Analyse
Læsetid: 5 min.

Spærret inde i Rambouillet

13. februar 1999

Man har ikke hørt meget fra de indespærrede forhandlere om Kosovos fremtid, men der er stadig noget håb om et positivt udfald

Der er nu gået godt en uge med forhandlinger på Rambouillet-slottet nær Paris. Forhandlingerne er foregået for lukkede døre og tilsyneladende uden særlig luksus - et ønske fra den serbisk/jugoslaviske delegation om at få stillet et klaver til rådighed er således blevet nægtet. Dog er det blevet tilladt delegationens eneste kvindelige medlem at få besøg af en frisør.
Der har været de forudsigelige startvanskeligheder, blandt andet i forbindelse med de jugoslaviske myndigheders modvilje mod at give rejsetilladelse til repræsentanter for UÇK, Kosovas Befrielseshær. Men alle parter er trods alt stillet op, omend man savner topfigurer som Jugoslaviens præsident Slobodan Milosevic og UÇK-talsmanden Adem Demaçi. Demaçi har åbent erklæret, at det er meningsløst at forhandle om andet end uafhængighed. Men andre af UÇK-lederne har taget imod opfordringen til at deltage i forhandlingerne.
Den serbisk/jugoslaviske delegation på 13 medlemmer har som leder den serbiske viceministerpræsident professor Ratko Markovic, mens den højest rangerende serber er den jugoslaviske viceministerpræsident Nikola Sainovic. Hele otte af delegationens medlemmer tilhører etniske mindretal i Kosovo, helt ned til den lille ægyptiske minoritet, hvilket skal opfattes som et signal om, at Kosovo-spørgsmålet ikke alene er et anliggende mellem albanere og serbere, og at det er Serbien/Jugoslavien, som tilgodeser minoriteternes interesser i Kosovo.
Men de kritiske røster fra Kosovo-serbisk side er ikke repræsenteret. Således rejste Kosovos serbisk-ortodokse biskop, Artemije, og lederen af den oppositionelle Serbiske Modstandsbevægelse, Momcilo Trajkovic, til Rambouillet for at deltage i den serbiske delegation, eller i det mindste få lov til at holde en pressekonference på slottet. Ingen af delene lykkedes, og de måtte nøjes med, i onsdags, at mødes med pressen på Café Napoléon nær slottet.
Her udtalte de deres mistillid til en delegation, der er håndplukket af Milosevic, og som de mistænker for at ville prisgive serberne i Kosovo.
Efter biskoppens mening repræsenterer den serbisk/jugoslaviske delegation kun familien Milosevic - en hentydning til, at kernen i den serbiske regering er hr. Milosevics parti SPS og fru Milosevics parti JUL. Biskoppen gentog, hvad han tidligere har sagt, at en løsning kun er mulig, hvis Milosevic træder tilbage og Serbien demokratiseres. Der er givetvis mange, der er enige med biskop Artemije, især i udlandet, men det hjalp ham nu ikke til at få foretræde for nogen af de agerende parter.

Derimod opnåede Serbiens præsident, Milan Milutinovic, torsdag et møde med Storbritanniens udenrigsminister Robin Cook. Det var ikke noget særlig behageligt møde. Cook beskyldte nemlig direkte serberne for at være skyld i, at forhandlingerne ikke rokkede sig af stedet, fordi de insisterede på, at de albanske forhandlere skulle skrive under på de 10 princip-punkter, som den udenlandske kontaktgruppe har gjort til det ufravigelige grundlag for forhandlingerne, før de ville mødes med dem. Der er nu kun ét punkt, albanerne stejler over, men det er til gengæld virkelig principielt: At de eksisterende grænser skal respekteres, uden angivelse af nogen tidsbegrænsning.
Albanerne ser dette som en risiko for, at de hermed for evigt fraskriver sig retten til uafhængighed. Og det er serberne givet
enige med dem i. De udenlandske forhandlere har imidlertid formuleret punktet så "konstruktivt vagt", at det skulle give mulighed for indgåelse af kompromiser. Kontaktgruppens strategi er nemlig at få skubbet det værste af alle spørgsmål: Kosovos status på længere sigt, ud i fremtiden. Det vil albanerne i princippet godt gå med til. Men kun for en periode på tre år, derefter vil de have en folkeafstemning om områdets status. At en sådan vil falde ud til fordel for total løsrivelse af Kosovo fra Serbien og Jugoslavien, tvivler hverken albanerne, serberne eller udlandet på. Og hidtil har serberne og udlandet været enige om, at det er en ganske uacceptabel løsning.
Alligevel sagde Cook efter mødet med Milutinovic, at det var tidsspilde af serberne at insistere på albanske underskrifter på principperne. På en pressekonference fredag stillede Milutinovic spørgsmålet, hvad albanerne så overhovedet ville skrive under på.
Milutinovic beskyldte også de tre udenlandske hovedforhandlere, amerikaneren Christopher Hill, russeren Boris Majorskij og østrigeren Wolfgang Petritsch, for at forhindre de forhandlende delegationer i at mødes ansigt til ansigt.
Men hvad der er kommet ud fra de lukkede forhandlinger tyder på, at det er de to delegationer, der ikke vil mødes, før deres krav gensidigt er opfyldt.
Serbernes krav lød på albansk undertegnelse af de 10 punkter, og albanernes krav var serbisk undertegnelse af en våbenstilstand.

Cooks skarpe sprog gav imidlertid allerede torsdag det resultat, at den serbiske delegation ensidigt skrev under på de 10 punkter. Og fredag gav både præsident Milutinovic og den jugoslaviske viceministerpræsident Vuk Draskovic udtryk for, at man ville fred og selvfølgelig ville fortsætte med at forhandle.
Hermed er bolden spillet over på den albanske banehalvdel. Imens fortsætter spændingen i Kosovo. Fredag rapporterede internationale observatører, at en civil bil med to serbiske politifolk i civil var blevet standset af tre UÇK-biler i Vucitrn nordvest for Pristina og bortført. Hermed synes en ny gidselaffære at tage sin begyndelse. Den vil være en yderligere belastning for albanerne i den nuværende forhandlingssituation - medmindre episoden udløser en voldsom modreaktion, som påny vil nedkalde udlandets vrede over serberne.
Denne weekend er afgørende i den forstand, at det er på søndag, landene i kontaktgruppen skal tage stilling til, om det vil lønne sig at give forhandlerne en uge til. Det vil være ejendommeligt, hvis den ikke forlænger fristen. For den part, der er mest følsom over for trusler om luftbombardementer, serberne, har allerede bøjet sig for flere krav fra kontaktgruppen end deres albanske modparter. Ganske vist siger serberne stadig fra over for stationering af udenlandske tropper i Kosovo efter indgåelse af en fredsaftale. Men det er næppe en ultimativ holdning. Man behøver blot at tænke på, at det er under et år siden, at en folkeafstemning i Serbien med 95 procent af de afgivne stemmer talt afviste udenlandsk mægling i Kosovospørgsmålet.

Beograd fastholder stadig sin modstand mod udstationering af fremmede tropper på jugoslavisk territorium. Eller som præsident Milutinovic udtrykte det i fredags, da han blev spurgt, om Beograd ville acceptere en fredsbevarende styrke på op til 30.000 mand fra NATO: "Ja, men kun hvis vi er medlemmer af NATO!"
Men i virkeligheden er en international overvågningsstyrke ikke blot i den albanske civilbefolknings interesse, men også i den serbiskes og de små mindretals. For styrken skal ikke placeres langs fronterne mellem de stridende parter, som i Bosnien, men "spredes ud over området som et tæppe af sne", som en amerikansk officer udtrykte det over for Washington Post for et par dage siden. Styrken vil gøre det muligt for den jugoslaviske hær at trække sig ud af området, bortset fra den symbolsk vigtige patruljering af de ydre grænser, uden at man derfor overlader stillingerne til UÇK, som det skete efter våbenhvilen i oktober sidste år. Derfor vil nøgtern statsinteresse tale for en sådan løsning. Derimod er løsningen indtil videre uacceptabel for den albanske side, fordi den ikke på forhånd sikrer dens ultimative krav om uafhængighed på overskueligt sigt. Det er således i sidste ende suverænitetsspørgsmålet, ikke den faktiske kontrol med området, som kan få forhandlingerne til at strande.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her