Læsetid: 5 min.

Popkunstens urfædre

3. februar 1999

Arken viser seværdig udstilling med visse udeladelser. Den handler om Popkunst af europæisk og amerikansk oprindelse. Det er værker med henholdsvis samfundskritisk humor og nostalgisk varenostalgi

UDSTILLING
Man må altid spørge sig selv, hvorvidt en udstilling, der tager sig encyklopædisk ud, faktisk lever op til sin egen intention om at lodde spændvidden, kvaliteten og dybden i dette eller hint kapitel af kunsthistorien.
Også på Arken, der p.t. blænder op for en udstilling med popkunst fra denne og den anden siden af dammen fra de tidlige tressere og frem til halvfjerdserne, melder spørgsmålet sig.
Udstillingen er spektakulær, vel iscenesat - den svære udstillingsarkitektur taget i betragtning - og uden tvivl øjeåbnende for de mange yngre generationer, der ikke var placeret in medias res dengang, det hele lettede, og verden tabte sin uskyld. Men giver den et reelt indblik i det faktiske jordskred, der skete inden for de visuelle kunstarter i 60'erne og 70'erne?

Berøringsangst
Umiddelbart virker udstillingen som nævnt seværdig og vedkommende, men også sært museumsagtig og død - hvis man 'læser' den op imod periodens frivole og frække 'lebendigkeit'.
Der er for lidt visuel støj og underholdning, for lidt lyd og leg i de store udstillingsrum. For lidt interaktivitet og for meget berøringsangst.
Det er langt fra de vigtigste værker fra perioden, der eksponeres i Arkens betongrå ødeland. Nogle af dem er endda højst kuriøse som den mørkegrønne "Formel 1 Lotus" fra Moderna Museet i Stockholm, der står og stråler i al sin forkromede magt og vælde midt i Store Galleri.
Hvor er f.eks. den britiske popveteran Richard Hamiltons collage "Hvad er det, der gør vor tids hjem så anderledes, så tiltalende?" fra 1956, dvs. som en forløber for de senere poptiltag, der bredte sig på kunstscenen i de to næste decennier?
Hvis den er svær at låne, kunne man så ikke have vist en foto-reproduktion, som man gjorde det med et hovedværk af Egill Jacobsen for godt et år siden?
Hvor er Robert Rauschenbergs og Jasper Johns' famøse pop-bidrag, der udnyttede kendte ikoner og reproduktionsformer, eller George Segals gipsfigurer, Claes Oldenburgs large-scale skulpturer, som man gerne havde set nogle eksemplarer af, stående uden for ved Køge Bugt Strandpark i den bidende januar-kuling?
Albert Mertz' popkunst, der i den grad inspirerede Per Kirkeby? For ikke at tale om Richard Winthers popeksperimenter helt tilbage i halvtredserne.
Ville det trække tænderne ud på en udstilling af dette encyklopædiske tilsnit, hvis den suppleredes af et lysbilledshow med de manglende, helt afgørende hovedværker? Et museum i periferien, som Arken i Ishøj, med den korte og turbulente historie, kan forståeligt nok ikke hente hotte lån hjem.

Poppens stereotyper
Den amerikanske pop-bevægelses fortjeneste var dens opgør med det abstrakt-ekspressive maleris romantiske fortabelsesprojekt, dens udforskning af det umiddelbart levede liv med massekulturens ikoner som spejl og dens fornemmelse for det flade maleri, for overfladens spil og for det herlige reservoir af stereotype historier og identiteter, er legendarisk. Dens desrespekt for begreber som 'Kunst', 'stil' og 'tradition' var helt enkelt nødvendig.
Med den amerikanske popkunst blev kunsten slynget midt ind i den moderne virkelighed, hvor varerne og pengene dirigerede slaget.
Og den blev - som vi ved det fra navnlig Warhol, der kendte pengenes 'powerplay' særdeles godt - en del af pengenes eget spil. Anderledes med dens europæiske pendant, der dyrker værket i mere traditionel forstand og stadig eksperimenterer med maleriets udtryksmuligheder.

Europæisk pop
Men lad os da nu kaste et blik på udstillingens aktuelle værker, for trods nævnte forbehold, så er der mange interessante værker på udstillingen, der stiller spørgsmål til, hvad europæisk pop er, konfronteret med den amerikanske pop, som vi kender til bevidstløshed.
Udstillingens tre hovedafsnit, inddeler den tematisk i 'poppen og kvinden', 'poppen og det politiske' og 'poppen som kultur'.
Der er mange kunstnere, som vi ikke har set i voldsom grad i nyere tid: Frithioff Johansen og også den mere eksponerede Stig Brøgger, der var i meget, ja, særdeles fin form dengang han lavede sine hexagon-billeder fra '67-'68 med kvinde-ikonet og et bjerglandskab, der udnytter rum og flade på en overraskende fængende måde.
En åndsbeslægtet maler, kunstneren Gerhard Richter, deltager også på udstillingen med et politisk billede af bombefly. Fotografiet har altid spillet en afgørende rolle i hans værker, men i hans "Bombefly" fra '63 kommer betragteren meget tæt på krigens væsen, idet kendsgerningerne slynges ind på betragterens nethinde.
Per Kirkeby kunne have været præsenteret bedre, men mange af hans bedste popbilleder blev jo netop vist i Arken forrige år, så man har ræsonneret, at der skulle nye boller på suppen. En stor overraskelse for mig var Ole Knudsens malerier, der dog ligger betænkeligt tæt på Kirkebys popbilleder, selv om de forlenes med et psykedelisk touch og er sprængfyldt af energi og visuel slagkraft.

Kunst og politik
Wolf Vostell er en af de hårdeste politiske halse på udstillingen, men spørgsmålet er, om det overhovedet er popkunst, det han bedriver? Er det ikke bare politisk 70'er-kunst, der benytter fotografi?
Udstillingen viser altså, hvorledes den amerikanske popkunst eksponerer og undersøger det almindelige, amerikanske liv som forbruger og meget sjældent forholder sig kritisk hertil, mens den europæiske popkunstner bibeholder et mere traditionelt værkbegreb, ligesom han ofte forlener sit budskab med både kritik og humoristisk distance, som man ser det i Peter Bonnéns overdimensionerede billetter til Øbro-Hallen.
Eller måske tydeligst hos den formidable svensker Öyvind Fahlström og finnen Harro Koskinen. Sidstnævntes installation med svine'familie' med korsfæstet svin udgør et seriøst tilbud om familiesammenføring for den omstrejfende 'Babe-gris', der besøger biograflærrederne p.t Menneskearten bliver her klædt af til skindet - sådan i overført betydning.

Swinger stadig
Udstillingen i Arken har flere funktioner: Via tilbageblikket på en visuel spændstig og kritisk kunst, artikuleret for 30-40 år siden kastes et fornyet blik på 90'erkunsten, som i allerhøjeste grad har hentet næring heri, måske bedst aflæseligt i videoerne af den franske kunstner Martial Raysse.
Den viser, hvor megen god kunst, der blev skabt i 60'erne og 70'erne, der den dag i dag stadig swinger og morer, og i den forstand er den meget øjeåbnende. Den er ganske enkelt funky. Men man savner en værkfortegnelse og en præsentation af alle kunstnerne i kataloget.

*Europop. A Dialogue With the US. Arken, Ishøj. Ti.-sø. 10-17, on. 10-21. Til 2. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her