Læsetid: 6 min.

På første parket til dommedag

16. februar 1999

Israelsk politi mistænker kristne fanatikere for at planlægge en række attentater
i Jerusalem i slutningen af 1999

JERUSALEM - "Broder David" er på vej ud af døren for at se til sine lejligheder. Det er ham, der tager sig af det kristne broderskabs boligpark, når han ikke har travlt med at føre turister rundt i Jesu fodspor.
Ramon, en tidligere junkie med flere fængselsophold bag sig, har opfundet et Millenium-spil, som han kalder "Divinopoly", og nu nedfælder han reglerne på papir med sin sjuskede håndskrift: "Du har mødt Herren, ryk to felter frem."
Hans mor, Sharon, ligger på sin seng, i færd med sin daglige beskæftigelse: at oversvømme verden med sine apokalyptiske skrifter.
I det andet værelse sidder Ramons kone, Karen, iført spåkvindekostume - hun mangler bare krystalkuglen - og læser i Bibelen med pegefingeren til hjælp. Hun forbereder sig på at udføre en dans til Den Højestes pris, som hun har tilegnet David - ikke sin husvært, men israelitternes konge.
Sådan går dagene for lejlighedens beboere - helt normalt, kunne man sige, hvis det ikke lige var, fordi de venter på en begivenhed af vidtrækkende betydning.
"Vi siger til verden, at Jesus snart vil være iblandt os, og at vi må holde os parate til hans riges komme," forklarer Sharon. Men indtil da skal de altså have tiden til at gå. De imødeser alle fire Messias' genkomst på samme måde, som når man står på perronen og venter på en ven: De kender nogenlunde ankomsttidspunktet og ved, hvilken station han står ud på.
"Vi befinder os ikke i en fjern afkrog som Los Angeles," understreger Broder David, der ligesom sine tilhængere var amerikaner, indtil han brændte sit pas. "Det var her, Jesus levede under sit første besøg på Jorden, og det er her, han vil komme tilbage."
De har lejet en lille toværelses lejlighed, som de har døbt "Bønnens hus", i El-Azariyyeh, en palæstinensisk landsby lige ved Oliebjerget. På den anden bjergskråning ligger den jødiske kirkegård, hvor profeten Zakarias har forudsagt, at Herren vil vise sig og indlede slaget mod alverdens folkeslag.

På første parket
David og hans venner har sikret sig en plads på første parket til dette sidste slag, som blandt andre forlystelser - igen ifølge Zakarias - vil indebære, at huse plyndres, kvinder skændes, og halvdelen af byens befolkning drives i landflygtighed. I øjeblikket venter omkring hundrede troende i en halv snes lejligheder på, at det hellige bjerg skal åbne sig under deres fødder og dele sig i to. I kvarteret er de kendt som rolige og stilfærdige naboer, som kun prædiker Ordet, når de bliver spurgt, og ellers uddeler tøj til fattige familier.
Der er mange tegn på, at verdens ende er nær, hævder Broder David: "Det er, ligesom når man er på vej til Paris. Jo nærmere man kommer, jo mere kan man se det."
Som mange andre fundamentalistiske kristne ser de grundlæggelsen af staten Israel i 1948 i eskatologisk belysning. Det var opfyldelsen af et guddommeligt løfte, det første budskab om den kommende apokalypse.
"Siden fulgte krigen i 1967, hvor det jødiske folk fik Jerusalem tilbage, derefter begyndte jøderne at vende hjem til deres jord (f.eks. fra Rusland og Etiopien), og så blev fredsprocessen indledt," remser Broder David op.
Sharon føjer flere ting til listen: "AIDS, de etniske krige, jordskælv."
Endelige er der også the millenium bug - det store computersammenbrud ved årtusindskiftet. Det vil være begyndelsen på de syv års trængsler, som ifølge Bibelen vil gå forud for Herrens genkomst, tilføjer David.

