Læsetid: 3 min.

På højskole med hr. Holm

24. februar 1999

Den dramatiske illusion har svært ved at trives inden for Eske Holms rammer

DANS
Eske Holm er fortsat den gådefulde mand i den moderne danseverden herhjemme.
Her er han nu efter et langt liv som ludfattig koreograf og forfatter pludselig blevet indstillet til en livslang kunstnerydelse på Finansloven. Samtidig har han modtaget en klækkelig produktionsstøtte fra Statens Teaterråd. Og hvad gør han så? Han inviterer publikum til at opleve sine tre helt nye koreografier - i festsalen på Borups Højskole.
Ikke et ondt ord om Borups Højskoles fine sal. Men egnet til dans på Eske Holms ambitionsniveau, det er den altså ikke. For Eske Holm skaber dans, der nok kræver intimitet og sanselighed i rummet, men som først og fremmest er så fuld af linjer og mønstre, at koreografien kun kan opleves i sin helhed på en vis afstand. Og denne afstand er der ikke i den borup'ske festsal, hvor bh-stropperne strammer kun en armslængde fra tilskuerne på første række - og hvor tilskuerne på anden række til gengæld har svært ved at se hele scenegulvet, fordi podieforhøjningen er for lille.
Lysteknisk er rummet også for interimistisk - Eske Holms bevægelsesverden lægger i hvert fald op til en leg med både lys og mørke, som de få, halvhjertede projektører overhovedet ikke kan honorere.

Come-back
Men når dette er sagt, så må det frem, at Eske Holms forestilling virkelig er et come-back - ikke mindst fordi det er lykkedes ham at samle et kompagni (eller en trup, som han kalder de otte andre dansere) af meget høj standard. Klassiske dansere, tydeligvis, men dansere, der også alle har tæft for det moderne og det ekstremt dramatiske.
For er der nogen blandt de danske koreografer, der dyrker fortællingen i dansen, så er det hr. Holm. Stædigt insisterer han på at zoome ind på menneskets uundgåelige begær og de afhængighedsforhold, som lidenskaben vækker til live i kroppe og sind.
Til denne forestilling har han taget fat i et af sine gamle yndlingsmotiver - samuraien - og skabt en historie med hele to trekantsdramaer kaldet Samuraiens bløde fald. Og takket være danserne hyperpræcise bevægelser og distinkte blikke bliver denne selvskabte, japanske jalousilegende spillevende.
Til gengæld har han haft sværere ved at skabe en dansk fortælling af samme intensitet, nemlig Hammershøi's diagonal, som handler om Hammershøis hustru, der er psykisk fanget i ægteskabet. Anne Boulay danser hustruen med en særlig indre styrke og samtidig en ekstrem sårbarhed, hvad enten hun hvirvler overgearet rundt i desperate forsøg på at være glad - og i næsten Carmen-agtigte passionsudbrud - eller hun blot sidder ubevægelig og slukket på en stol i følelsesmæssig lammelse. Alligevel forbliver kernen i ægteskabets dilemma utroværdigt, fordi Hammershøi selv nærmest forsvinder i koreografien, til trods for at han ellers danses både historisk korrekt og overbevisende psykologisk tilbageholdende af Henrik Uldall.

Fem hunner, en han
Forestillingens klimaks bliver Eske Holm nye version af Ofret til Stravinskijs 'Le Sacre du Printemps', som han allerede koreograferede i 1977 til Pakhus 13.
Koreografisk har den nye version både et ben i 1970'erne og 1990'erne, både i den tidlige moderne ballet og i den nye dans fra dette årti. Men dramaturgisk bliver historien aldrig klar, til trods for fem hundyrs tydelige forsøg på at udnytte og ombringe det tiljublede handyrs krop i Chris Valles' spændstige skikkelse.
Måske er det i virkeligheden kun et spørgsmål om sceneindpakning. For Holm dyrker illusionen og den fiktive fortælling så voldsomt, at hans historier ikke kan tåle at blive ridset af indskrænket synsvinkel fra sidebænkene, synlig gaffatape på gulvet eller bumser på et skulderblad. Tilskueren får simpelthen ikke en chance for at tage med på dén drømmerejse, som koreografien oprindelig har skabt.
Og det er synd. Både for hr. Holm og for os, der blev fejlplaceret på en højskole.

*Samuraiens bløde fald, Hammershøi's diagonal og Ofret. Koreografi: Eske Holm. Musik: Diverse uangivne lydcollager samt Stravinskijs 'Le Sacre du printemps'. Eske Holm & Trup på Borups Højskole, Frederiksholms Kanal, til 23. feb. Desuden 24-28. feb. (andet program, inkl. Ofret).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu