Læsetid: 6 min.

Sange, symboler og terrorister

6. februar 1999

En forhenværende terrorist spiser morgenmad med USA's præsident, mens en nuværende terrorist flakker rundt i det eropæiske luftrum, fordi ingen vil lukke ham ind

QLUMMEN
Da jeg begyndte at komme på Information i midten af 1980'erne, blev der altid sunget en bestemt fire-liniet sang ved selskabelige lejligheder. Noget med "Kan du huske gamle Norge, Norge er mit fædreland. Disse fjelde, disse høje spejler sig i søens vand."
Det var en gennemritualiseret seance, hvor en seniormedarbejder, helst en af de gamle typografer, rejste sig op og bankede takten i bordet med en flaske og sang for med malmfuld røst.
Den højst besynderlige forestilling har en endnu mere besynderlig historie. Da bladets daværende kulturredaktør Palle Koch sammen med en flok af bladets typografer kort efter krigen var i Norge, sang de norske værter en dansk sang til gæsternes ære - og Palle Koch og typograferne kvitterede med at synge "Gamle Norge."
Værterne blev på ingen måde begejstrede. De fortalte Palle Koch, at han netop havde sunget de norske nazisters slagsang.
Detaljerne i historien er måske blevet slørede af at vandre fra mund til mund. Men den ironiske pointe holder vand: De norske nazisters slagsang under krigen blev festsang på modstandsbevægelsens blad i Danmark.
Information ligger nemlig i samme lokaler i Sct. Annæ Passage mellem St. Kongensgade og Bredgade, som det hedengangne nazistiske dagblad Fædrelandet. Da Børge Outze, som grundlagde det illegale Information under krigen, erobrede huset, i spidsen for en gruppe modstandsfolk på befrielsesnatten i maj 1945, så forsvandt Fædrelandets journalister godt nok fra passagen - men typograferne blev tilbage. Og de dunkede takten og sangen ind i Information.
Vi synger den ikke længere - typograferne forsvandt, da Sct. Annæ Tryk flyttede til Nørrebro, og der er kun få gamle medarbejdere tilbage, som kan huske den.
Nu hænger der blot et håndmalet skilt i serviceafdelingen: Under et vikingeagtigt skib med rød- og hvidstribet sejl står der Fædrelandet med stolt svungne bogstaver, lige som der er stemplet Fædrelandet i det gamle Salmonsens leksikon på udenrigsafdelingen - alt i mens den blå-hvide-røde frihedskæmperfane pryder redaktionslokalet bag glas i ramme.

Måske - måske ikke - skyldes mildheden over for Fædrelandets efterladenskaber en smule ydmyghed hos datidens sejrherrer over for det mål af tilfældigheder, som præger historiens gang. Ganske få år før frihedskæmperne blev nationale helte, var ordet sabotør et skældsord på linie med terrorist i politikermunde - og såmænd også for det store flertal af danske socialtliberalt indstillede, som vane-neutralistisk nøjedes med at være stolte af deres passive modstand.
Først da krigslykken begyndte at vende for tyskerne og Christmas Møller talte flammende fra London, først da danske jøder pludselig måtte flygte til Sverige og digterpræsten Kaj Munk blev myrdet - vendte stemningen.
Lige som symboler er fuldstændigt afhængige af den sammenhæng, de indgår i - de nazistiske symboler blev kraftløse, da Hitler tabte krigen - så er krigere det også. Det politiske landskab afgør om de får status af frihedskæmpere eller af terrorister.

I disse dage er den forhenværende terrorist Yassir Arafat eksempelvis til morgenmads-bønnemøde hos præsident Clinton i USA, mens den nuværende terrorist Abdullah Öcalan, leder af det kurdiske PKK, flakker rundt i luftrummet over Europa, fordi ingen af de europæiske lande har lyst til at lukke ham ind og havne i dilemmaet mellem at give en terrorist asyl eller udlevere ham til Tyrkiet, der vil sende ham for retten, anklaget for de efterhånden 30.000 dødsfald, som den 14 år lange krig mellem hæren og PKK har kostet.
Der er ellers en del lighedspunkter mellem de to herrer.
Begge er frontkæmpere for folk, der vil have deres egen stat. Israel blev oprettet i 1947 på et stykke jord, som palæstinenserne betragtede som deres, og det var Tyrkiets landsfader, general Kemal Atatürk, som forhindrede at kurderne fik deres egen stat efter første Verdenskrig. Godt nok blev kurderne lovet et eget selvstyret område i Sevres-traktaten fra 1920 - men den traktat blev aldrig ratificeret på grund af tyrkisk modstand. Og siden da er er enhver løsrivelsestendens blevet slået ned.
Men der også også forskelle: Hvor det lykkedes Arafat at få et stort flertal af sine landsmænds opbakning, så er PKK forblevet en af mange kurdiske organisationer, som indbyrdes bekriger hinanden lige så blodigt som de bekriger deres ydre fjender. I Tyrkiet såvel som i Irak, Iran og Syrien.
Og hvor Arafat byggede PLO op på sociale og økonomiske netværk - børnepasning, ungdomsarbejde og genhusning, blandt andet - og stort set holdt organisationen fri for almindelig kriminalitet, så gjorde PKK ikke noget tilsvarende fredsommeligt, selv om organisationen havde opbakning af skønsmæssigt 10-12 millioner kurdere i 80'erne. PKK har terroriseret både de kurdiske provinser i Tyrkiet og dele af Nordirak, henrettet kurdiske landsmænd som forrædere, og tjent alt for gode penge på handel med heroin.

Arafat kalder sig præsident for et Palæstina - som endnu ikke er en stat, men et selvstyre under israelsk kontrol - skabt blandt andet som følge af terrorisme. Med sin nye titel og værdighed i behold forsømmer Arafat ikke mange chancer for højlydt at fordømme terrorisme af enhver art - samtidig med, at han har fået sit helt eget terrorist-problem på nakken, nemlig det fundamentalistiske Hamas, hvis kamp mod Israel truer Arafats styre.
Öcalan's hang til politiske løsninger fremfor guerillakrig og terroraktioner er derimod ret ny, og samtidigt hans udtrykte begrundelse for at tage til Holland: Han ville besøge Den Internationale Domstol i Haag og prøve at få den faste Voldgiftsret dér til at tage juridisk stilling i den tyrkisk-kurdiske konflikt.
"Min klient søger en international politisk løsning for sit folk," som Öcalans hollandske advokat sagde til den engelske avis The Guardian forleden.
Men nej. Det ønsker den Tyrkiske regering ikke. Lige som Tyrkiet heller ikke ønsker at møde op ved en international domstol, som den italienske regering foreslog at etablere for at løse konflikten, da Öcalan opholdt sig i Rom. Alt i mens fumler EU rundt i på den ene side at anerkende Tyrkiets arrestordre på Öcalan som helt legitim - han er jo terrorist - på den anden side en principiel ulyst til at udlevere ham til et retssystem, der har døden på sin straffeliste.

Denne spegede sag afslører, at Shengen-aftalen om fælles grænsekontrol ikke er mere holdbar end nationale interesser lader den være. I princippet betyder den aftale jo, at en international arrestordre på Öcalan, udstedt af tyske myndigheder!, er et fælles anliggende for EU-landene. Men tyskerne ville ikke have ham, da han blev arresteret på grænsen mellem Tyskland og Italien, af frygt for reaktionen hos landets tre millioner kurdiske indbyggere. Og nu er der heller ingen andre, der vil have ham.
Som altid, når nogle får prædikatet "terrorist" holder spørgsmålene om "hvorfor" op. Selv om svarene ligger lige for. I sin rapport om Tyrkiets muligheder for at slippe ind gennem Europas perleport skrev EU-kommissionen blandt andet, at EU anser det for naturligt, at de tyrkiske kurdere opnår "legitime rettigheder, politisk og kulturelt." Det har de nemlig ikke - retten til at blive undervist i kurdisk i skolerne i de kurdiske provinser er eksempelvis en oplagt mangelvare.
Og det er ikke bare PKK, som har terroriseret det østlige Tyrkiet - det tyrkiske militær har nedbrændt massevis af landsbyer af "sikkerhedsgrunde", og massevis af mennesker, mistænkt for at sympatisere med PKK, er forsvundet, før de fik chancen foran en dommer.
Så uf, uf, for en varm kartoffel, ham Öcalan. I stedet for at optræde som politisk fællesskab, lader EU ham og det tyrkisk-kurdiske problem flyve rundt i luften - mens det europæiske folk glæder sig over fællesskabets symboler, så som den ny euro og ...øh, og?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her