Læsetid: 3 min.

Tango Jalousie

5. februar 1999

I 'Tango' transformeres lummer mandlig midtlivskrise til overdådige danseoptrin

NY FILM
Mario Suárez er argentinsk filminstruktør. Han er netop blevet 40, hans kone har forladt ham, og han har brækket benet, så der er ingen ende på selvmedlidenheden. Men han beslutter at sublimere sin smerte til kunst, til en film om lidenskabelighedens dans over dem alle: tangoen. Ex-konen, Laura, der er danser, skal medvirke, og det samme skal hendes elsker, hvilket får Mario til at stege i jalousiens fedt. Men af en mafioso-lignende pengemand får han besked på at lade den purunge Elena prøvedanse.
Pengemanden har visse amourøse aktier i hende, og da hendes unge smækre krop også gør et vist indtryk på Mario, bliver hun snart promoveret til stjerne - foran kameraerne såvel som på instruktørens lagner. Nu er det så ex-konens såvel som mafiosoens tur til at lide alle jalousiens kvaler. Og alle disse spændinger omsættes af Mario til højdramatiske udladninger på det dansegulv, som skal blive den centrale scene for hans film.

Carmen i Buenos Aires
Den spanske instruktør Carlos Saura, der også står bag bl.a. Carmen, Blodbryllup og Flamenco, er formentlig den største nulevende instruktør af dansefilm. Og vi fornemmer, at Tango måske har stået hans hjerte særligt nær.
Skønt Saura, der i dag er 67, må formodes for længst at have lagt panikalderen bag sig, virker Tango i udpræget grad selvbiografisk.
Ikke blot er navneligheden mellem den faktiske og den fiktive instruktør slående, filmens indledning lægger også op til, at vi skal forstå den film, vi ser, som den fiktive instruktørs realiserede projekt. Men samtidig bærer filmen også et umiskendeligt Saura-præg og kan på mange måder ses som en argentinsk remake af Carmen.
Begge er en slags moderne backstage musicals bygget op over traditionel dans - hhv. flamenco og tango - og begge fortæller om instruktørens fatale betagelse af en helt ung danserinde.
Der er dog også væsentlige forskelle på de to film, som bl.a. har at gøre med flamencoens og tangoens forskellige karakter. Hvor flamencoen i vidt omfang danses mellem to adskilte og i en vis udstrækning ligeværdige partnere, smelter mand og kvinde sammen til én krop med fire ben i tangoens på én gang nostalgisk vemodige og stolt fejende elegance. Ikke mindst fra Sally Potters Tango Lesson har vi lært, at i tango skal kvinden blot give sig hen og lade sig lede - og dette mønster bekræftes til fulde af Sauras film, hvor kvinderne i alt væsentligt er reduceret til små kulørte nipsgenstande, der føjer sig lydigt efter mandens direktiver.

Dramatisk elegance
Fra tangoen har Sauras film imidlertid tillige arvet en kraftfuld, højdramatisk elegance, som et langt stykke ad vejen kompenserer for plottets uspiselighed. Det er ikke uden grund, filmen blev udmærket med den tekniske pris ved den seneste Cannes festival, for i iscenesættelsen af de betagende dansenumre er der virkelig ikke sparet på raffinerede effekter. Farverne formelig drypper fra lærredet, når de da ikke er helt elimineret i rent sort/hvide silhuet-opsætninger. Og som et ekko af instruktørens mentale projektioner, der ligger til grund for hele herligheden, mangfoldiggøres og projiceres dansernes bevægelser ofte rundt i rummet af sindrigt opstillede spejle, eller de inkorporeres i gammelt filmmateriale, som projiceres op som scenisk baggrund. Og over og under det hele ligger tangoens karakteristiske musikalske rytme, tone, sensualitet og længsel - i farverige numre af bl.a. Osvaldo Pugliese, Carlos Gardel og Astor Piazzolla.
Det er ualmindeligt betagende, ikke mindst i de lidenskabelige, 'intime' numre, hvor der kun medvirker to-tre dansere. Og man noterer sig, hvordan Saura et par steder med held har moderniseret denne eminent heteroseksuelle dans og gjort den til et universelt udtryk for ubændig passion mellem to mennesker, uanset køn.
Knap så godt fungerer de storladne politisk-historiske danseoptrin henimod filmens slutning. De er måske nok i tangoens ånd, og de er da også scenisk overdådige, men de forekommer overambitiøse og unødvendige i en film, der udmærket kunne have undværet dem. Og når plottet er så tyndt som her, kan to timer meget let komme til at virke meget lange. Men er man til tango, bør man bestemt ikke snyde sig selv for denne film.

*Tango. Manuskript og instruktion: Carlos Saura. Spanien/Argentina 1997. 117 min. (Grand, Øst for Paradis/Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her