Nye PFA-papirer fra Spanien
*Københavns Politis bedrageriafdelings udsendte medarbejdere vendte i går tilbage til Danmark efter et ophold i Spanien, hvor de har afhørt centrale medarbejdere i den spanske bank Banco Bilbao Vizcaya, der på baggrund af falske PFA-garantier har bevilget den varetægtsfængslede byggematador, Kurt Thorsen, kreditter på tilsammen 920 millioner kroner. Bedrageriafdelingen i København havde sent fredag endnu ikke hørt fra de udsendte kolleger, men kriminalinspektør Niels Jørgen Abildgaard kunne alligevel fortælle, at de forventer at få PFA-dokumenterne med hjem.
Byretten tillod fredag, at Kurt Thorsen kan få besøg af tre journalister fra Ritzaus Bureau. Anklagemyndigheden besluttede dog at kære kendelsen.
Statens gæld er faldet
*Den offentlige gæld er faldet med 38 mia. kr. fra udgangen af 1997 til udgangen af 1998, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik fredag. Ved udgangen af 1998 var den offentlige gæld i alt på 861,7 mia. kr.
Faldet skyldes, at staten har været i stand til at reducere sin gæld som følge af forbedrede statsfinanser samt overskuddet fra salget af Tele Danmark til Ameritech. Den kommunale sektors gæld er derimod uændret.
Efterlønsordning koster millioner
*Udstedelsen af efterlønsbeviser, indførelsen nye edb-systemer og vejledning til medlemmerne, kommer i 1999 til at koste arbejdsløshedskasserne mindst 25 millioner kroner. Det vurderer Arbejdsløshedskassernes Samvirke i en analyse af den nye efterlønsreform. Samvirket forventer, at beviset skal udstedes til 90 procent af alle i alderen mellem 60 og 66 år og til 70 procent af alle, der fylder 60 år i 1999 - i alt 92.000 personer. Samvirkets formand, Morten Kaspersen, siger til Information, at merarbejdet med efterlønnen enten vil betyde dårligere service eller højere kontingent.
Selv forventer staten i 1999 at bruge knap 10 millioner kroner på ændringen af efterlønnen.
Flere søger, men færre får asyl
*Stadig flere flygtninge søger spontan asyl i Danmark. Samtidig er antallet af opholdstilladelser faldet. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Udlændingestyrelsen gav sidste år 4.781 opholdstilladelser. Det er 1.173 færre end året før eller et fald på 10,5 procent. I samme periode registrerede Udlændingestyrelsen 5.699 asylansøgere, en stigning på 11,9 procent i forhold til året før.
Langt de fleste af dem, der søgte asyl i Danmark i 1998, kom fra Irak og Somalia.
Samtidig med faldet i opholdtilladelser er antallet af familiesammenføringer stigende. Udlændingestyrelsen gav i 1998 9.740 tilladelser til familiesammenføringer, en stigning på 26,4 procent. De fleste af dem er mindreårige børn.
Støjen skal dæmpes
*Støj er et stigende problem i danske daginstitutioner og skolefritidsordninger.
Siden 1993 har kommunerne skaffet plads til 131.000 flere børn for at leve op til regeringens ønske om pasningsgaranti. Der er blevet tættere mellem børnene - og mere støj.
Kommunernes Landsforening (KL) og pædagogernes og medhjælpernes forbund BUPL og PMF vil nu forsøge at gøre noget ved problemet. Fredag præsenterede de et fælles udspil, hvis mål er at få dæmpet støjen i institutionerne. Aftalen har tre hovedpunkter: Der skal dels udgives to vejledninger om henholdsvis indretning og støj i daginstitutioner, dels sættes et projekt i gang om, hvad der pædagogisk kan gøres for at mindske støjen.
Ulovligt at fjerne hjemmehjælp
*Viborg Kommune overtrådte loven, da den i 1997 tog hjemmehjælpen fra borgerne i 250 hjem med den begrundelse, at de godt selv kunne finde en anden løsning. Det fastslår Indenrigsministeriet på linie med en afgørelse fra Socialministeriet sidste år.
Indenrigsministeriet tvinger nu kommunen, hvor den tidligere landstræner for kvindelandsholdet i håndbold, Ulrik Wilbek (V), er socialudvalgsformand, til at revurdere den omstridte beslutning. De Samvirkende Invalideorganisationer i Viborg Amt har klaget over beslutningen i flere led. Da Tilsynsrådet gav kommunen medhold, klagede organisationerne til ombudsmanden, som sendte klagen videre til Indenrigsministeriet. Herfra kræves det nu, at Tilsynsrådet får kommunen til at følge loven og vurdere sagerne igen.
Våbenfirmaer skal gøres ansvarlige
*Selv om en jury i New York sent torsdag fandt, at en række producenter af håndvåben har del i ansvaret for skudsår, håber våbenproducenterne stadig, at kan ride den kommende storm af.
De amerikanske våbenfirmaer kan nu se frem til en række retssager fra stadig flere by- og kommunalråd, som mener, at fabrikanterne ikke har været omhyggeligt nok med sikkerheden omkring deres våben. Konkret bliver våbenfabrikanterne anklaget for at se gennem fingre med, at deres våben bliver solgt i det sydlige USA til personer, der efterfølgende videresælger våbnene på ulovlig vis andre steder i USA, hvor våbenlovgivningen er mere stram.
Ny rigsretanklage mod Jeltsin
*Rigsretsudvalget i det russiske underhus, Dumaen, godkendte fredag en femte rigsretsanklage for "folkedrab" mod præsident Boris Jeltsin.
Det oplyste udvalgets kommunistiske formand, Vadim Filimonov, som fandt anklagen "velunderbygget".
