Læsetid: 1 min.

Politiets terror-anklage mod 67-årig smuldrer

20. februar 1999

Esbjerg Politi har ingen beviser mod 67-årig mand, der sidder varetægtsfængslet på 10. uge, sigtet for brandattentater mod lokalpolitikere

Anklagerne mod en 67-årig mand for seks tilfælde af brandstiftelse og hærværk mod amtsborgmester Laurits Tørnæs og andre lokalpolitikere i Esbjerg-området er ved at smuldre for politiet.
Mens han har siddet isolationsfængslet i snart ti uger, er der ikke lykkedes Esbjerg Politi at finde tekniske beviser mod manden.
"Det er korrekt, at vi ikke har tekniske beviser, som peger på den sigtede," erkender kriminalinspektør Børge Baagø, Esbjerg Politi, over for Information.
Senest frikendte to tekniske undersøgelser en sammenhæng mellem effekter fundet på gerningsstederne og hos den sigtede.
Politiet har hidtil været yderst sparsom med oplysninger til offentligheden, men Børge Baagø vil ikke afvise, at politiet opgiver kravet om at forlænge varetægtsfængslingen af den 67-årige, inden fristen udløber på tirsdag.
"Men vil opretholde sigtelserne mod ham," siger Børge Baagø.

Ri-Bus-tip eneste spor
Den 67-årige mand har hele tiden nægtet sig skyldig i sigtelserne, som kan give op til livsvarigt fængsel.
Mistanken mod ham opstod, da Ri-Bus-aktivister registrerede telefonnummeret på en person, som ringede og påtog sig ansvaret for grove hærværksaktioner under Ri-Bus-konflikten.
Nummeret var den sigtedes, som tidligere er dømt for tre tilfælde af sprængning af bankbokse.
Men om det var ham, der ringede, og om der er sammenhæng mellem opkaldene og gerningerne, har politiet ikke kunnet bevise.
Og de har ikke kunnet påvise en sammenhæng mellem hans hvide Opel Kadett og en lignende bil set ved et af gerningsstederne.
Dermed er politiet reelt på bar bund i sagen, der kan ende uopklaret.
"Vi siger ikke, at den 67-årige er skyldig, kun at han kan være gerningsmand, men nu vil vi sprede efterforskningen bredere ud," siger kriminalinspektøren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu