Læsetid: 2 min.

... og rocken kort

16. februar 1999

Spilleglæde uden stylist
*Ubegribelige fire måneder efter USA-udgivelsen kommer John Mellemcamps 14. album først nu hertil. På samme måde som Mogens Krogh må forbande, at han topper i samme årti som Schmeichel, således har Mellemcamp stået i skyggen af Springsteen. Noget uretfærdigt, for selv om Mellemcamps karrierehåndtering ikke altid har været lige heldig, er han som sanger og sangskriver sympatisk. Han demonstrerer ikke så fotogen muskelkraft som Springsteen, men skriver rundere og ofte mere sangbare kompositioner om små skæbner med store forhåbninger. Det var hos Mellemcamp, Lisa Germano trådte sine rockbarnesko, og violinen er stadig lige så vigtig for ham som guitaren. Og så bæres hans organiske band af en spilleglæde, man ikke kan koncipere sig til i selv den mest kreative marketing-afdeling.
John Mellencamp: John Mellencamp. Producer: John Mellencamp. Columbia/Sony

Selvpolerende perler
*Altimens de, der synes, det er for corny at blive ved at kunne lide Suzanne Vega, kroner Jewel som den nye følsomheds dronning, har amerikanske Ani Di Franco udsendt sit 12. album, en lille selvpolerende perle af personlige betroelser om besværet med og den for sporadiske belønning ved at være et helt menneske.
Hun er måske mere sanger end sangskriver, men i deres 'kun-det-allermest-nødvendige' arrangementer åbner de intime numre - hver for sig og samlet - sig som en dagligstue, hvor lydhørhed og følsomhed har taget de bedste stole. Og
et fuldfedt, corny Wurlit-zer-keyboard og et lyttende bas-spil er med til at løfte denne plade et godt stykke over gennemsnittet. Desværre tv-annonceres den nok ikke.
Ani di Franco: Up Up Up Up Up Up. Producer: Ani di Franco. Righteous Babe Records

Skrot den gode smag
*Dansk countryrocks svar på Jette Torp er aktuel med et album, hvor de største chancer tages i pladeomslaget, der fremstiller solisten som en elegant, men villig vamp. Jeg ved ikke, hvem hun narrer, men når Tamra Rosanes synger "Why don't we get drunk and screw..." trækker det mere i smilebåndet end i lynlåsen. Sex er nemlig det sidste, denne perfektible country-opdatering emmer af, men hun synger skam sikkert og smukt. Lige til prime-time, og produktionen har krop og hjerte, men om den afgørende personlighed er der heller ikke denne gang tale. Skrot den gode smag i sangudvælgelsen og lad være at pudse cowboystøvlerne næste gang.
Tamra Rosanes: Pleasure & Pain. Producer: Søren Bundgaard m. Ivan Pedersen. CMC.

80'er-efterklange
*Første album i 17 år fra Blondie, de new wave-intellektuelles hippe variant af ABBA. I mellemtiden er popikonet Debbie Harry blevet 54, men hun synger så purt og dobbelttydigt som dengang hun slog igennem. Det kan man så tænke sit over. På det ydre plan er No Exit et overbevisende comeback, hvis den kunstneriske målestok sættes efter sangenes videoegnethed. Chris Stein spiller dog stadig en guitar, der kun ligner sig selv. Man skal dog ikke ridse i lakken. No Exit er et flot gennemført illusionsnummer. Når man har nynnet færdig, og hørt, hvor technoen har sin puls fra, er der kun de glasklirrende efterklange fra et 80'er-maskebal tilbage.
Blondie: No Exit. Producer: Craig Leon. Beyond/BMG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her