Læsetid: 11 min.

Tal - så skal jeg sige dig hvem du er

5. februar 1999

Vi taler stadig helt forskelligt alt efter, om vi lever i en middelklasse- eller arbejderklassepræget familie, viser en ny undersøgelse af sociologen Torben Berg Sørensen -
I arbejdermiljøet tænder den ene fortælling den anden - man lever livet sjovere, men også farligere

Den danske befolkning er stadig ikke mere middelklasse-udjævnet, end at man alene på sprogstilen kan aflytte klassetilhørsforholdet.
Båndoptagelser af samværet omkring middagsbordet i 18 familier, heriblandt også tyrkiske og tamilske, viser en slående forskel på den måde, danskere i middelklasse- og arbejderklasseprægede familier snakker sammen på. Det er sociologen Torben Berg Sørensen, lektor ved Den Sociale Højskole i Århus, der har sat båndoptageren til og analyseret materialet.
Båndene viser, at man i de arbejderklasseprægede familier har det betydelig mere muntert end i de noble middelklassefamilier. Tonen i arbejdermiljøet er mere drillende - atmosfæren mere fandenivoldsk. Og så fortælles der mange flere historier. Ofte med levende replikker - en sprogstil især enlige mødre mestrer.
Som Torben Berg Sørensen siger på baggrund af undersøgelsen Familier i Danmark:
"I f.eks. klientfamilier med arbejderklassetræk bygger man et univers op, hvor man underholder hinanden med dramatiske fortællinger. Man spøger og driller og udfordrer hinanden. Bevæger sig på en knivsæg, hvor man hele tiden leger med grænsen."
"Går det her nu godt eller skidt," tænker man som observatør. De har det sjovere, men med de belastninger, der ligger i muligheden af, at ordspillet kammer over i en konflikt. Den voldelige konflikt er altså også mere nærliggende end i de middelklasseprægede familier," siger Torben Berg Sørensen.
En analyse af sprogstilen i familien Danmark indgår som et element i Århus-forskerens ny undersøgelse, hvis overordnede mål er at bidrage til forskningen af begrebet social arv. Torben Berg Sørensen sætter i sin undersøgelse fokus på dynamikken i familien og spørger, om der i familielivet eksisterer mekanikker, der er med til at forme det enkelte familiemedlems evne til at klare sig selv i forhold til samfundet og dets autoriteter, eksempelvis socialkontoret og daginstitutionen. Med andre ord: Hvad betyder det at vokse op i en familie, der modtager bistandshjælp eller anden form for kontanthjælp?
Hvad undersøgelsen bl.a. viser er, at det danske socialkontor ville fungere bedre for de middelklassefamilier, der ikke behøver komme der. Sprogtonen er nemlig middelklassens - altså hverken den danske modtagerfamilies eller for den sags skyld den tamilske eller tyrkiskes.
For begge de sidste gruppers vedkommende går det skævt, når de skal samarbejde med det offentlige: De usædvanligt venlige tamiler nærmest adopteres af godhjertede socialrådgivere, der på den måde fastholder tamilerne i klientrollen. Mens tyrkere har tendens til at mistolke sagsbehandlerens venlighed og derfor overordner sig ud fra et hierarkisk begrebssystem, der identificerer venlighed med under-position. Resultatet er en tone, danske socialrådgivere ikke trives med.

Om at mestre risikoen
Det kom helt bag på Torben Berg Sørensen, at materialet i den grad kaldte på en sproglig tolkning. Men de store forskelle, der i øvrigt bekræfter beskrivelser af kulturelle koder i middel- og arbejderklassen tilbage til 30'erne, var "ikke til at komme uden om."
Torben Berg Sørensen: "Man kan sige, at arbejderklassen med sin spændingsophobende, spændingsopsøgende samtalestil matcher nogle machoagtige billeder af nogle stærke karle, der ikke behøver et rækværk for at kunne balancere på et stillads. Den arbejderklasseprægede samtale går på den udfordring, der ligger i at mestre risikoen. Mens den mestring, der præger middelklassefamilien er mestringen af dagligdagen."
Århus-forskeren siger, at netop den krænkelse, middelklassefamilie-voksne gør alt for at undgå, præger en del af samtalen i den arbejderklasseprægede familie. Som i følgende eksempel, hvor mormor (mm) er på besøg hos sin (enlige) datter (m) og driller hende:
mm: "Nå det var alt, hvad du kunne unde mig (af kaffe, har netop fået skænket en halv kop af datteren.)"
m: "Ja!"
mm: "Nå."
m: "Jamen har du ikke mere kaffe derhjemme?"
mm: "Jo, da."
m: "Nå!"
mm: "Men har du ikke mere?"
m: Jo, men jeg skal ud at lave noget. Altså mor, ved du hvad, der er 12 kopper i den der."
mm: "Nåehhhh, ja, ja, men jeg troede, den var fuld, og at du var begyndt at skænke halve kopper, ikke. Du har dine særheder, ikke."
m: "Ja, ja, det er fint, er det."
mandlig ven: "Ja, jeg gad vide, hvor hun har dem fra? hahahaha."

