Læsetid: 7 min.

Sex for pladespiller og mixerpult

1. februar 1999

Ukristelig højt til loftet, lovlig meget nørderi og religiøs dj-retorik - musikken havde en stor, sammensat weekend under Venue Festivalens herredømme

VENUE 99
Der var frit valg på mange hylder under Venues weekend-herredømme.
Der var mulighed for at se de største koryfæer inden for elektronisk musik, og der var mulighed for at møde et sjældent rockband, der uden at slække på kvalitet eller excentricitet endelig har nået folkets øren.
Det var nemlig lykkedes Mercury Rev at stoppe Loppen til bristepunktet, ja, så meget til bristepunktet, at man undrede sig over at koncerten - der var dømt til succes - ikke var blevet henlagt til en større lokalitet. Loppen kan simpelthen ikke bære så mange mennesker, og det burde Venue have indset.
Mercury Rev er musikscenens store drømmere. Deres lydmalerier har antaget panoramiske dimensioner, men også vundet et strøg af folk over de seneste par år. Og dette forløstes i live-situationen af hele to tangentløver, der benådede den klassiske to guitar-bas-tromme med de rige lag af Walt Disney/Beach Boys/soundtrackharmonier, som kendetegner Mercury Revs seneste, store album Deserter's Songs.

Stof til drømme
Mercury Rev er rock anno 1999: cool og ligeglad og præcis så tyvagtig udi fortiden som den lyster, men det gøres helstøbt og dermed lettere gammeldags i forhold til f.eks. Beck.
At bandet så samtidig opmaler en mangebundet og opadstræbende lydhimmel man kan lukke øjnene og se fortid, nutid, fremtid, sol, måne og stjerner passere revy til er forhåbentlig kun et plus i disse ny-åndelige tider.
I frontfigur Jonathan Donahue har gruppen en lyrisk lys stemme, der synger fabulerende og langt langt inde fra - som fortalte han eventyr - og nogle gange så langt inde fra, at hans manglende teknik sætter hindringer i vejen.
Men det er ikke teknik, det handler om i Mercury Rev, hvilket de også demonstrerede på Loppen. Det handler om følelse, om et sejt swing og om de tre akkorder, der ikke kan holde op med at give mening, som i afslutningsnummerets eksplosive repetition, hvor de støjmalerier, der gjorde sekstetten berømt og stadig pryder deres musik kom til fri udfoldelse.
Men selvom de både spillede John Lennons "Isolation" på Loppen og skylder en del til både folk, psykedelisk rock og orkestermestre som Van Dyke Parks, så er Mercury Rev stadig larmende originale i al deres retroskønhed, larmende nu i alle deres visionære sammenblandinger, der også instrumentalt, på scenen udfoldes med brug af theremin og overjordiske akkorder.
Mercury Rev giver og gav publikum stof til drømme.

Hvor sjovt er dét?
Kritiske røster hævder, at den velmente hjælp til spillestederne, som er en del af Venue Festivals hensigtserklæring bør sendes ud i mørket. At det at give en hånd til spillestederne - også via spillestedslovgivning - er at gøre musik- og nattelivet en bjørnetjeneste.
Der er ingen grund til at støtte kulturelle tilbud og rammer, når de ikke kan trække vejret ved egen hjælp. Så hellere trække stikket ud.
Men hvis vort lille land skal stimuleres udefra af nytænkere - der i sagens natur er snævert appellerende - ja, så kan det kræve støtte.
I hvert fald hvis de skal udfolde sig i Vordingborg. Eller i Odense som Mercury Rev f.eks. fandt frem til. Det er en sund decentralisering og en gyldig vitaminindsprøjtning til vor kultur og til lokale udøvere landet over, for hvem store koncertoplevelser kan have karakter af åbenbaring.
Uden støtte og blåstempling er spørgsmålet om så mange ville gå til så meget underlig musik, som det for eksempel var tilfældet denne weekend. Om det havde været muligt at melde udsolgt under et elektronisk musikarrangement i den store sal i Vega uden en form for blåstempling og reklamemagt fra Venues side.
Lad dog den udfordrende musik få nogle rammer at udfolde sig i. Ellers kommer den aldrig gennem muren af ligegyldig musik. Og dén er massiv - bl.a. fordi danskere generelt er så uinteresserede i ny musik (se bare på hitlisterne). Hvis ikke dette sker, ja, så kunne man risikere, at langt størsteparten af det kreative initiativ tages - mere end det allerede gør - af musikbranchen, der betjener sig af præcis ligeså støttepædagogiske ordninger. De hedder bare pr og marketing i dén branche, og er kun rettet mod kvantitativ gennemslagskraft ofte dikteret fra storebrorfirmaet i udlandet. Og hvor sjovt er det?

