Det ånder fred og landlig idyl ved Drumcree kirken i Portadown - men kun om dagen
PORTADOWN - Det larmer fra fuglene, men ellers er der roligt og idyllisk ved den lille Drumcree kirke lidt uden for den nordirske by Portadown.
Marken foran kirken dufter af muld, og i det fjerne kan man skimte byens tage. Umiddelbart er det svært at forestille sig, at det selvsamme stykke jord sidste sommer var en veritabel slagmark, fyldt med vrede demonstranter og pigtrådsbarrikader.
Vreden skyldtes, at Nordirlands protestantiske Orangeorden sidste år ikke fik lov til at gennemføre en af ordenens traditionsrige parader ned ad den nærliggende Garvaghy Road, som går gennem et katolsk boligkvarter.
Orangeordenen marcherer for at fejre svundne tiders sejre over de katolske modstandere, og paraderne har ofte antaget en triumferende og truende karakter, der både fornærmer og forskrækker de katolske beboere. Der har flere gange tidligere været ballade ved Garvaghy Road marcher, og sidste år blev marchen simpelt hen forbudt.
Paraderne kan da også være et drabeligt syn. Orangemændene udklæder sig med sorte bowlerhatte, paraplyer og orangefarvede skærfer, hvilket måske ikke er specielt truende. Men det er til gengæld tit marchmusikken - især den obligatoriske stortromme - som de uniformerede orkestre håndterer med stor energi og entusiasme.
"Never Surrender"
Men den fredelige overflade ved Drumcree bedrager. Og ser man sig lidt nærmere om, opdager man hurtigt tegn på, at Orangemændene ikke har lagt sig forskæmmede ned og givet op.
De har bygget et halvtag ud fra en tidligere kirketjenerbolig og skærmet det af med kraftig, blå plastik. Der er to rum. I det ene hænger en plakat, som forestiller David Trimble - en af sidste års modtagere af Nobels fredspris, leder af det største unionist-parti i Nordirland, UUP, og kommende førsteminister i Nordirlands lokalregering. Neden under fotoet står der: "Unionen er sikker - det var Titanic også." I nærheden proklamerer en anden plakat "Never Surrender," og små klistermærker fortæller, at "vi er ikke gået væk."
Nobelpris eller ej - her i Drumcree kirkens skygge er Trimble intet mindre end en forræder af den unionistiske sag. Vendekåben, der ikke kunne holde stand, da det gjaldt, og lod sig lokke i fjendens sold.
Drumcree balladen sidste år, hvor unionisterne blev holdt tilbage fra Garvaghy Road af den britiske hær og det nordirske politi, er blevet sindbilledet på den kompromisløshed, de hårde halse blandt unionisterne står for.
Siden sidste sommer har de på skift holdt vagt ved kirken. Det har de svoret at ville gøre, indtil de får lov til at gennemføre paraden ned ad Garvaghy Road.
Harold er flyttet
Denne konstante tilstedeværelse er der også tegn på inde i det lille, afskærmede rum. Ved siden af Trimble-plakaten hænger et bryllupsbillede. Der er tre par, og at dømme efter tøjet er billedet fra tresserne. Et af parrene er Harold Gracey og hans hustru.
Men sidste sommer flyttede Harold Gracey fra konen. I dag holder han til i en campingvogn, som er parkeret bag nogle af husene lige ved siden af kirken. "Manden på Højen" bliver han kaldt. Unionisterne vil gerne give omverdenen det indtryk, at han bor der konstant. Men de gange, Information, banker på campingvognens dør, er der ikke noget svar. En morgen hænger der en pose med aviser på dørhåndtaget, så der er dog tegn på liv. Men der er ikke noget spor af Harold Gracey selv. Gardinerne er trukket for campingvognens vinduer.
En kold februaraften fortæller en af de forsamlede unionister, at Gracey ikke er der, fordi han er til møde, men at han måske kommer senere. Tre timer senere og op ad midnat har han ikke indfundet sig endnu.