Vil altid undgå konflikt
I middelklasse-familier bliver bare en antydning af et konfliktskabende udsagn betragtet som potentielt konfliktskabende.
Torben Berg Sørensen: "Man vil gå vidt for ikke at krænke den andens anseelse og for at give indtryk af et ligeværdigt forhold."
Det gælder både i forhold til børnene og de voksne imellem. Følgende eksempel er fra en familie, der ikke modtager offentlig hjælp. Både moderen og faderen er så ivrige i deres bestræbelser på at forsikre den anden om deres gode hensigter, at de knap nok hører, hvad den anden siger.
Faderen (f) lukker en dør, hvilket moderen (m) opfatter som en bebrejdelse, der tilskynder hende til straks at forklare sig. Faderen i døråbningen ud til køkkenet:
f: "Jeg lukker lige døren, så der ikke kommer til at lugte af frikadeller i hele huset."
m: "Jamen, det er fordi, at, prøv lige at høre, det er fordi at den der båndoptager kører, så vil jeg ikke sætte emhætten til."
f: "Nå, nej."
"Det er helt i orden, det er bare fordi, så gør jeg døren lidt lukket."
m: "Ja, men jeg kan lukke vinduet lidt op."
Torben Berg Sørensen fortæller, at samværet i middelklassefamilierne mangler den dimension af nydelse og glæde, som især er tydelig i de enlige indkomstmodtageres familier, men også de samlevende indkomstmodtagerfamilier. Klientfamilier har det med at udveksle oplevelser, holdninger, værdier og moral i form af konkrete fortællinger, mens der hviler en atmosfære af hverdag over middelklassefamilien. Den kommunikerer f.eks. ikke i eksempler og fortællinger. Den middelklasseprægede families samtale er praktisk og handler i høj grad om planlægning af hverdagen. F.eks. at børnene de kommende dage skal hentes af morfar og mormor og derfor ikke må gå med andre børn hjem.

Sex, druk og vold
- Er den spændingsophobende stil i indkomstmodtagerfamilierne udtryk for, at de savner spænding i tilværelsen, mens de hårdt arbejdende middelklassefamilier har rigeligt at gøre med at få hverdagen til at hænge sammen?
Torben Berg Sørensen: "Dramatiseringen har da utvivlsomt en kompensatorisk funktion for klient-familien, for middelstandsfamilien oplever utvivlsomt selv, at den lever en dramatisk tilværelse. Man er måske med til at træffe store økonomiske beslutninger, man underviser måske et hav af mennesker osv. Men de kendsgerninger er ikke ensbetydende med, at man på det menneskelige plan lever et spændende liv."
I klientfamilierne snakker man til gengæld, så selv forskerens ører bliver røde, ligefremt om bl.a. druk, vold og sex.
"For de enlige indkomstmodtagende kvinders vedkommende kan man tale om en helt særlig fortællekultur," siger Torben Berg Sørensen.
Den er præget af mange direkte citater og bevæger sig omkring almene principper: Hvad er rigtigt og forkert, virkeligt og uvirkeligt, godt og skidt. De taler omkring en konkret historie i modsætning til middelklassefamilierne, der udveksler informationer og holdninger i en mere abstrakt, intellektuel form.
"Familier i Danmark" rummer f.eks. en sekvens, hvor en mor og hendes veninde snakker med udgangspunkt i en fælles veninde, der gennem lang tid har været udsat for vold af sin kæreste. Fortællingerne former sig som en ubrudt kæde af historieudvekslinger. De fortæller om alt muligt - fester, mænd, de har været i seng med, utroskab, forhold til gifte mænd, problemer med samkvemsordninger og delebørn, kriminalitet og voldelige mænd. De to kvinder er normalt sammen flere timer om dagen og fylder tydeligvis deres dagligdag med oplevelser gennem fortællinger.

Smid ham ud
m: "Jeg fatter ikke, at hun ikke smider ham ud. For han er jo ikke fem potter pis værd. Det er han ikke."
Veninden (vk): "Og de har jo ikke noget med hinanden at gøre."
m: "Nej!"
vk: "Hun vil jo ikke have noget med ham at gøre, hæhæ. Men jeg tror simpelthen, det er en tryghedsfornemmelse. Jeg tror, hun er bange for at blive alene."
Herefter fortæller den ene kvinde om en parallel oplevelse: "Det kender jeg godt. Det var jeg også, da jeg i sin tid, da Kent var her et år...."
Udervejs udvikler samtalen sig også til et eventyr:
m: "Jamen, så er der jo ikke andet for, end at en dag, hvor han tager hen til (utydeligt), så pakker hun hans lort og stiller det udenfor og ringer til en låsesmed og får skiftet nøglen ud. Færdigt arbejde."
Straks fortæller veninden om en ny episode.
Mange af historierne i klientfamilierne fortælles udelukkende til fornøjelse og for at ryste selskabet sammen. Man har tid nok, som forskeren bemærker.
Børn og gæster får mest udpræget lov at dominere kommunikationen hos de enlige forsørgere og i de tamilske familier. Der er i det hele taget flere fælles træk mellem de to grupper, bl.a. at man taler om noget - tamilerne er eksempelvis den gruppe i materialet, der taler mest om politik og samfund. De enlige og tamilerne konverserer og fortæller generelt mest. De er dem, der nyder samværet mest.

Fastholdes i hjælpeløshed
Tamilerne skildres som en gruppe usædvanlig venlige mennesker, der suger omsorg til sig, men hvis kultur fastholder dem i en rolle som hjælpeløse. Deres venlighed betyder imidlertid, at de ifølge Torben Berg Sørensen lettere end tyrkerne ville kunne sluses ud på det danske arbejdsmarked.
Torben Berg Sørensen: "Jeg forstår godt sagsbehandlernes omsorg for tamilerne, for de er virkelig søde. Deres venlighed er bl.a. betinget af den kulturelle prægning, at man ikke skiller sig ud - i så fald kan man blive ramt af kræfter. De kræfter er yderst nærværende i form af bl.a. spøgelser. Den venlighed, der er kodet ind som grundlæggende god tamilsk opførsel, kan på os virke nærmest infantil - dette ikke på nogen måde at ville hævde et selvstændigt standpunkt af skræk for at virke hovmodig.
Et eksempel i bogen handler om et tamilsk ægte par, hvis barn er sygt. Faderen skal til læge med barnet og drøfter med moderen, hvad han skal sige. Parret udviser stor usikkerhed i den uundgåelige konfrontation med det offentlige system.
f: "Hvad skal jeg spørge lægen om i morgen?"
m: "Du skal ikke spørge lægen om noget. Han kigger selv."
f: "Skal hun have en indsprøjtning?"
m: "Jeg ved ikke om en indsprøjtning eller en sukkerknald. Når barnet er blevet 2 år - til små giver de indsprøjtninger i sukkerterninger..."
f: "Skal jeg også snakke om hosten?"
m: "Han kigger selv."
Moderen afgør sagen, og da hun mener, at det mest korrekte og høflige er, at faderen ikke fortæller lægen, hvad barnet fejler, bliver det sådan.
Tamilernes underdanighed i forhold til autoriteterne, som de gerne vil behage, står i skærende kontrast til deres kosmopolitiske træk i den forstand, at de har slægt og venner spredt over hele verden. Familierne kommunikerer flittigt med hinanden. Båndoptagelserne viser således, hvordan de via breve følger med i selv mere fjerne slægtninges liv.
Tamilernes venlighed synes ikke altid at dække over en reel imødekommenhed overfor danskerne. Da båndoptageren kører i en tamilsk familie, sker der et bil-sammenstød udenfor. Moderen (m) forfærdes, mens faderen bemærker, at det kun var danskernes biler, det gik ud over.
"Men de er trods alt også mennesker. Det er ligegyldigt, hvem det er, det er jo mennesker," siger moderen.
Hvortil faderen svarer: "De har jo ikke problemer."
Torben Berg Sørensen: "Tamilerne ejer en statusbevidsthed, som de ikke gør så meget væsen ud af, men som kunne være en drivkraft i forhold til at gå op imod tendensen til at klientgøre dem. De udveksler videoer over hele verden, som viser deres materielle herligheder. Positionen som bistandsmodtager opfylder ikke deres ambitioner, hvilket er en tilskyndelse til lønarbejde. I dag valfarter de fra kursus til kursus. Jeg mener, man har gjort tamilerne en bjørnetjeneste ved at putte dem i kuvøse. De skal i langt højere grad motiveres til at søge ud på arbejdsmarkedet."
De tyrkiske familier viser sig at rende ind i mange problemer på de danske arbejdspladser som følge af deres hårde sprogtone. Hverken danske sagsbehandlere eller arbejdskammerater vil finde sig i at blive kommanderet med.

