus oplysninger skyldes aflysningen bl.a. finansministerens vrede over, at forhandlingsmodparten i CFU, Centralorganisationernes Fællesudvalg, før hvert eneste forhandlingsmøde på området har været i medierne med sit bud på en status i forhandlingerne.
Ifølge Ritzaus oplysninger var det specifikt en artikel i Berlingske Tidende tirsdag der var dråben, som fik bægeret til at flyde over.
Artiklen nævnte blandt andet, at finansministeren skulle have givet CFU's formand, Niels Juul, et tilbud om tre feriefridage for de statsansatte mod, at overenskomsten blev gjort tre-årig. Men ifølge kilder ved forhandlingerne har et sådant tilbud aldrig været givet, og parterne har endnu ikke på noget tidspunkt diskuteret antallet af fridage til de ansatte.

Skive slipper ikke for retssag
*Landsforeningen Ældre Sagen fastholder et retsligt søgsmål mod Skive Kommune i striden om hjemmehjælp, selv om kommunen nu er på vej til at give en række pensionister hjælpen tilbage.
Ifølge jurist Vibeke Haslund vil Ældre Sagen forsøge at bruge retssagen som løftestang for at kræve erstatning til pensionisterne. Sagen kan få betydning for andre kommuner, der ligesom Skive har skåret kraftigt i hjemmehjælpen til de ældre.

Olieforurening truer i Vadehavet
*Søværnets Operative Kommando sendte tirsdag formiddag en helikopter i luften for at se nærmere på en cirka 1.800 meter lang og 300 meter bred oliebræmme, der mandag blev observeret vest for Skallingen i nærheden af Esbjerg Havn. Indtil videre er fire lomvier blevet aflivet på nordspidsen af Fanø.

Nye beskyldninger mod Station 1
*Statsadvokaten for København foretog tirsdag endnu en afhøring for lukkede døre i Københavns Byret af en kvinde i sagen om påståede overgreb fra betjente fra Station 1 på Vesterbro.
Samtidig modtog statsadvokaten to nye henvendelser fra personer, der mener sig udsat for vold fra en og samme betjent fra stationen.
Dermed efterforsker statsadvokaturen nu 15 konkrete beskyldninger om påståede overgreb.
Bl.a. har en narkoprostitueret fortalt, hvordan en politimand har tvunget hende til sex, mens en anden har fortalt om, at en politimand pressede en pistol mod hendes tinding. Endnu er ingen af de anklagede betjente blevet afhørt.
Artikel side 4

Ni dræbt under attentat i Usbekistan
*Mindst ni mennesker blev tirsdag dræbt, mens 15 blev såret, da en række kraftige bomber eksploderede i centrum af Usbekistans hovedstad, Tasjkent, sagde landets indenrigsminister, Sokirdsjon Almatov.
Eksplosionerne, der rystede byen i de tidlige morgentimer, var et attentatforsøg mod præsident Islam Karimov, oplyste det statslige tv tirsdag. Karimov kom ikke til skade.
Indenrigsministeren sagde under et tv-transmitteret møde med usbekiske ledere, at de skyldige var usbekere, men ministeren ville ikke udelukke, at gerningsmændene havde fået hjælp fra udlandet. Diplomatiske kilder sagde, at yderligtgående islamiske fundamentalister, der er fjendtlig stemt over for præsidentens hårde holdning til fundamentalisterne, kan stå bag attentatforsøget.

Etiopien angriber Eritrea
*Tre etiopiske kampfly angreb tirsdag et vandreservoir nær den strategisk vigtige havneby Assab i Eritrea, sagde en officer i Eritreas hær.
Ifølge officeren var det tre MiG-23 fly, som angreb, men de ramte ikke deres mål ca. 50 kilometer fra Assab, som får sin vandforsyning fra reservoiret.
Søndag meddelte Etiopien, at det agter at bruge luftvåbnet for at ødelægge vandværket.
Kampene mellem de to østafrikanske nabolande tog til igen i begyndelsen af denne måned, efter at der havde været forholdsvis roligt i syv måneder.