Samler forråd
I USA er flere familier begyndt at samle forråd som forberedelse til år 2000. Deres brødre i det hellige land foretrækker at sætte deres lid til Gud.
"Vi samler ikke noget sammen, for vi har ingenting." De gav afkald på alt, da de forlod USA: hus, job og familie.
Da Karen i november sidste år landede i Tel Avivs lufthavn, havde hun en turistguide i den ene hånd og Bibelen i den anden: "Herren sagde til mig, at jeg skulle rejse til Israel inden to uger. Han sørger for alt; jeg fik flybilletten meget billigt. Jeg solgte alt og skilte mig endda af med min kat."
Karen var striptease-danser i Miami og Las Vegas: "Efter en bilulykke stod jeg på gaden. Jeg blev tvunget til at prostituere mig."
Hun fortæller om sit syndefald for at oplyse sine medmennesker: "En millionær friede til mig, netop som Billy Graham holdt en prædiken i tv. Jeg sagde, at jeg ikke kunne gifte mig med ham, og straks blev jeg en genfødt kristen."
Hun mødte Ramon, da hun havde været i Jerusalem i en uge. 14 dage efter blev de gift.
"Gud satte virkelig skub i tingene," udbryder hendes mand, der har langt skæg og armene dækket af tatoveringer. "Jeg var på vej for at hente noget narko til en ven, da Herren sagde til mig: 'Der er ikke tid til at more sig. Jesus kommer tilbage.' Han trak mig op af skidtet og rensede mig."
Deres turistvisa er udløbet for længe siden, men de israelske myndigheder lukker øjnene. "De ved, at vi ikke gør noget forkert," siger Sharon.
Det er dog ikke alle, der nyder godt af den samme tolerance. Den 9. januar blev 14 medlemmer af en amerikansk sekt, der kalder sig Bekymrede Kristne, udvist til Denver, Colorado, hvor de kom fra. Politiet mistænkte dem for at planlægge et attentat på moské-komplekset i Jerusalem - islams tredje-helligste sted - med det formål at fremskynde apokalypsen og Messias' genkomst.

Forsvandt fra Denver
Der ventes flere kristne fanatikere til byen. I slutningen af september forsvandt 78 personer fra den ene dag til den anden fra Denver og omegn. Deres leder, den tidligere bogholder Monte Kim Miller, havde forudsagt, at Colorado ville blive udslettet af et jordskælv den følgende måned. "Følg mig eller dø," sagde han.
Han har også forudsagt, at han selv i slutningen af året vil lide en voldsom død på en gade i Jerusalem og genopstå tre dage efter. For tiden skjuler han sig et sted i Storbritannien.
Den hellige by tiltrækker til stadighed religiøse galninge Israelske psykiatere diagnosticerer flere tilfælde af 'Jerusalem-syndromet' hvert år.
Professor Yair Barel fra det mentalhygiejniske institut Kfar Shaul kalder det "en overdosis af fromhed". Han ordinerer en meget enkel behandling: et beroligende middel og en returbillet.

Samson og Johannes
For nylig påstod en meget muskuløs ung amerikaner, at han var Samson, og forsøgte at styrte Grædemuren i grus. Det palæstinensiske politi har anholdt en 'Johannes Døberen', der gik og mumlede uforståelige ord på vejen til Jeriko, iført et lændeklæde af læder.
Hos nogle viser symptomerne sig først, når de er kommet til Israel; andre har en lang sygehistorie bag sig. Sundhedsmyndighederne regner med nye tilfælde af fænomenet og har viet det et symposium med titlen 'Turisme og psykopati. Jerusalem op til år 2000'.
Politiet har oprettet en specialenhed til lejligheden, og der er truffet særlige sikkerhedsforanstaltninger omkring de hellige steder.
"Det er turismens pris," siger lederskribient ved dagbladet Yediot Aharonot, Meir Shalev: "Kenya sælger safarier, Frankrig mad og kærlighed, Egypten arkæologi. Vores handelsvare er de hellige steder og solen."
Måske kan man forestille sig fremtidige turistbrochurer med teksten: "Besøg Israels strande, hoteller og Harmageddon, inden det er for sent."

© 1999 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her