Uanset hvor megen tid, Gracey faktisk tilbringer oppe i campingvognen, er han unionisternes helt. Manden med rygrad, der vidste at holde fast. Han bør støttes.
Nattesæde hver aften
Det bliver han så. Hver aften faktisk. For cirka klokken seks skifter scenariet omkring Drumcree kirken dramatisk. Så indfinder de første af den britiske hærs armerede køretøjer sig. Der kommer også et par af politiets ditto til. For fra omkring klokken otte begynder unionisterne at dukke op sig. Den ene bil efter den anden kører op til kirken og parkerer. Unge og ældre, fra nær og fjern, kommer hver aften til Portadown. Kvinderne kommer med suppe, sandwich og kager, som serveres i The Hillside Café Drumcree - det er halvskurets andet rum. På en af stolperne har nogen hængt et skilt op - "223 dage indespærret ved Drumcree," står der. Antallet af dage kan udskiftes som på en kalender.
Den aften, Information aflægger visit på højen, er der besøg af Young Ulster Defenders, som henved klokken ti stiller sig i spidsen for aftenens parade. De unge Ulster-forsvarere er et af de bands, som altid spiller ved Orangeordenens marcher. Også denne gang - omend ikke i uniform. De marcherer, som var de på vej til Garvaghy Road - ned til hæren og politiet, som i mellemtiden har parkeret køretøjerne, så vejen er blokeret. Soldaterne og betjentene har visirer på.
Der må protesten nødvendigvis stoppe. Efter at have spillet lidt mere, rejser der sig pludselig et brøl fra de måske hundrede demonstrerende. De markerer deres utilfredshed med den fortsatte blokade. Det sker flere gange, mens musikken spiller. Da den holder op, bliver demonstranterne stående og småsnakker, indtil de tager hjem ved midnatstide.
Forsamlingen er mistroiske over for pressen, som efter deres mening har latterliggjort dem. Enkelte vil dog godt snakke, men ingen vil opgive navne.
Nogle af kvinderne fortæller om, hvordan de er blevet drevet ud af deres boligkvarter af katolikker, efter at IRA startede sin terrorkampagne i slutningen af tresserne.
De synes, at hvis de ikke engang kan få lov til at spadsere, hvor de har lyst til, i deres eget land, ja så er det virkelig gået for vidt. Kompromisvilje er der ikke noget af. En mener, at "det ender med vold."
Den er allerede begyndt. For forsamlingerne om aftenen ender ofte i natlige optøjer, hvor de katolske boligkvarterer nærmest føler sig belejret af protestantiske bøller. Det kan så ende med katolsk gengældsvold.
Begge sider er lige uvillige til at komme hinanden i møde.
Unionisterne har masser af tid. For de er forvisset om, at de har såvel retfærdigheden som Gud på deres side.
Oppe ved kirken hænger et opslag med et citat fra Daniels bog:
"I sin kløgt har han held med sit bedrag/ han hovmoder sig,/ sorgløst ødelægger han mange,/ han rejser sig mod fyrsternes fyrste./ Men han skal blive knust,/ og det ikke ved menneskehånd!"
Fakta - Selvstyre i Nordirland
Fra den 10. marts skal protestanter og katolikker i Nordirland efter planen styres af en ny lokalregering. Mistroen mellem befolkningsgrupperne er stadig stor.
Hvem er hvem?
*Nationalister - de fortrinsvis katolske nordirere, der vil have Nordirland slået sammen med Republikken Irland.
*Republikanere - bruges fortrinsvis om nationalister, der er villige til at bruge vold for at nå deres mål.
*Unionister - de fortrinsvis protestantiske nordirere, der vil bevare Nordirlands union med resten af Storbritannien.
*Loyalister - unionister, der er så loyale over for unionen, at de vil bruge vold for at forsvare den.