Minearbejdere i oprør over dom
*Hundreder af kulminearbejdere strømmede tirsdag ned fra bjergene i det centrale Rumænien med kurs mod hovedstaden Bukarest for at protestere mod mandagens dom på 18 års fængsel til deres leder, Miron Cozma.
Cozma blev dømt af Rumæniens Højesteret for sin rolle i minearbejderurolighederne i Bukarest i 1991, som bidrog til at vælte den daværende regering.
Miron Cozma, som i sidste måned stod i spidsen for tusinder af kulminearbejderes march mod Bukarest, og som fortsat er på fri fod, sagde tirsdag, at hans kolleger denne gang kan "gå helt til enden".
I januar blev de rumænske minearbejderes march mod hovedstaden stoppet 170 kilometer fra Bukarest.
"Hvis det er nødvendigt at gå helt til Bukarest, så gør vi det," sagde de rumænske minearbejderes leder til en privat tv-station fra et ukendt opholdsted.
"Denne gang bliver det helt til den bitre ende," tilføjede han.

Blodigt karneval i Sao Paolo
*Det festlige karneval i den brasilianske delstat Sao Paolo er blevet overskygget af en række voldsepisoder og mindst 60 mennesker er indtil videre omkommet.
Alene søndag nat døde 22 ved forskellige festligheder i Sao Paolo-delstaten, der har over 35 mio. indbyggere.
I Rio derimod meldte politiet om ro og orden i gaderne ud over enkelte overgreb på de let påklædte dansende kvinder, der deltager i den spektakulære parade på sambastadionet "Sambodromo".
Det er ikke usædvanligt, at 100-150 mennesker omkommer under det brasilianske karneval på grund af vold, slåskampe eller andre opgør.

Nordmændene skal holde igen
*Den overophedede norske økonomi er i færd med at stabilisere sig, vurderer Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) i en rapport, som blev præsenteret i Oslo tirsdag.
Forudsætningen er dog, at årets overenskomstforhandlinger ikke bliver for dyre, og OECD anbefaler arbejdsmarkedets parter at blive enige om en moderat lønstigning, mens rådet til politikerne er, at der skal føres en stram finanspolitik, og at pengepolitikken skal indrettes på at stabilisere valutakursen.
Organisationen venter også, at arbejdsløsheden som en følge af den lavere økonomiske vækst vil stige i den kommende tid. Det norske renteniveau er stadig næsten dobbelt så højt som i EU-landene.

Bagerne har urent mel i basserne
*Levnedsmiddelkontrollen i København har held med at afsløre madsvin - en foreløbig undersøgelse af bagerforretninger i hovedstaden har afsløret skruer, plastre og cigaretskod i friskbagt brød og sygdomsfremkaldende bakterier i konditorkager. Derfor er bagerforretningerne de næste, der får nærgående besøg af Levnedsmiddelkontrollen med efterfølgende offentliggørelse af resultaterne - ligesom det var tilfældet med københavnske restaurenter for et års tid siden.
Samtlige resultater af kontrolbesøgende på Københavns spisesteder kan man finde på Levnedsmiddelkontrollens hjemmeside på www.lmk.kk.dk.

Grønlands vælgere trodsede sneen
*Et kraftigt snevejr prægede Vestgrønland fra Diskobugten og sydover, da valgstederne i Grønland åbnede tirsdag morgen. Vestgrønland er den mest folkerige del af Grønland.
Men det kraftige snevejr fik ikke de grønlandske vælgere til at blive hjemme. En rundspørge til afstemningsstederne i Grønland tyder på en højere stemmeprocent ved dette landstingsvalg end i 1995, oplyste Grønlands Radio i går aftes. Ifølge iagttagere på valgstedet i Nuuk kan der blive tale om en stigning på to procent. Normalt ligger stemmeprocenten omkring 70.
Traditionen tro mødte landets ledende politikere op i forsamlingshuset i Nuuk for at afgive deres stemmer.
Landsstyreformand og formand for partiet Siumut, Jonathan Motzfeldt, udtrykte optimisme og tro på, at Siumut trods meningsmålingernes spådom om tilbagegang, vil holde skansen. Ved valget i 1995 fik Siumut 38,4 procent af de afgivne stemmer, Atassut 30,1, IA 20,3 og Kandidatforbundet 4,7. Den seneste opinionsundersøgelse viser, at Siumut går tilbage til 34,7, Atassut får 28,4, IA går frem til 24,2, og Kandidatforbundet bliver den store vinder med 12,7 procent - en fremgang på 8 procentpoint.
Daniel Thorleifsen, Grønlands Universitet, forudser, at stemmeprocenten også ved valget i dag kommer til at ligge omkring 70 procent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her