Læsetid: 6 min.

Den store mester

5. februar 1999

Fremragende biografi om Herbert von Karajan

Biografi
Herbert von Karajans sidste leveår var kunstnerisk frugtbare som før. Den gamle dirigent overkom fortsat det ufattelige, men tilværelsen var blevet fysisk besværlig, ja rent ud lidelsesfuld. Efter en alvorlig rygoperation, sandsynligvis efterfulgt af et lettere slagtilfælde, dirigerede han resten af sin tid halvt siddende på en slags polstret cykelsaddel monteret på podiets rækværk. Som sædvanlig uden partitur - nu med mere rationeret gestik, tydeligt svækket i forhold til velmagtsårene. Til gengæld forfinet i klarhed og udtryksfylde og i modsætning til tidligere med øjenkontakt til musikerne. Den særlige karajanske stil med lukkede øjne og spændstigt afsæt for hver bevægelse havde i sandhed undergået forandringer.

Blandt ligemænd
I slutningen af 1950erne slog Karajan for alvor igennem på det store marked over for en bredere offentlighed, da han udsendte sin filmindspilning af Strauss' Rosenkavaleren og tryllebandt verdens publikum med sin elegante, næsten overjordiske podieekvilibrisme. Det var som taktstokken svævede frit i luften, og dirigenten var medie for fænomenet, musikken, der ifølge hans egen opfattelse var ét med evigheden. Karajan dirigerede ikke i traditionel forstand med insisterende indsatster og kommanderende downbeat, Karajan formidlede musikkens virkeliggørelse, dens manifest midt i orkestret som den første blandt ligemænd. Koncentrationen, bevægelsens fortætning var Karajans kunst, som næppe nogen der oplevede dette under nogensinde vil glemme.
Det danske publikum fik anledning til at se og høre Karajan og hans berlinerne, Herbie's Big Band som hjembyens musikfolk døbte Philharmonien, da de gæstede København i 1965. Ensemble og dirigent var da på toppen som vel verdens mest tunede og velspillende orkester. Koncerten, der i øvrigt foregik i 100-året for Carl Nielsens fødsel, og som derfor fik en og anden til at spørge, hvorfor Karajan ikke spillede Nielsen, når nu Bernstein samme sommer gav Espansiva med det Kgl. Kapel, præsenterede Karajan i hans centrale repertoire: Brahms og Sibelius - de to 2. symfonier. Uforglemmeligt. En Karajan som i Rosenkavaler-filmen, med en Sibelius som kun Berglund og Barbirolli har tangeret.

Afsked på afsked
År senere oplevede anmelderen den nu gamle og plagede mester i en af hans sidste opførelser af Brahms: Ein Deutsches Requim med Wiener Singverein og Berliner Philharmonikerne, til hvem forholdet nu var nedkølet. Denne februarformiddag i 1987 står ikke desto mindre i et forklarelsens skær. Karajan foretrak koncerter om formiddagen, hvor han selv, musikere og publikum var friske, og hvor folk kom for musikkens skyld og ikke for at se og blive set. Følelserne mellem dirigent og orkester var som antydet ikke mere, hvad de havde været efter bl. a. et bittert opgør om en soloklarinettistbesættelse, men anfægtede på ingen måde musikken. Opførelsen prægedes snarere af den vemod, og smerte, situationen måtte indebære. Et personligt requiem, en afsked - ikke blot med omgivelserne, nok så inderligt med - musikken. Den sidste Rosenkavaler, den sidste Don Giovanni, den sidste Beethovens niende, den sidste Bruckners ottende, det sidste Requiem, Verdi, Mozart, Brahms.
Godt to år senere døde Herbert von Karajan i sit hjem uden for Salzburg, mens arbejdet på den sidste Maskeballet var i fuld gang. Han modtog den morgen uovervindelig træt gæster. Midt i en sætning sank han sammen. En af de betydeligste musikere, måske dén betydeligste, i det tyvende århundrede var borte. Eller borte... Karajan blev stående blandt få andre afdøde. En eksklusiv håndfuld: Toscanini, Klemperer, Walter, Celibidache, Fricsay - ikke at forglemme Furtwängler, som afskyede sin yngre rival. Men først og fremmest Karajan. Ingen indspillede som han, med et repertoire der før alderdomsårene syntes uendeligt. Karajans position i centraleuropæisk musikliv blev enestående: På én gang chef for Berliner Philharmonien, for Philharmoniaorkestret, chef for Wiener Operaen og Philharmonikerne, for la Scala og det franske nationalorkester. Det blev for meget. Karajan fik magtfulde fjender og tabte det meste igen.

Mand og periode
Hvem var så denne Heribert von Karajan, der kom til verden i 1908 som yngste søn i en velhavende og musikalsk Salzburg-lægefamilie, og hvis stærkeste erindring fra barndommens ferie på Brioni var synet af krigsskibet, der sejlede bårerne med ærkehertugen og hans gemalinde hjem fra Sarajevo? Hvilke motiver drev denne ambitiøse og højtbegavede person, og hvorfor forblev hans omdømme trods bedrifterne livet langt så tvetydigt?
Disse og andre spørgsmål har den britiske musikhistoriker og kritiker Richard Osborne sat sig for at besvare og har gjort det i et mammutværk om Karajan. Osborne, der er kendt af musik-freaks for sin anmeldervirksomhed i Gramophone, har i forvejen et solidt kendskab til von Karajan fra flere samtaler med maestroen, udgivet i 1989: Conversations with Karajan. Biografien, som Osborne kalder: Herbert von Karajan - A Life in Music, understreger den østrigske teatermand Otto Schenks karakteristik af Karajan: 'Ikke blot musiker, men en epoke'. Karajans liv og karriere omsluttes så at sige af den gamle verdens undergang i 1918, det østrig-ungarske nationale identitetstab, inflationen i tyverne, den politiske uro, de tysktalende folks tragedie under nazismen, krigen, ødelæggelserne, sammenbruddet, genrejsningen, det tyske økonomiske mirakel, den kolde krig, velfærdsstaten og det nye Tyskland. Alt dette var bagage i Karajans sammensatte væsen, der rummede så mange gåder og selvmodsigelser, at Richard Osbornes 759 tekstsider ikke synes én for mange.

Flertydigheden
Uadvendt var Karajans liv i flere henseender: jetset, hurtige biler, motorcykler, sejlbåde og privatfly. Det gode liv lå ham på sinde, eftersom han havde prøvet det dårlige, og penge som middel til magt optog ham. Han ville have kontrol med tingene og skaffede sig kontrol med meget. Men samtidig var han et sky menneske, genert, beskeden indtil det selvudslettende, mærkværdig ubehændig i afgørende øjeblikke også i pengesager, sårbar, ensom og melankolsk.
På samme tid et påfaldende humoristisk gemyt med befriende selvironi, som oftest opmærksom og venlig over for andre, til andre tider kølig som en fjeldvæg - han var jo oprindelig bjergbo som flere bekendte fremhævede, og bjergboere er ifølge samme kilder mistænksomme over for fremmede. Men trofast var han over for alle loyale mod ham og det fælles mål: musikken. Dén var en besættelse for ham, sagde alle, der stod ham nær. Den mand, der af kritikere beskyldtes for at være en følelseskold taktslagsmaskine, berettes ofte at have haft tårer i øjnene efter særligt vellykkede koncerter og takkede bagefter hver enkelt musiker.

Nazist eller offer
Oven over alt dette rangerer uundgåeligt spørgsmål, der forfulgte Karajan livet igennem: Hvorfor indmeldte han sig som ung generalmusikdirektør i Aachen i nazistpartiet? Var Karajan nazist, og hvorfor afsvor han i modsat fald ikke med større konsekvens?
Richard Osbornes redegørelse er grundig og utvivlsomt udtømmende. Karajan var ikke nazist, men fik partibog, fordi der ikke var andet at gøre, såfremt han ville dirigere og overleve, og det ville han, og såfremt han ikke måtte forlade Tyskland, og det ville han ikke. Herved begik den unge von Karajan efter eget udsagn sit livs største fejlagelse, som i værste fald kunne have kostet ham endnu dyrere. Hitler havde nemlig overværet Karajan dirigere og nærede inderlig afsky for ham. At Karajan havde giftet sig med en såkaldt kvartjødinde gjorde ikke sagen bedre. Repertoirekrav fra de nazistiske myndigheder fulgte han kun nødtvunget, hvilket også blev noteret. Ikke desto mindre stod partimedlemsskabet ved magt, og Karajan måtte efter krigen gennem en pinagtig afnazificeringsproces. Dette forhold klæbede ved Karajan. Hvad han end foretog sig - ikke mindst på baggrund af hans udadtil uomtvisteligt autoritære ledelsesstil - bekræftede alle fordomme om overmenneskeforestillinger osv. Senere afviste Karajan at beskæftige sig officielt med sin fortid, en ufornuftig beslutning, der yderligere slog fordommene fast og ved flere lejligheder udløste demonstrationer mod ham - f. eks. i USA. Karajans musikalske format og formåen overtrumfede dog disse forbehold og overstrålede selvsagt modstandernes krav om tavshed.
Richard Osbornes bog er ikke blot en guldgrube af oplysninger om hovedpersonen, men en musikorienteret centraleuropæisk kulturhistorie. Bogen giver samtidig et fyldigt katalog over Karajans enorme livsværk med glimrende analyser og kyndig kritik. En uundværlig bog om en af dette martrede århundredes betydeligste kunstnere.

*Richard Osborne: Herbert von Karajan. A Life in Music. 851 s. ill. indb. 520 kr. Chatto & Windus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her