Læsetid: 4 min.

PKK - en forkætret organisation

18. februar 1999

Baggrunden for Europas afvisende holdning over for Abdullah Öcalan er først og fremmest,
at det var med ham som leder, at PKK bragte Tyskland i en borgerkrigslignende situation

ANALYSE
Man kan undre sig over den store forskel, der tilsyneladende er i omverdenens syn på de to befrielsesbevægelser UÇK i Kosovo og den kurdiske PKK.
Det ville for øjeblikket være utænkeligt at forestille sig, at ledere af UÇK måtte flakke fredsløst rundt i verden på samme måde som PKK-lederen Abdullah Öcalan. Selv om begge bevægelser kæmper for frigørelse fra fremmed overherredømme. Hvorfor inviteres den enes ledere med til forhandlingsbordet, mens den andens leder efter hvileløs flugt kidnappes og sendes tilbage til et land, som har anklaget ham for forbrydelser, landet har dødsstraf for.
Der er flere faktorer, der spiller ind her. For det første har det været diskvalificerende for PKK i vestens øjne, at det er en erklæret marxistisk bevægelse - det er UÇK ikke. Öcalan har godt nok lagt afstand til den ortodokse kommunisme, men partiet fremtræder stadig som revolutionært og venstreekstremistisk.
For det andet vender PKK sig mod et NATO-land og truer dettes sikkerhed - UÇK truer for øjeblikket kun Jugoslaviens sikkerhed, et land som aldrig har hørt til NATO og efterhånden har fået pariastatus i Europa.
For det tredie er PKK en organisation, der bruger vold også uden for Tyrkiet - UÇK har hidtil afholdt sig fra at angribe jugoslavisk ejendom uden for Jugoslavien.

Terror i Tyskland
Det er den lange række af voldsaktioner især i Tyskland, der er mest belastende for PKK. Derfor blev organisationen direkte forbudt af det tyske forbundsindenrigsministerium allerede i november 1993, og i 1994 besluttede forbundsregeringen at udvises alle kurdere, der mistænktes for at være medlemmer af PKK. Udvisningsbeslutningen blev flere gange udskudt, men den 15. marts 1995 blev det besluttet at fastholde den.
Marts 1995 blev i det hele taget et højdepunkt i krisen mellem Forbundsrepublikken og PKK: Alene i den måned udførtes i forskellige tyske byer 70 brandstiftelser mod tyrkiske rejsebureauer, bankfilialer, forretninger og bedesteder.
På det tidspunkt regnede de tyske myndigheder med, at der var mellem 400.000 og 450.000 kurdere i Tyskland (mod ca. 1,5 millioner etniske tyrkere).
I december 1995 og januar 1996 tilbød Öcalan, at PKK ville indstille volden for en nærmere bestemt periode, men at volden ville blive genoptaget, hvis Tyskland ikke ændrede sin politik over for Tyrkiet i kurderspørgsmålet. I 1996 oplevede man blandt andet motorvejsblokader og forbudte demonstrationer, og en sultestrejke af politiske fanger i Tyrkiet udløste nye overfald i Tyskland på tyrkisk ejendom. April 1996 advarede PKK udenlandske turister mod at holde ferie i Tyrkiet. Og faktisk er der udenlandske turister, der er omkommet ved bombe-sprængninger på populære tyrkiske feriesteder.

Uønsket i Europa
Juni 1998 erklærede PKK, som da både havde været udsat for voldsomme tyrkiske angreb i det sydøstlige Lilleasien og senere i det nordlige Irak, at det nu var rede til at standse den voldelige kamp mod den tyrkiske stat. Men konflikten er kørt videre, og i november 1998 blev Öcalan tvunget til at forlade Syrien, hvor han havde opslået sin base. Siden har han flakket rundt - forsøgene på at få asyl i et vesteuropæisk land, som Holland eller Italien, er slået fejl.
Det der altså er baggrunden for den afvisende holdning over for Öcalan er først og fremmest, at det var med ham som leder, at PKK bragte Tyskland i en borgerkrigslignende situation. Öcalan havde håbet derigennem at tvinge Tyskland til en kursændring i forhold til Tyrkiet, som nok er blevet kritiseret for overtrædelse af menneskerettighederne i forhold til kurderne, men ikke blevet udsat for alvorlige sanktioner.

PKK's baggrund
PKK blev grundlagt af Öcalan i 1978, på basis af en marxistisk studentergruppe i Tyrkiet. Forkortelsen står for det Kurdiske Arbejderparti. Dets mål er at skabe et samlet Kurdistan tværs over de statsgrænser, der deler den kurdiske befolkning. De fleste kurdere lever i Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien, det drejer sig om mindst 22 millioner, hvoraf alene mindst 12 millioner bor i Tyrkiet. Her er de ikke kun lokaliseret i den sydøstlige del, men har spredt sig til andre områder, hvor de lever som en del af den øvrige befolkning. Mange har bosat sig i de store byer. De er muslimer ligesom tyrkerne, men taler et helt andet sprog, kurdisk, af iransk oprindelse. Langt fra alle kurdere går ind for løsrivelse fra Tyrkiet, men de ønsker generelt anerkendelse af deres sproglige og kulturelle særpræg, og vender sig mod at blive betragtet som 'bjergtyrker'.
Politisk er de også splittet. Der findes andre kurdiske partier, som er mindre vidtgående i deres krav end PKK og ved forskellige lejligheder har samarbejdet med vesten, især i Irak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her