Vil gerne befries
Torben Berg Sørensens undersøgelse rummer mange eksempler på, at klient-familierne selv ønsker at bryde afhængighedsmønsteret. Og også rummer ressourcer, der burde sætte dem i stand til det.
"Det er sejt at klare sig selv," som en 33-årig kvinde svarer på spørgsmålet om, hvorfor hun drømmer om at blive selvforsørgende.
"Det er sgu fedt at kunne," siger hun. ..."det giver sgu da en tilfredsstillelse, ik'os?
En mor ønsker tydeligvis, at det skal lykkes hendes søn at bryde klient-mønsteret og opfordrer ham til at blive spejder, så han kan lære om pligter og arbejdsomhed. Fodbold forsøger hun at tale ham fra, da fodbold for hende symboliserer fritid, fornøjelse og svag karakter. Og hendes søn - han skal lære noget.
Torben Berg Sørensen: "Angsten for deklassering er et træk, der har hængt ved den ufaglærte del af arbejderklassen i generationer. Men det kan også være en motivation. Mange har en drøm om at slippe ud af den situation,at respekten om deres person drages i tvivl."
Undersøgelsen dementerer således også, at de familier, der har arbejde, også er dem, der er mest optaget af arbejdsmarkedsrelaterede emner.
Bogen Familieler i Danmark afspejler i vid udstrækning en ambivalens til det at være uden arbejde. Således også hos faderen i en såkaldt moderne klientfamilie - en familie, der har prioriteret andre værdier end de traditionelle. Afgørende er ikke bare at gøre sin pligt og sikre respektabilteten, men at realisere sig selv og skabe gode rammer for sig selv og børnene.
Mens konen forekom forskeren harmonisk i det valg, var manden mere ambivalent. Han var tydeligvis ambivalent - kunne ikke altid vriste følelsen af mangelfuldhed af sig.
Han siger: "Så bearbejder jeg det... Samtidig med at jeg kan ha' det sådan ik', at så har jeg det også sådan, jamen, der er da enormt mange arbejdsledige ik'os? Og ha - vi kan jo ikke have arbejde allesammen, vel. Mmm. Lidt i den der stil med, at hvis det er sundt at arbejde så - ha, ha - giv det til de syge..." siger han for lidt senere selv at kalde den holdning "plat".
"Jeg kan ikke rigtig komme overens med mig selv om, hvordan det skal hænge sammen," må han erkende.
Torben Berg Sørensens undersøgelse konkluderer, at social arv ikke er et entydigt begreb, men en realitet for alle familier uanset klassetilhørsforhold. Samt at langvarig arbejdsløshed påvirker en familie negativt både med hensyn til evnen til at bryde mønsteret og med hensyn til social sårbarhed.
"Derfor gør politikerne det rigtige, når de satser på aktivering og derved forsøger at bryde den objektive baggrund for arbejdsløsheden," mener sociologen.
- Skal arbejderklassen helst suges helt op i middelklassen for at klare sig godt?
"I et vist omfang er det jo det, der er ved at ske. Hvis du f.eks. vil spille hård banan som skraldemand, ryger du jo lynhurtigt ind i miljøproblemer. Jobfunktionerne bliver stadig mere middelklasseagtige. Man fjerner simpelthen risikoen. Den risiko, der var forbundet med både det machoagtige og det spændende."
Fra midten af 90'erne har omkring en million voksne danskere modtaget en eller anden form for indkomsterstatning.
Torben Berg Sørensens undersøgelse er gennemført med støtte fra bl.a. Statens samfundsvidenskabelige Forskningsråd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her