Læsetid: 8 min.

Serbernes eller albanernes vugge?

5. februar 1999

Uenigheden mellem albanere og serbere om Kosovo giver sig udtryk i helt forskellige syn på historien

Historisk strid
Albanere og serbere kan ikke blive enige om meget andet end, at udlandets udspil i Kosovo-krisen er utilfredsstillende. Men deres egne forslag til løsning af den er diametralt modsatte. På samme måde i forholdet til historien: Hver især betragter de sig som uretfærdigt behandlet, ja, udsat for folkedrab af modparten. Det er meget sjældent (selv om det faktisk kan forekomme) at høre en albaner eller en serber udtale sig med medfølelse om det andet folks lidelser gennem historien.
For serberne er albanerne gennemgående et primitivt bjergfolk, der dukker op i historien engang i middelalderen. Albanerne identificerer sig derimod med oldtidens illyriske folk, som talte så fornemme repræsentanter som makedonerkongen Alexander den Stores moder, de romerske kejsere Diokletian og Konstantin den Store, og den bysantinske kejser Justininan I i 500-tallet.
For albanerne er serberne et primitivt folkeslag, som først tager den centrale del af Balkan i besiddelse i 600-tallet, mere end 2000 år efter, at illyrerne ankom til halvøen.
Når serberne derfor hævder, at Kosovo er deres kulturs vugge, hvilket man med nogen ret kan sige for 1200-tallets vedkommende, vil albanerne sige, at de har været der længe før. Mens serberne vil hævde, at albanerne er indvandret til Kosovo og efterhånden uretsmæssigt har fortrængt serberne derfra.
Det er, som om man har hørt den diskussion før. Den er blevet ført mellem danskere og tyskere om Sønderjylland/Slesvig, den føres stadig om Israel/Palæstina. Og ligesom i disse diskussioner begynder problemerne allerede ved navnet.

Kosovo og Kosova
Det har sikret undret mange læsere, at der snart tales om 'Kosovo' og snart om 'Kosova'. Begge betegnelser er afledt af det serbiske ord 'kos', som betyder 'solsort', Kosovo er en forkortelse af 'Kosovo Polje', som betyder 'Solsortesletten'. Det var her, det berømte slag - vi skal senere diskutere mellem hvem - fandt sted i juni 1389.
Den albanske version af Kosovo er Kosova. Bruger man derfor denne betegnelse, afgiver man et signal, i hvert fald til albanere og serbere, om at man har stillet sig på albanernes side i konflikten. 'Kosovo' er det neutrale udtryk, som anvendes i internationalt diplomatisk sprog og i de fleste medier, som denne avis.
Det betyder imidlertid ikke nogen stillingtagen for serberne. For de bruger i dag en helt anden betegnelse: 'Kosovo-Metohija', ofte forkortet 'Kosmet'. Ordet 'Kosovo' har kun været officiel sprogbrug i én ganske afgrænset periode: i Kosovos autonomi-periode, der afsluttedes i 1989.
Men hvorfor anvender det officielle Serbien i dag betegnelsen 'Kosovo-Metohija'. Ja, det har igen historiske årsager. 'Metohija' betyder 'kirkelig ejendom' og henviser til, at jorden i det vestlige Kosovo på grund af fromme serbiske fyrsters og adelsmænds gaver hovedsagelig var ejet af områdets klostre.
I anvendelsen af ordet 'Metohija' ligger der således to underliggende dagsordner: Kosovo er ikke ét, men i virkeligheden to områder, og det ene af disse områder tilhører egentlig den serbisk-ortodokse kirke.

Slaget på Solsortesletten
Men hvad er nu 'sandheden'? Ja, der er megen sandsynlighed for, at der er en tæt forbindelse mellem oldtidens illyrere og nutidens albanere. For hvor skulle albanerne ellers være kommet fra? Men forbindelsen er aldrig blevet entydigt bevist. Derimod er det helt klart, at der i 1000-tallet forekommer albanere i Kosovo-området. Hvilken procentdel af befolkningen, de har udgjort, ved vi ikke.
I den periode, hvor Kosovo er det centrale område i det serbiske kongerige, 1200-1300-tallet, og hvorfra områdets enestående skat af kirker og klostre stammer, har der boet både serbere og albanere i området, og albanerne har efter al sandsynlighed tilhørt samme tro som serberne: den ortodokse kristendom. Men igen ved vi ikke, i hvilket forhold de har befolket området, vi ved kun, at det har været serbisk administreret.
Det påstås dog fra albansk side, at alle kirker og klostre før ca. 1340 i virkeligheden blev bygget af albanere og derfor udgør deres kulturarv. Endvidere hævdes det, at adskillige af de fremtrædende adelsmænd i området var albanere, og det understreges, at det store slag på Solsortesletten i 1389, hvor den serbiske fyrst Lazar blev slået af den unge tyrkiske sultan Beyazid I, var et slag hvor kristne serbere og albanere kæmpede side om side mod de tyrkiske erobrere.
Kildematerialet tyder faktisk på, at det forholdt sig således. Men med denne som med så mange andre fænomener på Balkan gælder det, at man let får lagt nutidens nationale fordomme ind over fortiden.
I middelalderen spillede sprog en helt underordnet rolle i forhold til religion. Middelalderens serbiske storrige, som fik sit endelige dødsstød i 1389, var hvad vi i dag ville kalde et multitenisk samfund. Og det afspejles i datidens kildemateriale. Men ingen fandt dengang på at tælle op, hvor mange der talte det ene sprog, og hvor mange det andet.

Serbisk exodus
Et andet punkt, de to folkeslag er uenige om, er omfanget og konsekvenserne af den 'serbiske exodus' fra Kosovo i 1690. Det foregående år havde en østrigsk hær stødt dybt ned på det da tyrkisk-kontrollerede Balkan og nået helt frem til Skopje i Makedonien. Men da der her udbrød pest, trak de sig skyndsomst nordpå igen.
Befolkningen i Kosovo havde rejst oprørsfanen i tillid til den østrigske invasion. Nu stod den blottet over for et tyrkisk hævntogt. I denne situation samlede den serbisk-ortodokse patriark Arsenije III 30.-40.000 kristne familier omkring sig og førte dem nordpå, helt op til den anden side af Donau, hvor de fik asyl i det sydlige Ungarn, som da var befriet fra tyrkerne.
Efter serbisk opfattelse stammer den albanske bosættelse i Kosovo egentlig først fra dette tidspunkt - set med albanske øjne deltog der imidlertid både albanere og serbere i opstanden 1689-90, og der var også albanere blandt dem, som siden flygtede ud af provinsen.
I 1800-tallet sker der tilsyneladende en forøgelse af antallet af ikke blot albanere, men også slavisk-talende muslimer og tyrkere i Kosovo. Det hang sammen med, hvad albanerne betragter som et serbisk folkemord på albanerne i Serbien. Dette land var 1817 blevet et fyrstendømme, som fra 1830 i stigende grad befriede sig fra den tidligere tyrkiske dominans. Det gik ud over Serbiens mange muslimer, hvoriblandt der var et antal albanere, og de fleste af dem fortrak til sydligere egne, som stadig var under tyrkisk kontrol. Denne tendens forstærkedes 1877-78 hvor Serbien udvidedes mod syd, og hvor Kosovo blev det nordligste område, der stadig var under direkte tyrkisk kontrol.

Besat af Italien
Det skyldtes i høj grad den nystartede albanske nationalbevægelse, som grundlagdes i Prizren i 1878 og derfor kaldes 'Prizren-ligaen', at Kosovo forblev en del af det tyrkiske rige ved den endelige fredsslutning i 1878.
Omkring 1900 opgives flertallet af Kosovos befolkning at være albansk, og muslimsk. Men albanernes samarbejde med den tyrkiske regering gik dårligt efter 1908, hvor nationalistiske officerer tog magten i Istanbul og tyrkerne undertrykte det albanske sprog.
Albanerne gjorde oprør i 1912, men de kristne nabomagter gik også løs på tyrkerne, og ved fredsslutningen i 1913 opnåede albanerne godt nok selvstændighed for det nuværende Albanien, men måtte finde sig i, at Kosovo blev en del af Serbien.
Det er denne fredsslutning, som juridisk har skabt forudsætningen for, at Kosovo internationalt anerkendes som en del af Serbien.
Indlemmelsen i Serbien førte til en styrkelse af den serbiske befolknings andel af Kosovos befolkning. De betragtede albanerne som et mindretal i den serbiske stat og kaldte ovenikøbet Kosovo 'Gammel-Serbien'.
Under Anden Verdenskrig okkuperede Italien til gengæld det meste af Kosovo og lagde det til Albanien, som det havde indlemmet kort forinden, og nu blev serberne mindretal i et Storalbanien. 1945 kom Kosovo igen til Serbien, men i 1948 opgjordes albanernes andel i befolkningen til 68,5 procent.