En sympatisk organisme
Musik behøver ikke være dårlig, bare fordi den skal hjælpes til landet. Hvad skulle næste forslag så blive udfra den betragtning? At vi skal lukke Statens museum for Kunst? Måske et dårligt modargument i disse Claus Carstensen- og Peter Bonde-dage, men ikke desto mindre en passende perspektivering.
Museet for samtidsmusik er en decentraliseret størrelse manifesteret i spillesteder i større byer landet over, og vil man lukke for dén institution, ja, så lukker man også for nye oplevelser især fra det store udland, som vil negligere Danmark med de sølle fem millioner indbyggere, der måske ikke hver gang vil støtte en progressiv koncert.
Men derfor kan den jo godt være et vigtigt bidrag til vor kultur - hvis den rammer de rigtige hoveder.
Venue Festival bidrager til denne proces: Det er en stadigt mere decentral festival, der bringer sære, udenlandske navne til provinsen ledsaget af danske opkomlinge.
Så længe Venue ikke misbruger den store magt, den så ganske åbenbart har - alene i koblingen med Roskilde Festival - så længe de ikke tilgodeser udvalgte spillesteder eller pladeselskaber, så er det stadig en sympatisk organisme.

Op for pulsen
Arrangementet Rephlex Allstars er også et eksempel på Venues positive indvirken på folkets åbensind. Der var nemlig totalt udsolgt i den store sal til noget af det absolut mere exentriske electronica fra Storbritannien.
På en sort, dybt underbelyst scene skiftedes pladeselskabet Rephlex' kunstnere til at spille live-sæt. Cylob skruede op for pulsen med en saftig hybrid mellem, house, electro og 80'er-synthpop. Og aftenens store stjerne, galningen og geniet Richard D. James alias Aphex Twin, var dj. Man var ikke i tvivl om, at det var James, der transmitterede disse vilde breakbeats og giftige basspor. Avancerede og meget meget hurtige rytmetrolddom. Og endelig spillede DMX Krew ekstremt regressiv 80'er-synthpop.
Hele Rephlex Allstars-arrangementets anti-techno-ide med tale og pauser (!) mellem numrene i flere af sættene faldt desværre til jorden, og det ekstremt sammensatte program sikrede at taget aldrig løftede sig, hvilket selvfølgelig heller ikke blev gjort bedre af meget af musikkens karakter af lyttemateriale. Intet galt i det, men det var bare ikke de rigtige rammer til det.
Til gengæld var euforien umiskendelig ved Vegatronic dagen efter. Alene det faktum at Kevin Saunderson havde meldt afbud og var blevet erstattet af sin læremester... På scenen stod således den store, tætte Juan Atkins, der populært og ikke ufortjent karakteriseres som intet mindre end opfinderen af techno.

Fra ærefrygt til ekstase
Atkins har aldrig været den største dj, men hans sæt havde sin egen organiske varme - komplet med ridsede vinylplader skrat-skrattende over de manende beats, de sortbløde basspor og de kildrende synthfarver - og så lød det historiske vingesus gennem salen da Atkins' sidste plade blev afløst af manden ved den anden mixerpult: Derrick May.
May er ligesom Atkins og også Saunderson første generations-technokrat fra Detroit. At opleve den rolige, generte Atkins se på endnu en lærling løfte dj-sættet videre mod nye højder var et sjældent syn på en techno-scene uden mange visuelle øjeblikke.
At May så samtidig præsterede et fabelagtigt sæt løftede blot oplevelsen fra veteranmuseal ærefrygt til ekstase hinsides tid. Mens Atkins' sæt var præget af no nonsense-elegance, så gik Derrick May langt mere offensivt til værks. Signalerne var i orden fra begyndelsen: May begyndte sit sæt i ærmeløs undertrøje - et kendt signal fra Mays side om at han er tændt. Og den store dj-retorik blev taget i brug: basspor blev mixet ud af numre for at vende tilbage med eksplosiv præcision, luft blev taget ud af numre for at blive pumpet ind igen - med brug af samtlige knapper på mixerpulten - plader klippedes ind og ud med drillende lethed, og hihat, bas, stortromme eller synthessizer introduceredes med urørlig timing og variation.
Det var sex for to pladespillere og en mixerpult. Og May formåede konstant at variere sit musikudvalg, hele tiden at skifte spor og få folk med på en ny stilling, undskyld, i en ny retning.
Og menigheden detonerede og hyldede ypperstepræsten med technopublikummets retoriske redskab nummer et: en høj hylen efter særligt lækre sammenmixninger - som efter en god jazzsolo. Og for de indviede: hylen når en klassisk techno-vinylskive introduceres.
Der blev hylet meget denne magiske aften.

*Mike Dredd, Cylob, Richard D. James, DMX Krew, Vega, fre, Mercury Rev, Loppen, lø, Juan Atkins, Derrick May, Vega, lø

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu