Jeltsins sygdomme og Ruslands to afgørende valg de næste halvandet år præger russisk politik. Hvad det ender med, kan ingen forudsige
Til december skal russerne vælge en ny Duma, underhuset i det russiske parlament. Og om 17 måneder skal befolkningen vælge en ny præsident - så er Jeltsin-perioden definitivt slut. Med mindre Jeltsin inden da falder fra på grund af sygdom eller død.
Jeltsins seneste sygdomsperiode blev i starten taget med stor ro i det politiske liv i Rusland. For så længe han var væk fra scenen, gav det en masse råderum - for regering, parlamentet og regionerne.
Men bag kulisserne opstod der ikke så lidt travlhed. For der er jo ikke så forfærdelig lang tid til de to valg. Og hvem der end bliver valgt til præsident, så vil det for denne nye person være afgørende at have en rimelig omfattende støtte i parlamentet, der skal nyvælges om ti måneder.
En valgkamp i Rusland kræver nu til dags lige som i Vesten i hvert fald tre ting: En organisation, en god mediekampagne og - som forudsætning for begge dele - Penge.
Fire topkandidater
Tager man et kig over dem, der hidtil har meldt sig eller er blevet bragt på tale som kommende russisk præsident, betyder de tre nævnte forudsætninger - organisation, mediemagt og penge - nogle begrænsninger.
Spoler vi de sidste måneder tilbage, så har det i snart lang tid været klart, hvem der ville opstille til præsidentposten, og hvem af dem der ville få chancer for at komme med i anden valgrunde, da ingen kan regne med at opnå mere end 50 procent af stemmerne i første omgang.
For at springe alle mulige kandidater over, der opstiller, men ikke har en chance - ud over det meget vigtige, at deres anbefalinger til anden valgrunde kan blive afgørende - så lad os se på dem, der indtil for nyligt har været regnet for dem med størst mulighed.
Det drejer sig om kommunistlederen Georgij Sjuganov; Jurij Lusjkov, Moskvas borg-mester og leder for bevægelsen "Fædreland"; Aleksandr Lebed, eks-general og i de sidste halvandet år guvernør i den vægtige Krasnojarsk-region; og den venstreliberale reformpolitiker Grigorij Javlinskij.
Af disse fire nok så omtalte kandidater er kommunisten Sjuganov sikker på et pænt resultat, men han har på det sidste fået alvorlige problemer med partiets nationalistiske (fascistoide og antisemitiske) højrefløj, der snakker om at opstille en egen kandidat.
Lebed har problemer
Aleksandr Lebed er ikke kun sakket agterud; det må konstateres, at han er tabt bag af vognen, for de økonomiske og politiske problemer han er løbet ind i i Krasno-jarsk, har han klaret mere end dårligt. Desuden mangler han penge, skifter konstant sine rådgivere ud og kommer ingen vegn med at opbygge sin bevægelse Ære og Fædreland.
Javlinskij har heller ikke store chancer. Han er de intellektuelles (især de vestliges) yndling. Og selv om han på det allersidste har lagt stil og image om, for at appellere til arbejdere og bønder, så har det hidtil virket lidt komisk, når han i jeans har talt i et slangpræget russisk, hvilket bare har virket akavet. Alligevel må man hvad angår parlamentsvalget spå hans parti et ganske pænt resultat.
Tilbage er Lusjkov, og selv om de russiske meningsmålinger grundet voksende forvirring og usikerhed har været fåtallige på det sidste, tegner alt i sol og måne på, at Lusjkov tordner frem. Men helt så enkelt er det ikke, for nok er hans parti "Fædrelandet" under opbygning over det ganske land. Men en del af hans støtter er usikre, da de vakler mellem ham og den tidligere ministerpræsident Tjernomyrdin.
Foruden at Moskvas økonomi oven på efterårets russiske depression har fået sig nogle kraftige skud for boven. Ved de lokale og regionale valg Lusjkovs bevægelse har stillet op i de sidste måneder, har den indtil klaret sig eklatant dårligt. Det berettes dog, at Lusjkov er ved at forberede en satellit, der kan give ham en egen, landsdækkende tv-kanal. Og det kan ændre mange ting.
For at drage en foreløbig konklusion, så regner de bedste russiske analytikere i øjeblikket med, at det kun er tre partier, der vil klare spærre-grænsen på fem pct. og dermed blive repræsenteret i Dumaen efter valget i december. Det er Kommunisterne, Lusj-kovs Fædreland og Javlinskijs Jabloko. Foruden nogle interregionale fraktioner, der vil give regionerne større vægt i Dumaen, udover den magt de har i overhuset, Føderationsrådet. Hertil vil komme en række løsgængere, og denne række kan som for tiden være lang, og som i eet væk kan tænkes at skifte fra parti til parti.
Nej fra dagens favorit
På tværs af det ovenstående, kommer der i 'god' russisk tradition noget helt på tværs: At den mest populære politiker og mest ønskede præsident-kandidat er en, der slet ikke ønsker at stille op, ikke mindst pga. sin 69-årige alder: Nuværende ministerpræsident Jevgenij Primakov. På trods af alle vestlige meldinger klarer han sin post flot, med en diplomats kunnen og en efterretningsmands viden.
Hvad gør 'man' så, altså i det russiske politiske liv? Lige som i andre civiliserede lande sender man følere og prøveballoner afsted, og in casu til alle sider. Og på den måde ombejler alle parter Primakov.
Hvad man end kan være uenig om, så er det sikkert, at Ruslands to kommende valg ikke afgøres i Moskva og i Skt. Petersborg, men i nogle af de vigtigste af landets øvrige 87 regioner. Her har man fra december 1992 til marts 1998 vænnet sig til det, der kaldes 'Magtens Parti' (alt efter hvem der sidder ved magten) . Og det var i nævnte periode ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin. Han opbyggede en partistruktur under betegnelsen Vort Hjem er Rusland.
Faldet fra hinanden
Siden han blev afsat som regeringschef i marts sidste år og ikke blev godkendt som ministerpræsident i september, er hans parti faldet kraftigt fra hinanden som følge af indre magtkampe. Tjernomyrdin og resterne af hans parti har dog ikke opgivet ævred, og de har som 'arv' fortsat mange støtter hos regionernes guvernører, parlamentsformænd og administrationschefer. Mange af disse er imidlertid i de sidste måneder gået over til Lusjkov og hans Fædreland.
Er læseren forvirret? Det er russerne også, og det fortsætter. For i disse uger har nye grupperinger dannet sig blandt regionale ledere, der uforpligende blafrer mellem Tjernomyrdin og Lusjkov. Alt dette giver i øjeblikket et flimrende billede i russisk politik, som ingen meningsmålinger kan indfange.
Sammenstimling til venstre for midten
Selv om russisk politik er yderst personcentreret, kan partiprogrammer eller -intentioner også spille en rolle. Hvis man skal kategorisere Lusjkovs Fædreland, Javlinskijs Jabloko ( det betyder "æble-koalition", red.) eller Tjernomyrdins Vort Hjem er Rusland, så må de alle tre betegnes som "venstre-centristiske" grupperinger, dvs. noget i retning af hvad man for nogle årtier siden i Vesteuropa kaldte "socialdemokratier". På det sidste er da også både Lusjkov og Javlinskij begyndt at tale om "den skandinaviske model" - eller den "svenske model", som den kaldes i Rusland.
Højre på banen
Risikoen i russisk politik er - som så ofte før siden 1985 - at et egentligt centrum mangler. Et 'højre' har derimod meldt sig på banen, i fuld, snublende fart. Det er reformpolitikerne Jegor Gajdar (ministerpræsident i 1992), privatiserings-arkitekten Anatolij Tjubajs, Boris Nemtsov og sidste sommers ministerprædident Sergej Kirijenko.
De kaldte først deres gruppering Højresagen, da de lancerede sig selv i januar. Nu har de skiftet navn til Vores sag og er kommet på kant med hinanden, især efter at Kirijenko selvbestaltet har opkastet sig til deres leder. Denne gruppe er ikke helt så meget uden chancer til parlamentsvalget, som det kunne lyde, for Højresagen kan tænkes at have chancer hos ansatsen til den middelklasse, hvis skabelse har været reformpolitikernes ønske siden 1992. Og som vitterlig findes, om end med mere end kraftige kriminelle islæt.
Men i øjeblikket tyder alt på, at både parlamentsvalget og de præsidentkandidater, der kommer gennem de organisations- og pengemæssige nåleøje, er tre kræfter inden for det venstre-centristiske spektrum: Sjuganov, Lusjkov og Javlinskij - med Tjernomyrdin som hængeparti. Og så er der den ukendte joker Jevgenij Primakov.
Ikke for at dække os ind, men sagt ud fra erfaring: I Rusland kender ingen dagen, før solen er stået op - næste dag.