Dumaen stemmer formentlig til marts om anklagerne. De ventes ikke at samle tilstrækkeligt flertal til at fjerne præsidenten.
Jeltsin står i forvejen anklaget for: at underskrive aftalen, som i 1991 opløste Sovjetunionen, at beordre styrker til at beskyde parlamentet i 1993, at beordre den katastrofale krig i Tjetjenien i 1994-96 og at tillade opløsningen af Ruslands væbnede styrker.
Anklagen for "folkedrab" skyldes faldet i levestandard, sammenbruddet i uddannelse og sundhedssektor, kampagner mod uønsket graviditet og hyppigere aborter.
80.000 kvinder dør efter usikre aborter
*Stadig flere kvinder dør i forbindelse med fødsler verden over. Aborter koster hvert år 80.000 kvinder livet, mens næsten 600.000 kvinder dør som følge af komplikationer under graviditet og fødsel.Det viser tal fra verdenssundhedsorganisationen WHO.
Den skræmmende udvikling fortsætter på trods af, at 179 lande har forpligtet sig til at forbedre kvinders sundhedspleje og sikre muligheden for en sikker abort.
Forlig i tobaksstrid
*Efter et års drama om magten i en af landets største virksomheder, tobaksimperiet Skandinavisk Holding, der blandt står bag Prince-cigaretterne - er freden atter etableret mellem parterne.
Fredag meddelte de stridende parter, boet efter Lili Augustinus og Augustinus Fonden, at de har indgået forlig, hvorefter boets beholdning af aktier i Chr. Augustinus Fabrikker overdrages til fonden.
Stridens kerne stammer fra en aftale fra 1974, da fonden fik ændret Lili Augustinus' testamente således, at fonden - og ikke hendes sønner - skulle arve aktierne ved hendes død. Lili Augustinus døde i februar sidste år, og siden har parterne ligget i åben krig.
Tre betjente fra Station 1 udpeget
*Statsadvokaten for København har nu fået sat navne på foreløbig tre betjente fra den københavnske Station 1 på Vesterbro, der beskyldes af prostituerede og narkomaner for overgreb i form af chikane, vold, trusler og seksuelle krænkelser.
Statsadvokaten har nu med egne ører hørt om over 10 overgreb - også på mænd, oplyser vicestatsadvokat Karen-Inger Bast. Samtidig har statsadvokaturen bedt Rigspolitiets rejsehold eftersøge den prostituerede Jeannie Maribo for at tilbyde hende at give forklaring om de sexovergreb, hun beskylder en betjent fra Station 1 for at havde udsat hende for mod at give hende narkotika.
Irak beskyder amerikansk fly
*Et amerikansk F15-jagerfly, som patruljerede den nordlige flyforbudszone over Irak, blev fredag beskudt af irakisk antiluftskyts, men jagerflyet blev ikke ramt, oplyste USA's forsvarsministerium.
Forsvarsministeriet oplyste videre, at det amerikanske fly påbegyndte sit togt fra Incirlik flybasen i det sydlige Tyrkiet.
Torsdag ramte amerikanske kampfly mindst syv irakiske luftforsvarsstillinger i både den nordlige og sydlige flyforbudszone.
Mere debat i facen om Det Kgl. Teater
*Debatten, om hvor og hvordan en kommende udbygning af Det kgl. Teater skal ses ud, har fået ny næring. Det kom nemlig i går kom frem, at formanden for operasolisterne, Sten Byriel, og formanden for balletten, Henning Albrechtsen, støtter en ny plan om byggeri af et kongeligt operahus, der på afgørende punkter afviger en model, de to herrer tidligere har støttet.
Det har fået tre repræsentanter fra skuespillet, operakoret og kapellet til melde ud, da de ikke på forhånd føler, at de er blevet orienteret eller inddraget i beslutningen.
"Kollegialt er det ikke, og slet ikke ordholdende," skriver Helle Hertz, Jens Bruno Hansen og Søren Birkelund i en pressemeddelelse.
Senatet frifandt Bill Clinton i rigsretssagen
*USA's Senat frifandt fredag præsident Bill Clinton for begge anklager om méned og for at forhindre rettens gang ved den anden rigsretssag i USA's historie, hvor flere republikanere stemte imod deres parti.
Det skete med stemmerne 55 mod 45 imod anklagen om méned, mens en senators stemme ikke blev registreret. For den anden anklage om at forhindre rettens gang stod stemmerne lige 50-50, så anklagen bortfaldt. Dermed sluttede den historiske rigsretssag med et forsmædeligt politisk nederlag for republikanerne. Republikanerne kom ikke i nærheden af de 67 stemmer - to tredjedels flertal - som kræves for at fjerne præsidenten.
Senatets afstemning kom efter fem ugers retssag ledet af Højesterets præsident William Rehnquist. Senatets republikanske flertalsleder Trent Lott fra Mississippi indledte afstemningen, hvorefter Rehnquist indskærpede, at senatorerne ikke måtte kommentere afstemningen undervejs.
Hver af de 100 senatorer rejste sig og erklærede præsidenten "skyldig" eller "ikke skyldig" i anklagerne. Inden havde Senatets 45 demokrater afvist begge anklager. De fik følgeskab af henholdsvis fem eller ni republikanere.
Information retter
*Vi bragte i går et billede af en kvinde ved navn Sonja Mikkelsen. Det skulle dog have været et billede af trafikminister og navnesøster Sonja Mikkelsen.
I samme avis fik vi også udnævnt Jørgen S. Nørgård til formand for Elsparefonden. Han er dog blot medlem af fonden. Formanden hedder Ole Berg.
Vi beklager fejlene. (Red.)