Læsetid: 11 min.

Store problemer - små projekter

15. februar 1999

Jeg tror, at Danmark har råd til mere - specielt i betragtning af, at vi har modtaget afviste asylansøgere, siger Somalilands planlægningsminister

This stone was laid by his excellency the governor Sir Gerald Reece K.C.M.G. C.B.E. on the 15th August 1952."
Inskriptionen på ruinens grundsten er en meddelelse fra en anden tid. State House, den britiske guvernørs gæstebolig fra dengang Somaliland var britisk protektorat i tiden før 1960, mangler sit tag. I de små rum til højre og venstre for hovedindgangen bor tre geder og et æsel. Og på golfbanen - som der ikke længere er synlige spor af - har hjemvendte flygtninge fra de store lejre i Etiopien illegalt bygget hytter.
Somalias diktator fra 1969 til 1991, Mohamed Siad Barre, brugte State House ved Hargeisa til det, briterne havde bygget huset til - officiel gæstebolig - men i dag er det svært at forestille sig et statsbesøg i ruinen.
Den forhenværende park er domineret af gamle pulvermælksdåser og de allestedsnærværende blå plasticposer, der hænger fast i tornebuskene og de lave træer, som var de deres frugter.
Xawa Awale er 32 år gammel. Hun har boet ved State House siden 1991. Hendes mand er arbejdsløs. De har fem børn. Lejligheden i Hargeisa mistede de under borgerkrigen:
"Ingen ved, at vi er her. Det interesserer ikke nogen," siger Xawa Awale og viser gerne familiens hytte frem.

Der sker ikke noget
Hendes naboer stimler sammen om Xawa Awale, da fotografen og journalisten fra Danmark kommer på besøg:
"Der var nogle kvinder fra FN og kigge på stedet. Men der sker ikke noget. Vi får ingenting fra hjælpeorganisationerne," siger en af nabokonerne.
Ministrene i præsident Mohamed Ibrahim Egals regering har ofte udtalt sig i strid med hinanden. Men når det gælder den internationale - herunder den danske - hjælp til Somaliland, er de rørende enige:
"Danmark giver os ikke en eneste dime," siger udenrigsminister Mohamud Salah Nur.
"Som alle andre lande giver Danmark hjælp gennem organisationer som UNHCR, EU, og hvad ved jeg."
- Men Dansk Flygtningehjælp...
"Hvad er Dansk Flygtningehjælp?" vrænger udenrigsministeren ad spørgsmålet.
"De gennemfører projekter til 5.000, 6.000 eller 10.000 dollar. Hvad er 10.000 dollar for en nation med tre millioner mennesker? Giver det nogen mening? Hvad vi har, er en charmerende dame fra Dansk Flygtningehjælp. Hun assisteres af en ung kvinde, som også er meget aktiv. De tager deres job meget alvorligt, når de bygger latriner eller støtter forskellige mindre projekter. De gør et førsteklasses arbejde, men deres projekter ligger på mikroniveau. Vores problemer befinder sig på makroniveau," fastslår udenrigsministeren.

Meget små projekter
Hans kollega Abdilahi Hussein Iman, Somalilands minister for genbosættelse, rehabilitering og genopbygning, er helt enig:
"Dansk Flygtningehjælp er som de andre internationale NGO'er - de driver nogle små projekter, nogle meget små projekter."
Abdillahi Hussein Iman anser det ligesom udenrigsministeren for et hovedproblem, at det internationale samfund ikke giver penge direkte til somalilandske regeringsinstitutioner.
Planlægningsminister Mohamed Saeed Mohamed - kaldet Gees - mener dog, at en kanalisering af hjælpen gennem en dansk NGO (Non-Governmental Organisation) er én af mulighederne - og langt at foretrække frem for finansiering af EU- eller FN-projekter:
"Når pengene går gennem EU eller FN, ved vi ikke, hvor de kommer fra. For de danske skatteydere havde det været bedre, hvis pengene blev kanaliseret gennem enten danske organisationer eller Somalilands regering. Så ville vi kunne se, at pengene kommer fra Danmark," siger planlægningsministeren. Han er ikke tilfreds med omfanget af den danske hjælp:
"Dette land har været fuldstændig ødelagt. Vi har brug for alting, og man kan ikke sige, at vi er tilfredse. Danmark er et af verdens rigeste lande. Jeg tror, at Danmark har råd til mere - specielt i betragtning af, at vi har modtaget afviste asylansøgere fra Danmark."
Med sin henvisning til de - i alt syv - afviste asylansøgere, som det det seneste halvandet år er lykkedes Danmark at tvinge tilbage til Somaliland, er planlægningsminister Mohamed Saeed Mohamed fremme ved anledningen til, at Danmark overhovedet støtter projekter i den ikke-anerkendte republik Somaliland.

Nyrups løfte
Bare to uger efter, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen under en TV 2-duel med Venstres leder Uffe Ellemann-Jensen den 11. juni 1997 havde lovet, at Danmark nok skulle slippe af med "somaliere, som ikke har et lovligt ophold her i landet", blev en delegation bestående af embedsmænd fra Udenrigsministeriet, Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen sendt til Hargeisa for at lave en aftale.
På vej til Somaliland gjorde delegationen holdt i den østafrikanske bistandsmetropol Nairobi, hvor delegationens leder, kontorchef Ole Moesby, Udenrigsministeriet, kontaktede forskellige hjælpeorganisationer for at få ideer til, hvad nogle millioner danske kroner kunne udrette af godt i Somaliland. Problemstillingen var klar nok for de danske embedsmænd. I et frisk, udenrigsministerielt notat - dateret den 18. juni 1997 - stod sort på hvidt, at et forslag om en aftale om tilbagesendelse af asylansøgere kun vil blive accepteret af Somaliland, "såfremt der samtidig ydes dansk bistand til genopbygning af området".
Forsynet med gode ideer fra Nairobi rejste Ole Moesby videre til Hargeisa, hvor han den 6. juli 1997 - sjovt nok samme dag, som Udlændingestyrelsen og Somalilands Ministerium for Genbosættelse, Rehabilitering og Genopbygning indgik aftalen om hjemsendelse af asylansøgere - underskrev et statement. Deri erklærede han, at "den danske regering (DANIDA) har besluttet nøje at overveje at øge hjælpen til Somaliland-området med det formål at hjælpe folk med at forbedre deres levevilkår". Ifølge Ole Moesbys statement skulle den danske hjælp især rette sig mod Burao-området øst for Hargeisa og mod "de mest sårbare lag i befolkningen, herunder internt fordrevne, returnerede og kvinder. Særligt fokus vil der være på demobiliserede soldater." Minerydning, vandforsyning, indkomst- og jobskabelse samt reintegration af flygtninge og asylansøgere var blandt de gode sager, Ole Moesby stillede Somalilands regering i udsigt.
"Der er ikke sket noget af alt dette. Zero," siger Somalilands udenrigsminister Mohamud Salah Nur kategorisk, når man i dag læser højt for ham af Ole Moesbys statement.
Et flertal uden om regeringen i Folketingets Finansudvalg forhindrede i første omgang Danmark i at leve op til kontorchefens løfter, da aktstykke nr. 332 den 11. september 1997 blev forkastet efter mere end en måneds politisk mudderkastning om sammenhængen mellem genopbygningsbistanden og aftalen om tilbagesendelse af asylansøgere.
Men den 18. februar 1998 blev aktstykke nr. 143 - med stort set de samme projekter - stille og roligt vedtaget uden antydningen af avispolemik. Venstre og konservative nøjedes med at undlade at stemme. Kun Fremskridtspartiet stemte imod i Finansudvalget.

Ikke et ord om Somaliland
I aktstykke nr. 143 nævnes navnet Somaliland naturligvis ikke. Det officielle Danmark opererer stadig med forestillingen om det de facto opløste "Somalia". Det område, hvor præsident Mohamed Ibrahim Egal hævder sin suverænitet, betegnes således i aktstykket som "Nordvestsomalia". Aktstykke nr. 143 vedrører hjælp til hele Somalia, og ministrene i Hargeisa har fuldkommen ret i at en stor del af de op til 60 millioner kroner - fordelt over finansårene 1998, 1999 og 2000 - kanaliseres via FN (UNICEF, UNDP, UNHCR) og EU.
Aktstykket forbliver imidlertid tro mod det politiske mål, som Udenrigsministeriets embedsmænd satte sig i notatet af 18. juni 1997, da det gjaldt om at få Hargeisa-regeringen til at samarbejde om tilbagesendelsen af asylansøgere. Som der stod i notatet: "Det vil formentlig også være muligt i højere grad end hidtil at rette denne støtte mod indsatser i det nordlige Somalia og mod repatriering og reintegration at tilbagevendte flygtninge." En stor del af de 60 millioner kroner kanaliseres til Somaliland og til Nordøstsomalia, hvor der også blev lavet en dansk tilbagesendelsesaftale i juli 1997.
Dansk Flygtningehjælp, hvis daværende generalsekretær, Arne Piel Christensen, meget hurtigt og aktivt bakkede op om den danske aftale med Somaliland i sommeren 1997, blev udset til at være den altoverskyggende NGO-entreprenør for den danske indsats i Somaliland.
Allerede i september 1997 kom Flygtningehjælpen i gang med et pilotprojekt - finansieret af Udenrigsministeriets humanitære bevilling uden om det besværlige Finansudvalg - og med aktstykke nr. 143 bevilgedes i februar 1998 otte millioner kroner over en toårig periode til "rehabilitering af basal fysisk infrastruktur (skoler, sundhedsklinikker, vandforsyning og biveje), indkomstskabende aktiviteter og opbygning af kapacitet hos lokale NGO'er, myndigheder og borgergrupper i relation til reintegration af flygtninge".
Helga Griffin - tidligere leder af Dansk Flygtningehjælps regionale integrationsafdeling i Århus - er den "charmerende dame", udenrigsminister Mohamud Salah Nur taler om. I dag er hun chef på Dansk Flygtningehjælps compound i Hargeisa og kan forelægge en liste med 21 afsluttede og syv igangværende projekter.
Hvad genopbygningsminister Abdillahi Hussein Iman kalder "meget små projekter" er alt lige fra 900 dollar (6.000 kroner) til et delprojekt i forbindelse med etableringen af latriner i Hargeisas flygtningelejrlignende nye bydel Sheikh Nur til rensningen af 17 damme, der kan forsyne dyr og mennesker med drikkevand til en pris af 59.675 dollar (400.000 kroner).
På Dansk Flygtningehjælps liste over fuldførte eller igangværende projekter står sundhedscentre, vandforsyning, skoler, renovation og en indkomstskabende aktivitet for kvinder, der sælger og distribuerer mælk fra køer og dromedarer.

Vandtætte skodder
Der har været talt meget om sammenkædningen af hjælpen og aftalen om tilbagesendelse af afviste asylansøgere fra Danmark. Men er der ét sted, hvor disse to ting ikke hænger sammen, er det hos Dansk Flygtningehjælp i Hargeisa. Helga Griffin har været konsekvent afvisende, når nogle af de syv afviste asylansøgere, der er tvangsmæssigt udsendt fra Danmark, har henvendt sig i forhåbning om, at Dansk Flygtningehjælp kunne hjælpe dem:
"Der er nødt til at være vandtætte skodder mellem tilagesendelsen af asylansøgere og vores indsats i Somaliland," siger hun.
De syv afviste fra Danmark har da heller ikke spor mere brug for hjælp end de hjemvendte flygtninge fra Etiopien, der i løbet af 1998 flere gange i store transporter med 10.000 mennesker ad gangen er blevet repatrieret til Hargeisa-området.
Dansk Flygtningehjælp er ikke den eneste danske NGO i Hargeisa. Når somalilænderne hører Danmarks navn, falder forkortelsen EUFIN dem lige så hurtigt ind som navnet på Dansk Flygtningehjælp. EUFIN står for Erhvervsuddannelser for Flygtninge og Indvandrere i Nordjylland.
Man behøver bare at have været sammen med en repræsentant for en af de to danske NGO'er i fem minutter, før man har forstået, at der ikke er basis for en lokal, dansk hyggeklub i Hargeisa.
Da landets kritiske, engelsksprogede ugeavis The Republican 23. januar kom til at skrive, at Dansk Flygtningehjælp havde været på besigtigelse i det østlige Somaliland sammen med FN's Højkommissariat for Flygtninge og generaldirektøren i genopbygningsministeriet, gik Helga Griffin prompte i aktion og fik optaget en indrammet correction i næste nummer af avisen. Der var aldeles ikke tale om Dansk Flygtningehjælp, men om EUFIN.

