Forhører: Lad os komme ind på den første såkaldte slibrige begivenhed, og jeg ønsker ikke at gå i detaljer, jeg er ikke...
Vidne: Kan vi ikke kalde det noget andet? Jeg mener, det er mit forhold. Det var mit første møde med præsidenten, og jeg føler ikke, det var en slibrig begivenhed.
Uddrag fra den republikanske anklager Ed Bryants afhøring af Monica Lewinsky.
Sidste mandag - efter fire ugers rigsret - syntes alt håb om at spænde ben for præsident Bill Clinton at være svundet ind til et frustreret forsøg på at finde en ærefuld vej ud af moradset. Så gav Senatet de 13 republikanske anklagere en allersidste chance for at komme deres nemesis til livs. De fik lov til at forhøre kronvidnet Monica Lewinsky i herskabssuiten på Mayflower Hotel i Washington.
Anklagerne valgte deres kollega Ed Bryant, en forhenværende statsadvokat i delstaten Tennessee, til at udfritte Bill Clintons tidligere paramour. I Senatet havde de beskrevet Monica Lewinsky som en ung og sårbar kvinde, med hvem demokrater og republikanere sikkert ville føle en instinktiv sympati, som uskyldigheden selv, en Madonna-figur, der var blevet udnyttet af et kynisk og nedrigt magtmenneske. I republikanernes fremstilling lignede Monica med ét den ærbare Mona Lisa, som ugebladet The New Yorker skildrede hende på sin forside i sidste uge.
Præsidentens skændige gerning skulle med andre ord udstilles for alle af ofret selv. Anklagernes vidne. Indeed!
Men de ivrige og nidkære republikanere faldt i samme fælde som forsvaret i Hitchcock-filmen Anklagerens Vidne, der undervurderede den udspekulerede Marlene Dietrich alias Monica Lewinsky. Vidner er og forbliver uforudsigelige, især når 'forbrydelsen' berører to eller flere personers følelsesliv. Hvad Senatet og de amerikanere, der stadig kan opbyde interesse for den traurige forestilling i landets hovedstad, så på tv-skærmen i lørdags var en ung, moden og selvsikker kvinde, der forsvarede sit liv, sine valg og sin selvrespekt over for inkvisitionen.
Forhører Ed Bryant var så nervøs, at han ikke evnede at sige en sammenhængende sætning i den første halve time, mens Jeanne d'Arc aldrig så meget som tøvede og brillerede med sine korte og logiske svar. Hendes loyalitet over for præsidenten havde ikke lidt skade i det forløbne år. Er han et intelligent menneske, lød et mystisk spørgsmål fra Bryant. Det prompte svar: "Han er en intelligent præsident."
Vidnet var med andre ord ikke villig til at forsvare personen Clinton, manden med en flosset moral, der forrådte sin hustru, sin datter, nationen og Monica herself. Men der kunne ikke blive tale om at bringe præsidenten i fedtefadet med friske afsløringer. Det kunne da godt være, at Vernon Jordans jobsøgning lignede et forsøg på at få hende til at tie. "Men sådan opfattede jeg det ikke, for mig var de to ting adskilte." Om Clinton ikke løj, da han sagde, at han aldrig havde været alene med hende i Det Ovale Kontor? Svar: "Jeg har ikke i sinde at vurdere, om en anden person taler sandt eller ej. Hvis De spørger - Monica, var De alene med ham - så er svaret ja."
Gang på gang snublede forhøreren og kom til kort over for et vidne, der i løbet af et år havde lært hans profession at kende bedre end ham selv. Senatorerne oplevede en ung kvinde, som kunne ironisere over disse ældre mænd i grå habitter, og hvis syn på livet syntes helt ude af trit med hendes verden. Monicas øjne udstrålede af og til fnysende foragt for disse moralens vogtere.
De skulle ikke komme her og kalde hendes forhold til præsidenten "slibrigt".
Sandheden er et relativt begreb. Hvad der er objektivt sandt for en person, kan være en modificeret sandhed for en anden. Så opfordrede Clinton Monica til at fortælle sandheden? Tænkepause. Her kunne vidnet have gentaget, hvad hun har sagt under 20 andre forhør - at Clinton aldrig bad hende om at lyve. I stedet valgte hun følgende salve, som må have rystet forhøreren.
"I Paula Jones-sagen bad præsidenten mig ikke direkte om at fortælle sandheden. Men jeg kan ikke afvise, at han i løbet af forholdet brugte den formulering. Eksempelvis kan have spurgt: - Monica, er du vred på mig? Fortæl mig sandheden!"
Man kunne næsten fristes til at tro, at enhver amerikaner fra barnsben lærer at tale som en durkdreven sagfører. Vidnet Monica bevidner i hvert fald, at Clintons talent med det amerikansk sprog ikke er enestående.
Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Monica må have lært af sin mester i Det Ovale Kontor at fordreje sandheden som en spindoctor. Set fra den synsvinkel havde manden i Det Hvide Hus al mulig grund til at triumfere i den forgangne weekend.
Endnu en gang var en loyal kvinde kommet ham til undsætning, netop som landet havde brug for hendes brave indsats. Af den slags kvinder har der været mange i Clintons liv.
I dag går rigsretssagen ind i sin femte og sidste uge. Trætheden over at høre det samme bevismateriale blive disket op dag efter dag er overvældende for de stakkels senatorer. Hvis alt går som planlagt skal Senatet votere på fredag. Skyldig eller ikke skyldig?
Spørgsmålet virker efterhånden passé. Selvfølgelig er Clinton skyldig i de to anklager. Han er den eneste amerikaner, der tror på sin uskyld.
For de selvretfærdige republikanere er problemet, at de færreste senatorer anser hans brøde for så alvorlig, at den berettiger afsættelse. Sagen har ingen vindere. Den er uafgjort og efterlader begge sider med en bitter smag i munden. burch