Tito gav selvstyre
Serberne hævder i dag, at årsagen hertil er, at de serbere, der flygtede fra Kosovo under den italienske besættelse, ikke fik lov af kommunisterne til at vende tilbage til provinsen efter krigen. Men uanset om dette kan have haft betydning, må det konstateres, at der ikke har været serbisk flertal i Kosovo på noget tidspunkt siden Anden Verdenskrig, og at det albanske flertal siden er vokset støt.
Dette tilskriver serberne tre faktorer: det høje albanske fødselstal, indvandring fra Albanien, og serbisk udvandring fra provinsen på grund af chikane og forfølgelse. Denne påstås særlig udtalt i den periode, hvor Kosovo havde selvstyre inden for Serbien, 1974-1989.
Fra albansk side fremhæver man forfølgelser af albanerne i Kosovo i den serbiske kommunist Rankovics tid som indenrigsminister (indtil 1966). Præsident Tito gjorde imidlertid meget for at komme albanerne i Kosovo i møde, og resultatet blev provinsens vidtgående selvstyre i den nye jugoslaviske forfatning af 1974.
Men også i selvstyreperioden var der utilfredshed, som brød ud kort efter Titos død i 1980. 11. april 1981 kom det til store demonstrationer i hovedstaden Pristina. Kravet var, at Kosovo skulle 'forfremmes' fra selvstyrende område inden for Serbien til republik inden for forbundsrepublikken Jugoslavien. Disse demonstrationer, som fremkaldte kraftige reaktioner fra serbisk side, blev slået hårdt ned.

Selvstyret ophævet
I 1980'erne ser man stigende etnisk spænding i området, og en kraftig opblussen af nationalisme især i den serbiske befolkningsgruppe. Denne ønskede selvstyrets ophævelse, hvilken den opnåede, da den fik Slobodan Milosevic til at gå ind på dens krav. Da Milosevic som Serbiens præsident højtideligholdt 600-årsdagen for Kosovo-slaget ved en stor ceremoni med mere end en million serbere på selve slagmarken den 28. juni 1989, var Kosovos selvstyre allerede en saga blot.
Serberne mener, at de var berettigede til at afskaffe selvstyret i Kosovo, da der var tale om serbisk territorium.
Albanerne i Kosovo svarede igen med i 1990 at udråbe en uafhængig republik Kosova. De nægtede at anerkende Kosovo som en del af Serbien og Jugoslavien under henvisning til, at forfatningen af 1974 var blevet brudt, valgte eget parlament og egen præsident, Ibrahim Rugova, og nægtede at samarbejde med de serbiske myndigheder.
Da Jugoslavien gik endeligt i opløsning i 1992, anerkendte de ikke det nye Jugoslavien og hævdede, at de havde ligeså meget ret som republikkerne i det gamle Jugoslavien til at erklære sig uafhængige. Men indtil 1998 var deres dagsorden nok at opnå fuld løsrivelse, men alene med ikke-voldelige midler.
Det serbiske svar på denne politik har været på forskellig måde at forsøge at tvinge albanerne til at acceptere Kosovo som en del af Serbien. Denne politik har været ligeså resultatløs som den albanske løsrivelsespolitik.
Det er på denne baggrund, man skal se fremkomsten i 1998 af Kosovos Befrielseshær (UÇK), som manifesterede sig med en radikal og voldelig politik over for det serbiske overherredømme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu