Læsetid: 3 min.

'Solgte mine sidste blodårer i går'

22. februar 1999

Den surrealistiske musiker og poet Hans Vinding skrev på dødsfacination og stor kærlighed

NEKROLOG
Dødsfacination og stor kærlighed. Jeg kan huske, at det var de to kodeord, jeg noterede mig i forbindelse med Hans Vinding allerede første gang, jeg så og hørte ham.
Nu er Hans Vinding død, på sin 51 års fødselsdag. Han har aldrig set overdrevent sund ud, ikke været god til at passe på sig selv, men der var altid stor kærlighed i hans ord og i hans holdning.
Hans Vinding var i årene omkring 1970 det kreative centrum for den akustiske musikgruppe Furekåben, som også var et familie- eller stammefællesskab. Han skrev teksterne og det meste af musikken. Han var gruppens forsanger, og det skete han forbrød sig mod familiens forsøg på at opretholde en flad struktur. Gruppen var ikke kun ikke-professionel - den var anti-professionel, og de indlysende talenter måtte tilpasse sig de knap så indlysende. Allerede sidst i 60'erne skrev han sin måske bedste sang, "Kom, lad os dulme vore nerver lidt" - en frygtelig tekst om, hvor skønt det er at slå øjnene op til en ny dag, og hvor rædselsfuldt hver enkelt dag udvikler sig på grund af al den kontrol og nedkuling, der sætter ind. Galskab og sprøjter er eneste udvej:
"Men jeg spekulerer på, hvis der ikke var nogen der var gal/ Så var der nok heller ikke noget galehospital/ Og hvis der ikke var noget galehospital, så var der nok/ heller ikke nogen der var gal/ så det er jo faktisk dig og mig der bestemmer, hvem der er gal"
Omkvædet: "Jeg ved ikke rigtig om jeg falder eller jeg står/Jeg føler som solgte jeg mine sidste blodårer i går."

Improvisationsmusik
Furekåben boede og rejste sammen nogle år. Dansk Folkemindesamling fik fat i dem og udsendte en lp med titlen Prinsesseværelset (1970). Ligesom på den senere og selvudgivne Furekåben (1971) blev hvert enkelt cover hånddekoreret af gruppemedlemmer. Musikken var andet og mere end noget man optrådte med. Den var en del af familiens samværsform. Derfor også de ind imellem timelange kollektive improvisationer, hvor alle kunne få plads til at brede sig musikalsk, hvor alle kunne indfanges og blive en del af samme musikalske fortryllelse.
Gruppen startede i Club 27, en hippie- eller undergrundsklub på linie med Galleri 101 og Secret Service og dermed en af forløberne for det store eksperiment, Christiania, hvor Vinding senere en lang periode slog sig ned.
Efter Furekåben dannede Hans Vinding det noget strammere organiserede Hyldemor, hvis hovedværk blev Glem det hele (1978). Musikerne var ikke længere medkollektivister. Med på det nye hold var bl.a. Steen Claësson (violin) og Jens Breum (trommer).
En glad plade - med eventyr i musikken og de mange kærlighedserklæringer og så alligevel - igen en døds- og galesang som væsenligste tekst. Fortælleren overværer en henrettelse, møder en junkie-selvmorder, vader midt ind i anden verdenskrig, opsøger en psykiater: "Kan De sige mig om jeg er skizofren eller paranoid?" Lægen svarer, at han er helt normal:
"I gangen hænger et spejl/Et udmarvet fjæs/kigger ud og hvisker:/Åh, mand, kan du ikke se/at jeg kan se/lige gennem dig./Åh, mand kan du ikke se/at du er lisså gennemsigtig/som jeg."
Også Hyldemor faldt fra hinanden, blev ind imellem afløst af Hans Vinding Band, ad hoc-foretagender med skiftende besætninger. For det meste optrådte han de sidste år solo med guitar. Meget gerne med en stærkøl eller noget tjald indenfor rækkevidde.
Der kom fortsat nye sange til. De fleste af dem sang han selv, men også andre tog hans ting på repertoiret: bl.a. Jytte Pilloni, Ida Kleman og Lone Kellerman ("Spring ud" og "Fuglen er fløjet").
Vinding hører med sin særlige undergangsbevidste surrealisme hjemme blandt de bedste danske sangskrivere. Forbandet ærgerligt, at dæmonerne igen og igen vandt over selvdisciplinen, og produktionen ikke blev større.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her