De har intet udrettet
Da talen falder på EUFIN, benytter Helga Griffin lejligheden til over for Information at påpege, at EUFIN - der åbnede kontor i Hargeisa i marts 1998 - intet som helst har udrettet i Somaliland.
Bag EUFIN's høje havemur - lignende mure omkranser Flygtningehjælpens og alle andre bygninger af en vis værdi i Hargeisa - mener projektkoordinator Benny Werge, at EUFIN's problem har været, at "vi fik det startet lidt for tidligt" - altså før bevillingen, som hovedsageligt kommer fra EU, var gået igennem.
Men nu har EU bevilget en million ECU til et projekt, der skal forberede op mod 80 somaliere med dansk eller svensk opholdstilladelse eller statsborgerskab på at vende tilbage til Somaliland - forsynet med nye kvalifikationer, der sætter dem i stand til at skaffe sig et levebrød.
Foreløbig virker det dog, som om EUFIN har svært ved at rekruttere de 80 somaliere:
"Vi har en liste med 8-10 stykker, som har skrevet under på, at de vil indgå i et forløb. I princippet er vi klar til at modtage de første i næste måned," siger Benny Werge og viser et ark med en oversigt over projektets budget, der rummer mulighed for i op til et år at give 3.000 kroner om måneden i løntilskud eller iværksætterydelse til somaliere, der vender hjem fra Europa til Somaliland.
Vis ikke dette til somaliere, står der med blå kuglepen på oversigten over EUFIN-projektets økonomi.
Benny Werge medgiver, at 3.000 kroner om måneden er lavt - set med en dansk bosat somaliers øjne. Samtidig erkender han, at EUFIN har vanskeligt ved at overbevise myndighederne i Somaliland om det nyttige i at bruge projektpenge på at integrere hjemvendte flygtninge med korte uddannelser - en chauffør eller en metalarbejder - når behovet for, at de højtuddannede eksilsomaliere vender hjem, er så påtrængende.
En del af forklaringen på det dårlige forhold mellem de to danske NGO'er skal måske søges i personkredsen bag EUFIN. Organisationen er startet af det radikale folketingsmedlem Henrik Svane og andre udbrydere fra Dansk Flygtningehjælp.
Henrik Svane er tidligere leder af Flygtningehjælpens integrationsafdeling i Nordjylland. Han ragede uklar med organisationens ledelse, ansættelsesforholdet blev bragt til ophør, og da han i 1997 kom i Folketinget som stedfortræder for økonomiminister Marianne Jelved, havnede han pludselig i en nøglerolle i tilblivelsen af regeringens udlændingepakke. Henrik Svane blev en af arkitekterne bag den model for flygtningeintegration, der fratog Dansk Flygtningehjælp organisationens helt centrale rolle og tvang den til at afskedige hovedparten af sine medarbejdere. Også offentligt har Henrik Svane kritiseret sin tidligere arbejdsgiver - blandt andet for ikke at lægge tilstrækkeligt med vægt på at sende flygtninge tilbage til deres hjemlande, når forholdene der er blevet fredelige.
I Hargeisa fortsætter kampen mellem Henrik Svane og Flygtningehjælpen på andre våben.
Projektkoordinator Benny Werge fortæller, at målet er at udvikle EUFIN til en international udviklingsorganisation med Somalia som speciale. Men foreløbig har konkurrenterne i Flygtningehjælpen mere konkrete resultater at fremvise.

Fakta - Fred og fattigdom i Somaliland

Somaliland er i dag et fredeligt hjørne af det Somalia, der gik i opløsning i 1991.
Derfor begyndte Danmark at sende afviste asylansøgere tilbage til den ikke-anerkendte republik på Afrikas Horn, efter at Udlændingestyrelsen i juli 1997 havde indgået en aftale om proceduren med Somalilands myndigheder.
Men hverken asylansøgerne fra Danmark eller de titusindvis af flygtninge, som FN har sendt retur fra de store lejre i Etiopien, har andet at vende hjem til end arbejdsløshed og social nød.
Samtidig med indgåelsen af aftalen om tilbagesendelse af asylansøgere stillede Danmark skriftligt finansieringen af nogle genopbygningsprojekter i udsigt.
I Informations serie om de somalilandske dilemmaer kigger vi i dag nærmere på, hvordan det går med at hjælpe området, der ikke må kaldes et land, på fode igen.
Tidligere reportager er bragt i Information den 6., 9., 10., 11. og 13.-14. februar. Serien er hermed slut.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her