Læsetid: 5 min.

Ikke et ord om fodbold

22. februar 1999

En nonne, en neger og en barmfager dansker er de faste holdepunkter i det meste sete italienske fodboldprogram søndag eftermiddag

FODBOLD
Rom - Et af Italiens populæreste tv-programmer søndag eftermiddag handler om fodbold. Ikke overraskende i et land, hvor stadions er fyldte hver eneste søndag eftermiddag, og hvor alle tv-stationer om aftenen - over 30 her i Rom - sender endeløse diskussioner om straffespark, der ikke blev fløjtet for, og replays af detaljer i slowmotion og fra alle tænkelige vinkler. Næst efter fodboldspillet selv er calcio parlato, talt fodbold, den idrætsgren, der optager flest italienske mænd. Og af samme grund er de oftest halvgamle studieværter i fodboldprogrammerne, der varer flere timer, flankeret af blonde nedringede sild, der stiller indstuderede spørgsmål til indbudte fodboldspillere i blå blazere og med gele i håret.
Sådan er det populære program søndag efter middag ikke. Det sendes samtidig med at kampene spilles, og der er udsendte reportere til alle kampene i Serie A, og der informeres løbende om stillingerne - men det er programmets koncept, at man aldrig ser bolden, aldrig en eneste spilsituation, ikke et eneste mål - og der bliver af de udsendte reportere, af studieværten og af gæsterne i studiet talt forbløffende lidt om fodbold i betragtning af, at det er et program, der har eftermiddagens kampe som genstand og samlingspunkt. Med en uoversættelig vrøvletitel hedder det Quelli che il calcio..., og det betyder noget i retning af "Fodbold, som de...". Med de tre vigtige punktummer, der åbner for at snakken - for det er virkelig småsnak, der praktiseres - kan bevæge sig fra et hvilket som helst udgangspunkt mod et aldrig defineret mål. Det er det mest begavede small-talk show, jeg nogen sinde har set, nogen steder, og det i et land, hvor kvalitetsniveauet for fjernsyn er meget, meget lavt.

Hæl og tå
Programmet er dikteret af en rettighedsmæssig nødvendighed. Det blev lanceret den gang, hvor statens tre tv-kanaler udtrykte den politiske magts delen i porten. RAI Uno var dirigeret af DC, det kristeligt demokratiske parti. RAI Due var det socialistiske, men temmeligt magtkorrumperede PSI's kanal - Bettino Craxis parti, som var i regeringskoalition med kristdemokraterne. RAI Tre var kommunisternes. Den talstærke evige opposition, som fik statslig koncession til et regional-tv, men som snedigt gjorde den regionale sending til base for en landsdækkende sending, der i mangel på lovgivning på området, blev til den tredie statslige kanal.
Kristdemokraterne, socialisterne og kommunisterne eksisterer som politiske partier ikke længere, nok som holdninger, men arven bliver stadig forvaltet.
RAI Tre's problem søndag eftermiddag var, at kanalen ikke havde ret til at vise billeder af fodboldkampe, og det var der, seerne ville være på det tidspunkt. Men nøden lærte ung mand at spille. Fabio Fazio kreerede et program, hvor man viste en hæl og en tå af en fodboldspiller i de kampe, som man i studiet kunne se på monitorerne, men ikke måtte sende ud, og han/de udviklede en æstetik, hvor et glimt af benene af en spiller, der netop har scoret på et straffespark, og som er på vej væk fra situationen, er et dramatisk højdepunkt.

Næse til Søster Paola
RAI Tre har stadig ikke rettigheder, men konceptet er blevet raffineret, som om det ikke var det, der var det oprindelige problem, og Fazios program er blevet et fuldgyldigt alternativ til at gå på stadion eller se en kamp på en betalingskanal hjemme eller på en bar.
Fabio Fazio er en mand, der altid har set ud som om, han lige var gået ud af gymnasiet. Et tyndt skæg om munden, krøllet hår og knapt så krøllet fløjlsjakke over en ternet skjorte. Alle andre italienske studieværter ligner onkels smokingklædte tale til konfirmanden, men selv om Fazio er ved at danne stilistisk skole, adskiller han sig stadig ved at tale i studiet og ikke råbe, som om mikrofon og højttalere ikke var opfundne. Fazio adskiller sig også ved at udstråle intelligens og elegance på samme tid, og hans koncept for et fodboldprogram, som ikke må vise billeder fra kampene, har fundet sin egen ret hinsides rettighedsspørgsmål.
Fra Lazios kampe er det en nonne, Søster Paola, som sidder på stadion med det himmelblå klubtørklæde om halsen over sin sorte klerikale uniform, og hun erlaziale, så hun brænder så meget, at hun i lørdags fik en næse fra Vatikanet for at have optrådt i et quiz-program sammen med medsøstre mod et hold bestående af munke. Den trinde, rødkindede Søster Paula gør både sin tro, Lazio og Fazios program ære, og hun mister ikke troværdighed.

Melodi Grand Prix
Det gør måske en anden af fodboldprogrammets udsendte. Han hedder Paolo Brosio og er til daglig nyhedsreporter på en af Berlusconis tv-aviser - altså til RAI's konkurrent - men i Fazios fodboldprogram optræder han som komiker-reporter. En Ekstra Bladets Lille Madsen, der kan lave gyldne sendeminutter midt i fodboldprogrammet ved at invitere sin mor i biografen eller stå foran Statue of Liberty i New York og forsøge at interviewe besøgende på et engelsk, han ikke taler og knapt forstår.
Det er plat eller det er morsomt, men ingen kan vide det på forhånd. Det er det usynligt styrede anarki, der bærer dette program, som har lanceret en midaldrende popsangerinde som udgående reporter og gjort en kulsort senegalesisk digter, journalist og hysterisk Juventus-tifoso til fast reporter fra klubbens kampe. Birgitte Nielsen optræder ofte som gæst i studiet i sin egenskab af Inter-tilhænger, men Fabio Fazio bruger hende som Fellini brugte Anita Ekberg.
Der er ingen skel mellem fascination og udlevering, blodig alvor eller blodig ironi. Fodbold er en alvorlig sag, men kan kun behandles med lethed, siger denne finurlige gymnasiast af en studievært, som nu har fået til opgave at lede den mest monstrøse af alle såkaldt folkelige kulturinstitutioner: Sang-festivalen i San Remo. Det italienske Melodi Grand Prix.
Skal han modernisere denne den mest halvtredseragtige manifestation af underholdning, eller skal han føre en tradition fra 1951 videre som om intet var hændt. Melodi-grandprixet varer en hele uge - begynder i morgen - og bliver mediemæssigt behandlet som om det var en fodboldkamp. Ved sin side som vært har Fabio Fazio en fotomodel, som dårligt taler italiensk, Laetitia Casta, og nobelpristageren i medicin Renato Dulbecco.
Hvilken verden, vi lever i, og hvilket tv-program, som kunne meddele, at Søster Paola havde grund til at vifte med tørklædet, da Lazio i en pragtkamp vandt 1-0 over Inter i Rom og befæstede sin førerstilling i Serie A.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her