Læsetid: 3 min.

Et rigtigt sofastykke

24. februar 1999

Teaterchef Inger Eilertsen har været hurtigt ude og sikret Jomfru Ane den fjer
i hatten, det er at kunne præsentere Jon Fosses nyeste stykke herhjemme

Teater
Jon Fosse blev i firserne berygtet i sit hjemlige Norge som den evigt 'stammende' romanskribent, hvis bestandigt spiralerende, minimalistiske gentagelser kun med sneglefart bragte historien fremad, millimeter for millimeter, men manisk søvngængeragtigt. At så også de personer, der gradvist viklede sig ud af skriftens bevægelser, oftest var af den mest nussede og derangerede slags, gjorde vel heller ikke populariteten større. Og ej heller at den skriftbevidste forfatter ledsagede sine fiktioner med teoretisk højt informerede, post-strukturalistiske essays.
I halvfemserne har Fosse oplevet et større gennembrud som dramatiker - og det er måske slet ikke så mærkeligt endda. For i den sproglige stammen lurer jo hele tiden de modstemmer, der bryder forstyrrende ind i den besværedes stemme og bremser den. Dialogen lå så at sige på spring i den monologiske skrift. Og Beckett og andre har for længst belært os om den frysende komik i de elegant aflurede variationer over trivia.
Natten synger sine sange, lyder poetisk - og Fosse er i øvrigt også en fin lyriker - men titlens svæv har umiddelbart ikke meget at skaffe med den depressive fastlåsthed, som ruger over stykkets personer.

Et gysende godt par
Det er helt enkelt og anonymt. Han og Hun og en baby, der sporadisk lader sin gråd høre fra soveværelset. I stuen dominerer en gigantisk sofa, hele fjorten fag, og den er lige så lang som de tos indbyrdes forhold er udtyndet. Hun støvsuger, vasker, køber ind og holder menagen gående, mens Han bare hænger og læser og ryger, og mestendels er han rugende tavs omkring sin kroniske mislykkethed som forfatter. Mor og barn, sygeplejerske og patient, den tålmodigt utålmodige omverdenshungrende og den angst fortabte indadkrogede.
"Dette går ikke an," hed det mottoagtigt i en af Fosses romaner, og den pinefulde, halvt tilfældige, pludselige - og vistnok fatale - afvikling af dette fastlåste misforhold udgør historien i stykket. Det, der ikke går an, kan være morsomt en stund, og så bliver det pinligt. Sådan også her, frygtelig pinligt, hvilket vil sige godt.
Lina Franke Hedegaard har både overleverens stolte robusthed og den sårbart skyldige medfølelse, der truer med at fastholde hende for evigt, og Mikael Helmuth det snigende opløsningens selvhad og et helt uforvandlet spædbarns jalousiberedte, bedende øjne. Et gysende godt par. Placeret i og omkring den der skide sofa, overhængt med vasketøj i bægrønne nuancer, med remote controls og adskillige askebægre som næsten eneste distraktioner i det fuldkommen sterile miljø (perfekt administreret af Maja Ravns minimalistiske scenografi).

Cirklende repetitioner
Hans forældre er de eneste, der endnu kommer på besøg, men det også så kort rituelt, som det nu engang tager at bese og give gaver til det sovende barnebarn. "Ja, vi skal jo nå bussen," siger de og lusker skyndsomst af, i deres ens grå kondidragter.
Bevægelse i det ubevægelige kommer der først, da Hun går i byen en aften. Angiveligt med veninden Martha, men i virkeligheden, til Hans hysterisk stigende erkendelse, med elskeren Sebastian. Og så kører det. Ikke i stor og heftig dramatisk konfrontation, nejnej, men i de mest nedrigt små cirklende repetitioner, af mistanker, afvisninger, beroligelser, retfærdiggørelser og nye mistanker. Kun pludselig panik og tilfældighedernes spil kan afstedkomme en 'løsning' på det uløselige. At løbe bort med elskeren er såvist ingen ordentlig løsning, blot starten på en ny knude. Hvis "natten - alligevel - synger sine sange", så er det i negativ, som modbilledet til den sproglige afmagt stykkets personer patetisk forgæves kæmper med.
Teaterchef Inger Eilertsen har været hurtigt ude og sikret Jomfru Ane den fjer i hatten, det er at kunne præsentere Fosses nyeste stykke herhjemme. Og hun har selv instrueret med beundringsværdig stramhed og præcision, usentimentalt og frysende.

*Jon Fosse: Natten synger sine sange. Oversættelse: Peter Hugge. Instruktion: Inger Eilertsen. Medvirkende: Lina Franke Hedegaard, Mikael Helmuth, Martin Schwab, Lotte Olsen og Bo Samuelsen. Jomfru Ane Teatret, Aalborg. Fra. 21.02.99

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu