Læsetid: 4 min.

Samliv med billeder

20. februar 1999

KUNST-KALENDER
KUN DE FÆRRESTE tænker vel på, at hverdagen engang for ikke så mange år siden var nærmest billedløs og lydløs, hvad angår kunst og musik.
Før radioen begyndte at sende musik ud i æteren, så vi kunne stille ind på de danske stationer, og før film og fjernsyn sørgede for det daglige billedtapet, måtte vi opsøge koncertsale og musiktribuner, hvis vi ikke selv trakterede et instrument, og gå på museer og udstillinger for ikke at nøjes med jævne illustrationer i blade og bøger og barndomshjemmets trommesalsbilleder.
Nu hvor vi lever i reproduktionernes tidsalder, har vi det bekvemt, fordi gengivelserne er så gode, selv om de må undvære kunstværkets særlige aura. Den lille skinnende sølvplatte i cd-afspilleren leverer koncertsalens akustik til hjemmebrug, i tv står Herbert von Karajan og fejer Berlinerfilharmonikernes flotte lyd af Beethovens Syvende bagud med hænderne, og Informations helsidesfarveannoncer for lesbiske kontakter, damebind og herrebenklæder konkurrerer med Louisiana Revys dybtryk af modernistiske kunstværker om vores æstetiske opmærksomhed.

DET OPVEJER altsammen ikke den begunstigelse, det er at have malerier på væggene, blandet med grafik og tegnekunst, at kunne færdes i en daglig udstilling, udvalgt, anskaffet, ophængt af en selv.
En livsfrise, der med sin fremmedhed og fortrolighed har fæstnet sig i bevidstheden og provokerer med sit stilfærdige egetliv.
Hvor pladen spiller sin musik med nøjagtig samme elegance og specielle fortolkning, og hvor filmen med usvigelig præcision må gentage sig selv, dér hænger billederne og trækker vejret, undergår et stofskifte i lysets variationer, i sol, i gråvej, i lampeskær. Billedet læser betragteren, uanfægtet kalder det på ens oplagthed, sætter en på prøve, hvis man stiller sig an.

DET STORE billede på væggen bag bordet, i drivende sort, gråt og rustrødt uden samlende kontur, hang længe til prøve og prøvelse. Det havde en tid aggressive træk, ingen gæster havde lyst at overtage det, heldigvis. De fortolkede det som krig. Det var da krigen i Vietnam var på verdenstapetet. Var det egentlig en sammenkrummet kvindeskikkelse? Napalm?
Pludselig en dag var det et ansigt, der brød igennem og siden holdt sig i et spil af udveksling af miner, snart gustent, sygt, snart undertrykt muntert, hånligt, men med en varme et sted. Aldrig ufarligt og alligevel med dækket godmodighed. Måtte vendes om en dag. Og da omsider bag en papirstrimmel afslørede billedet sin titel: Simulanten. Med Arne Haugen Sørensens hånd.
Det slår følge bare ved et sideblik under passage, trænger andre til side og ser måske med over ens skulder, når man vender ryggen til og ser Richard Winther an, hans tre formummede kvindeskikkelser, skæve af karneval i spøgelsesblåt og knaldrødt, på vej ud i verden. Fri simulation og maskespil.

VED SIDEN AF en abstrakt, kubisk komposition. En spiral i forskudte flader. Blå, blå.
Engang for år tilbage sad billedhuggeren Gunnar Westman i sofaen overfor, en eftermiddag i champagneskær.
Han plirrede lidt med øjnene og sagde: "Det er ikke for at gøre jer kede af det, men." Og så kom der med hans milde tonefald en skånselsløs analyse ud i rummet. Han pillede spiralens dele fra hinanden, sådan at billedet med ét væltede ud over kanten og gjorde det indlysende, hvor mislykket det var, kontrasigneret af dets lille modbevægelse i form af en rød terning. Konklusion: "Det er et dårligt maleri af en god kunstner!" Som ikke her skal nævnes. Det hænger der endnu. Med øget værdi. Den første kærlighed blev ikke svækket ved bevidstheden om dets fundamentale skrøbelighed. Det har tværtimod indarbejdet den professionelle kendelse, har optaget dem som en kritisk bevidsthed og erindring om ord sagt i venskab. Er blevet et billede af Gunnar Westman.

SAMLIV MED MALERIER hedder et essay af Jacob Paludan, optrykt i hans Retur til Barndommen (1952). Det er ham med sideblikket: "Malerier skal ikke altid vide, at man ser på dem. Iagttagelser på skrå eller den direkte overrumpling ved hurtig passage gennem en stue kan give nye bidrag, ligeledes smugbetragtninger fra gulvet, hvis man leger med børn eller husdyr."
Han fortæller, hvordan han blev kureret for sin afhængighed af naturalismen og den figurative malerkunst: "Når man er nærsynet og om morgenen går rundt i stuerne, mens man sæber sig ind uden briller på, erkender man, hvad maleren har ment med farvernes møde. De koloristiske kvaliteter tager sig vidunderligt ud, nu da ingen genstand eller form ses!"
Dér vidste malerierne vel, at han så på dem, og de tog deres forholdsregler.

MED ELLER UDEN sæbeskum og briller er det værd at tage en morgentur rundt til husets billeder, der vågner efter mørkets pause, opladet til dagens kampret, hvor Frede Christoffersens solbillede, der endda hedder "Aften, Lynæs", giver sig til at dreje lyset frem i sine grønne, violette og gule ringe. Overfor går Peter Martensens anonyme mænd i hvide skjorte med sorte bakker i hænderne mellem hinanden i absolut fremmedhed og bortvendthed. På sort baggrund. I en smal, grå ramme.
Det er da hverdagen, man skal ud i. Fuld af lyde og billeder er den, sideblikke, konfrontationer, fortolkninger. Med reservater af betragtning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu