Læsetid: 8 min.

Saatchis seneste kuld

20. februar 1999

Reklamefirmaet Saatchi & Saatchi sikrede Margaret Thatchers valgsejr i 1979. Siden 1985 har den ene af Saatchi-brødrene, den 51-årige Charles, sat en vovet dagsorden for samtidskunsten i England

Hvordan går det med kunstmæcenerne i det 20. århundrede? Herhjemme har staten stort set overtaget mæcenernes rolle. Kunsten kommer herved til at henhøre under det offentliges ejendom, hvorved en kritisk mønstring af museernes indkøb og af Statens Kunstfonds æstetiske prioriteringer er blevet dagligt debatstof i nyhedsmedierne.
I ældre tid hidrørte mæcenerne fra de øverste samfundslag såsom fyrsterne og adelen, der fra det 19. århundrede blev erstattet af det fremstormende borgerskab. Herhjemme har vi i vores århundrede kunnet bryste os af samlere som Vilhelm Hansen, Christian Tetzen-Lund, Johannes Rump, men først og fremmest af brygger Carl Jacobsen, hvis fremsynethed og kunstneriske tæft bragte ham frem i mæcenernes og kunstsamlernes førsterække. Men det er jo længe siden, og hans virke varetages nu af tremandsdirektionen for Ny Carlsbergfondet. I Storbritannien har de i dag én betydelig nutidig samler, hvis kunstsyn ikke er for sarte sjæle. Og det er den 51-årige marketingmand, Charles Saatchi.
I 1992 stod Charles Saatchi fadder til begrebet Young British Artists ved den første af seks udstillinger med unge britiske kunstnere, der skulle få det internationale kunst-jetset til at spile øjnene op i løbet af de næste fire år. Nu forsøger han at videreføre succesen med en ny kunstnergeneration. Men kan en succes gentages? Og nødvendiggør den ny udstilling, at kritikere og publikum må forholde sig til værkerne som psykoanalytikere eller som neurologer for nu at tage udstillingen på ordet?

Saatchismen
I januar i år åbnede hans galleri i Nordlondon en ny udstilling under varebetegnelsen Neurotic Realism Part I. Når Saatchi Gallery slår dørene op til et nyt show, springer champagnepropperne, og det samlede internationale kunstlivs koncentrerede opmærksomhed rettes som en robotagtig refleks mod kunsten i galleriets snehvide kube. Kritikerne står på spring for at tage imod, måle og veje og uddele ros og ris. Det gamle varehus på Boundary Road har siden åbningen i 1985 med stort held eksponeret banebrydende, hårrejsende og pirrende kunst. Også fra udlandet.
Saatchi er en moderne samler, der 'opfinder' nye tendenser inden for kunstscenen. Han synes at være en visionær tryllekunstner, der altid har noget nyt og overraskende i hatten. Hans indflydelse er legendarisk, fordi han er den eneste nytænkende samler i Storbritannien, hvorfor han opererer aldeles uden konkurrence. I dag er det efterhånden blevet sådan, at en ung kunstner, der ikke er blevet opdaget af Charles Saatchi inden sit 30. leveår, godt kan gå hjem og lægge penslerne eller andet værktøj.
Efter kanonsuccesen Sensation i sommeren 1997 i det distingverede overklassetempel for kunst på Picadilly, Royal Academy of Arts, der trak en lille halv million besøgende til huse, forventer man en del af den evigt nyhedssøgende kunstsamlers nye udstilling. Men lad det stå klart fra starten: Den ny udstilling kan ikke leve op til niveauet fra Sensation. For det første er det værkmæssige antal beskedent, og for det andet er værkernes kvalitet ikke lige høj. De fem kunstnere synes ikke at brillere med et afgørende anderledes, vigtigt eller nyt æstetisk endsige tematisk budskab. Mange udstillinger med dansk samtidskunst, man har set i de senere år - her tænker jeg på kunstnere som Superflex, Peter Neuchs, Niels Bonde, Kristine Roepstorff, Marco Evaristti m.fl. - overgår den forholdsvis tynde kop te, vi får serveret i galleriet i disse måneder. Når vi ofrer så megen plads på udstillingen her i avisen, skyldes det lige så meget mæcenen - omend vi ikke ligefrem skylder Saatchi et imagelift - som selve sagen.
Den nye udstilling er sponsoreret! At tænke sig - at et rigt foretagende som Saatchis har brug for en sponsor. Det er som at sponsorere Barclays Bank, som en britisk kritiker humoristisk noterede sig. (Barclays Bank er Storbritanniens svar på Joakim von Ands pengetank.) Det er avisen The Observer, der ønsker at få del i den trendy, innovative galleriejers image.

Ung stjernedyrkelse
I efteråret '98 udkom en kunstbog på et par hundrede sider, som præsenterede de 34 unge kunstnere - med en gennemsnitsalder på 32 1/2 år - som Saatchi henregner under sit nye, neurotiske kunstbegreb. Den ældste er Johnny Spencer, der er født i 1954, den yngste, Roger Hiorns, er fra 1975. Et stort antal har frekventeret den berømte kunstskole Goldschmidt College, som også forestod Damien Hirsts kunstneriske opdragelse. Et par af kunstnerne går igen fra Sensation, således den fabelagtige 'veteran' Ron Mueck, der blev verdensberømt med sine figurative skulpturer af menneskekroppen, fordi han formåede at bøje skulpturbegrebet yderligere et par grader. Med en overordentlig skræmmende perfektion, men også med en vis kantet ømhed viser han mennesker og masker i store og små formater, fremstillet i latex med en sådan lighed, at huden synes levende. Hans kendteste figur er den 120 cm lange kopi af hans nøgne, afsjælede fars legeme, en mærkelig følsom sag, der lå på gulvet i den hvide kube.
En anden genganger er Martin Maloney, der i det nye show deltager med nogle ekspressive kæmpemalerier af raves og orgier på bøssesexbarer. Alle de øvrige navne er temmelig ubeskrevne blade, som Saatchi har støvet op på sine talentspejderudflugter til Eastends Whitechapel samt diverse gettoer og undergrundsgallerier i nedlagte forretninger.
Der skete nemlig det, at en lang række kunstnere søgte at flyde med i kølvandet på Sensation-udstillingens yBa-lancering og dens fokus på de nye stjerner. Kunsten blev gradvis fortrængt til fordel for en stjernedyrkelse af figurer som omtalte Damien Hirst, men også af navne som Jenny Saville, Rachel Whiteread, Sarah Lucas, Gavin Turk m.fl. med det resultat, at mange kunstnere ønskede at starte forfra. En ny udviklingsoptimisme opstod uden for den nu etablerede - tidligere 'alternative' - kunstscene, og en lang række undergrundssteder skød op ude i Østlondon, hvor kunsten igen blev hovedsagen. Denne nye hyperaktivitet er anledningen til Saatchis nye tiltag.
Nogle af værkerne er købt til samlingen, andre tilhører stadig kunstnerne, ligesom Saatchi har solgt ud af sin store samling af værker begået af 'førsteholdet'. Det har fået de britiske kunstkritikere op af starthullerne i en lemlæstende kritik af Saatchi. Han er angiveligt useriøs, en døgnflue osv. og lever ikke op til begrebet samler, mener man. En samler er kendetegnet ved at holde fast, bevare, føre værdier sammen.
Herhjemme kender vi omend i mindre målestok tendensen med at skifte heste i vadestedet fra John Hunov, der pludselig afsværger firserkunsten - De Unge Vilde - efter at have været dens fremmeste samler og forsvarer, og som nærmest hjalp den ud af livmoderen dengang. Han har dog ikke solgt sin samling, men har deponeret den i Nordjyllands Kunstmuseum.
Det er klart, at Saathci bruger den unge kunst som løftestang for sit eget image, men også at han virkelig har tæft for det ny og endnu ikke kanoniserede og et øje på hver finger. Men lad os lige præsentere værkerne og kunstnerne på den ny udstilling.
Absolut størst i omfang og intensitet er den japanske Tomoko Takahashis kæmpeinstallation 'Line Out' fra sidste år. Værket spreder sig over flere hundrede kvadratmeter og udgør derved udstillingens urolige centrum. På sin vis reducerer hendes værk de øvrige værker til parenteser eller kommentarer til hendes kaos. Det er én stor skrot-losseplads, men lur hende, der er orden i kaos. Hun har været seks uger om at etablere sin kæmpeinstallation, der udgør en slags status over den forbrugermentalitet, der er accelereret i løbet af det 20. århundrede, og som er i færd med at kvæle menneskeheden.
Der er kontakter, ledninger, vaskemaskiner, flimrende tv-monitorer. Alt synes i gang, men intet virker efter hensigten, det kører uden at virke, og om lidt bryder hele den elektriske fødekæde sammen, synes det. Urene viser forskellig tid, som om hele synkroniciteten er desavoueret.
Et andet vigtigt, men mere humoristisk værk, er Brian Cyril Griffiths kontrolrum af pap og med plastic-attrapper, joysticks uden funktionalitet m.v. Titlen er 'Osaka' og hentyder til den japanske by, der fungerer som overordnet industricenter.

Lesbisk eller homo?
Seksualiteten og kroppen er i højsædet på udstillingen, bortset fra ovennævnte apokalyptiske visioner. Den amerikansk-britiske Steven Gontarski arbejder med syntetiske kroppe. 'Skelettet' er jernstivere, hvorom er viklet polyester beklædt med transparent, gult og pink PVC. Og menneskehår. Disse 'kroppe' danser en dance macabre og synes at smelte sammen de underligste steder og giver associationer til genmanipulation og flerkønnethed. Mange af skikkelserne er lesbiske, de kopulerer lystigt i det hvide rum på deres gennemsigtige, kasseformede sokler, der får dem til at svæve. Et syntetisk, postmoderne miks af Joel Shapiro og Giacometti i festlige farver og mærkelige kimæriske gestaltninger. Det er faktisk smukt og aparte.
Også Martin Maloney betoner det homoseksuelle i sine megamalerier fra Londons sexklubber, hvor der drikkes og ryges mellem kopulationerne. Her ses en genuin spontan og naiv maler i aktion. Der er tilsyneladende ingen angst for AIDS i de muntre haller, hvor han har sin gang. Og ingen berøringsangst over for store lærreder. Det er lige dele firser-neoekspressionisme, naiv folkekunst og tegneserie-æstetik, mærket af lystig humor, vi her bivåner.
Endelig er der Paul Smith, hvis foto-manipulationer er pseudodokumentariske generaliseringer af ham selv som en række potentielle jeg'er. Han optræder i en henretningsscene som soldat - både som offer og bøddel og i en anden serie som ungkarl, der maler byen rød sammen med de andre slemme drenge, han spiller selv tre ludere, som drengene muntrer sig med etc. Han har fat i en vigtig pointe: Det virtuelle jeg kan principielt indtage alle roller, køn og sociale identiteter. Gruppen, der udvisker den enkeltes distinktive, individuelle træk er med til at ophæve jeg'et og det moralske ansvar, synes hans fotos at udsige.
Der er mindre værk og mere kontekstualitet i Saatchis nye kunstneriske fund end i Sensation-udstillingen - i pagt med den udvikling, vi ser generelt i samtidskunsten. Værkerne er sært muntre og legende midt i hele det dystopiske setup. Det er de sidste hjerteslag af det gamle årtusind, vi hører banke i de hvide haller i Nordlondon. Til april skiftes til et andet 'heartbeat', når Saatchi åbner dørene til Neurotic Realism Part II. I Saatchis galleri ser vi ingen publikumskrise for samtidskunsten. Det myldrer formeligt ind ad porten. Gallerier er endog skudt op i umiddelbar nærhed og byder sig fristende til for kunstpublikummet, der vandrer op ad Boundary Road.

*Neurotic Realism Part I. Saatchi Gallery. 98 A, Boundary Road London NW8. To.-sø. 12-18. Til 4. april

Fra Sensation til Neurose
De unge britiske kunstnere - yBa - er blevet trendsættende på en del af den internationale kunstscene. De blev udklækket som begreb af marketingmanden, Charles Saatchi, og fik hele verdens opmærksomhed på den store Sensation udstilling i 1997.
På denne side fortæller Informations kunstanmelder Lisbeth Bonde om Saatchis rolle som kunstmæcen og sine indtryk fra hans nye udstilling - Neurotic Realism.
På den anden featureside retter Angela McRobbie, der er professor ved kunstskolen, Goldsmith College - der har uddannet mange yBa'er - en skarp kritik mod de toneangivende unge britiske kunstnere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu