Poul Schlüter oplyste ikke om sin bestyrelsespost i Thorsen-selskabet CVI, da han den 15. december sidste år indberettede sine bestyrelsesposter til Europa-Parlamentet
Da Poul Schlüter den 15. december sidste år afleverede oplysningerne om sine bestyrelsesposter til Europa-Parlamentet, var hans post i Kurt Thorsen-selskabet CVI ikke på listen.
Det skulle den ellers ifølge parlamentets forretningsorden have været, da den tidligere statsminister allerede den 7. december blev valgt ind i CVI-bestyrelsen på selskabets generalforsamling.
- Hvorfor indberettede du ikke bestyrelsesposten i CVI?
"Nå, øh, lad os se. Jeg plejer at være meget omhyggelig med det. Stort og småt. Ja, jo, øh, hvornår, ja. Har jeg dateret det den 15. december? Har jeg det? Lad os se. Hvornår var den generalforsamling?"
- Den 7. december.
"Hvis det var tilfældet, så er det en sjuskefejl."
- Det er en sjuskefejl?
"Ja, det tyder det på. Hvis du har ret i, at det ser sådan ud. Daterer jeg det den 15. december?"
- Ja.
"Gør jeg det? Det er ikke tidligere?"
- Nej.
"15. december?"
- Ja. Et, fem - femten.
"Ja, det forstår sig. Du mener, det er 15. december?"
- Ja.
"Jah, jeg tror ikke engang, at jeg har en genpart af den. Men det skal nok være rigtigt, når du siger det. Det kan du jo se."
- Ja.
"15. december?"
- Ja.
"Ja, det er altså, ja, det er en sjuskefejl. Men det spiller jo ikke nogen rolle i den forstand, at jeg trådte ud af bestyrelsen i januar."
- Er der nogen speciel grund til, at du undlod at opgive bestyrelsesposten?
"Ikke anden grund end, at jeg har set på min liste, og så må jeg have overset det. Jeg kan ikke forestille mig andet. Det kan jeg altså ikke. Men man kan sige, at i løbet af år, er den rigtig nok, fordi jeg trådte ud af bestyrelsen i januar måned."
"Det var dog ærgeligt."
"Men det har ikke nogen betydning. Så meget mere som, at jeg ikke har aftalt noget bestyrelseshonorar med nogen."
- Har du fået betaling for den tid, du har siddet i CVI's bestyrelse?
"Nej, altså. Du ved, formanden var jo Jørgen Mølvang. Det var især derfor, at jeg gik ind i bestyrelsen. For jeg forestillede mig, at det så var et selskab, der havde PFA's støtte."
"Men jeg har overhovedet ikke drøftet med ham, om der var noget bestyrelseshonorar. Jeg havde da sikkert forestillet mig, at der var et ganske almindeligt bestyrelseshonorar, men det blev ikke aktuelt."
- Har du tænkt dig at gøre krav på et honorar?
"Det har jeg netop tilkendegivet for god ordens skyld i dag, at jeg ikke har tænkt mig. Nej, jeg sad der jo kun en måned. Så det er helt irrelevant."
Selvom Schlüter formelt har overtrådt Europa-Parlamentets forretningsorden, har Parlamentet imidlertid ingen mulighed for at påtale forseelsen.
Bankernes pres
Netop hjemvendt fra to ugers ferie kommenterer Poul Schlüter samtidig - for første gang - påstanden om, at han trak sig som formandskandidat i Gefion på grund af pres fra den amerikanske Republic National Bank of New York, hvor Schlüter er ansat som rådgiver.
Banken ville - som beskrevet i Information den 10. februar - angiveligt ikke blandes sammen med Kurt Thorsens forretninger og fortalte derfor Schlüter, at han ikke kunne beholde sin rådgivningspost hos banken, hvis han stillede op som formand for Gefion.
- Er det korrekt, at bankerne pressede dig til at opgive formandskandidaturet?
"Ja altså, det vil jeg ikke udtale mig om. Det vil jeg ikke udtale mig om. Simpelthen ikke udtale mig om det."
- Vil du afvise det?
"Jeg vil ikke udtale mig om det. Jeg vil simpelthen ikke udtale mig om det."