Læsetid: 3 min.

Rushdie er ikke en viljeløs brik

24. februar 1999

En vigtig bog om Rushdie-sagen sammenfatter en af 1990'ernes mest betydningsfulde storpolitiske kontroverser mellem Vesten og den islamiske verden

Ny bog
Så har Rushdie-sagen igen trukket de store overskrifter i de fleste aviser med temasider, essays, kronikker og kommentarer i anledning af 10-året for afdøde ayatollah Khomeinis famøse dødsdom over den britiske forfatter. Også Gyldendal markerer 10-året med antologien Satanisk, guddommeligt - og såre menneskeligt, som er redigeret af Lars Erslev Andersen og Jakob Skovgaard-Petersen.
Det er en vigtig bog, fordi det er lykkedes redaktørerne at sammenfatte og fastholde en af 1990'ernes mest betydningsfulde storpolitiske kontroverser mellem Vesten og den islamiske verden i otte meget forskellige essays, som spænder fra litterære analyser til historiske redegørelser og sociologiske forklaringsmodeller.
Svagest står de litterære analyser, fordi det simpelt hen ikke er muligt at yde en så kompleks roman retfærdighed på den tildelte plads. Spørgsmålet er også, om de overhovedet hører hjemme i en bog som denne? Godt nok er det et litterært værk, der er i orkanens øje, men det skyldes, at bogen er blevet gjort til et politisk problem. Rushdie-sagen er derfor først og fremmest politisk og bedst tjent med at blive anskuet som sådan.

En viljeløs brik
Til gengæld ville der måske så have været plads til et essay om den politiske kampagne, som den internationale Rushdie-komite har gennemført, og som har været en af de vigtige brikker i den politiske proces. Den omtales ikke i bogen, og man kan derfor få det indtryk, at Salman Rushdie har været en viljeløs brik i et storpolitisk, diplomatisk spil mellem EU og Iran. Men det er jo ikke rigtigt! Han har i høj grad selv sammen med Rushdie-komiteerne været med til at præge processen offensivt - og det er en af hovedårsagerne til, at det ikke lykkedes EU på et tidligt tidspunkt at få hele sagen sparket til hjørne.
Antologiens udgangspunktet er, at De sataniske vers har skabt konflikt på alle tænkelige niveauer, hvor den fortjente at skabe dialog. Det er bogens ærinde at lægge op til denne dialog mellem folk på tværs af religion og kultur. Den stiller bl.a. skarpt på de kapitler i De sataniske vers, der har vakt muslimers vrede. Bedst i Jakob Skovgaard-Petersens essay, der afdækker, hvad de sataniske vers egentlig er - både de oprindelige og Rushdies litterære version.
Det er befriende at læse hans indirekte angreb på den politiske korrekthed, der har præget debatten - også i Vesten, for det tjener ikke sagen at glorificere dens hovedperson eller kanonisere hans roman. Jakob Skovgaard Petersen medgiver, "at der er noget hensynsløst over bogen," men fastholder forfatteres - også Salman Rushdies - ret til at krænke.

Fatwaen som strategi
Et af antologiens hovedsynspunkter er, at fatwa'en var politisk betinget. Der var behov for at samle landet om en sag for at fastholde den skrantende revolution. For den politiske strateg Khomenei kom De sataniske vers derfor som sendt fra himlen, og han sørgede for at udnytte situationen med maksimal effekt. Det argumenterer både Lars Erslev Andersen og Jørgen Bæk Simonsen overbevisende for i deres essays.
Her i dagene omkring 20-året for revolutionen kunne man så frygte, at de nuværende magthavere ville forsøge at gøre Khomenei kunststykket efter. For revolutionen vakler mere end nogensinde, og de konservative kræfter har mistet grebet om befolkningen.
Det var vel for eksempel ikke utænkeligt, at den iranske regering ville undsige aftalen med den britiske regering fra efteråret og fare frem med bål og brand og uforsonlige udtalelser. Det er set før. Men det skete ikke denne gang.
Nu har Rushdie-sagen nået et stade, hvor det, der ikke bliver sagt, sender de vigtigste signaler. Og for første gang i de ti år kom der ikke på årsdagen en officiel regeringserklæring, der bekræftede Khomeneis fatwa. Dusøren blev heller ikke hævet, som den ellers er blevet det så mange gange tidligere.
Det giver øget grobund for at tilslutte sig den forsigtige optimisme, som også præger Lars Erslev Andersen glimrende essay "Khomeinis besværlige testamente", der samler de mange komplicerede tråde i en forbilledlig og præcis gennemgang af den politiske proces, Rushdie-sagen har gennemløbet.

*Lars Erslev Andersen og Jakob Skovgaard-Petersen (red.): Satanisk, gudommeligt og såre menneskeligt. Essays. 188 s., 175 kr. Gyldendal

Morten Haahr var bestyrelsesmedlem i Den Danske Rushdie-komité, indtil den blev opløst i efteråret 1998.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her