Læsetid: 15 min.

Thorsens teater

6. februar 1999

Alle var på plads, da forestillingen startede på Det Kongelige Teater for en lille snes år siden: Kongehus, regering, politikere og erhvervsspidser. I dag sidder hovedpersonen, Kurt Thorsen, fængslet på tredje uge. Og publikum, der før flokkedes så fuldtalligt, er i dag - pist væk

Den lille, trinde byggematador er i sit es. Snakken går lystigt. De festklædte gæster blander sig storsmilende med hinanden, mens de venter på at gå ind i salen og modtage aftenens hovedgæst, Prins Henrik. Den oppyntede foyer på Det kongelige Teater summer af liv, og den røde løber er rullet ud.
Alt, der kan krybe og gå i det danske jetset, er på plads til at fejre Danmarks ukronede byggekonge, Kurt Thorsen.
Vi har skruet tiden knapt ni år tilbage til den 24. marts 1990, hvor Kurt Thorsen Totalentreprise har lejet Det kongelige Teater for en aften.
Invitationer er sendt ud til forretningsforbindelser, venner og bekendte, som gratis skal overvære balletten Giselle med den franske ballerina Sylvie Guillem i titelpartiet.
De udenlandske gæster er blevet fløjet ind i Kurt Thorsens private jetfly, ligesom han har lejet endnu et fly, der for et millionbeløb er blevet malet i firmaets farver.
Statsminister Poul Schlüter er kommet, og også Folketingets formand, H.P. Clausen, er trukket i festtøjet. Dronning Magrethe havde egentlig sagt ja til invitationen, men er blevet forhindret af en diplomatisk forkølelse.
Hofmarskallatet har i sidste øjeblik fået kolde fødder over dansen med den århusianske byggematador, men Dronningen bliver alligevel nødt til at sende sin franske prins.
Kurt Thorsen har nemlig været så snu at kombinere sin festaften med en støtteindsamling til fordel for Røde Kors' store børnehjælpsprogram, hvor Prins Henrik er protektor.
Byggekongen går på scenen. Stolt og med tårer i øjnene byder han de glade gæster velkommen til sit teater. Gæsterne ved endnu ikke, at de er tildelt rollerne i et langvarigt skuespil, som kun Thorsen kender, og som pensionsselskabet PFA's matematiske direktør, Andreas Kühle, i dag kalder et 'surrealistisk mesterværk'.
Den daværende teaterchef, Boel Jørgensen, husker stadig aftenen.
"Det var en festlig og glad aften. En stor fest med fuldt hus, spisning og små arrangementer i foyeren. Der var lotteri, og som så ofte før var det mig, der trak vinderne," fortæller Boel Jørgensen.
Hun kan ikke huske, om Thorsens lod var en nitte, men festaftenen markerede kulminationen på Thorsens optur igennem 80'erne. Hans byggeimperium, som rummede over 50 selskaber og projekter i hele verden, blev styret fra hans nyligt ombyggede hovedkontor i Amaliegade i København. Her stod der altid en chauffør klar med en Mercedes Benz 600. Holdende i tomgang.
"Så behøvede Thorsen jo ikke at spilde tid på, at bilen skulle startes," som en tidligere nabo fortæller.

Jorden brænder
Kun en uge efter festen på Kongens Nytorv begyndte jorden at brænde under fødderne på Thorsen. Han besluttede sig for at forlade Danmark og flyttede i stedet til London. Mange beskyldte Thorsen for skatteflugt. Men det afviste han.
"Det økonomiske klima for bygherrer og ejendomsinvestorer er blevet surt i Danmark," lød forklaringen fra den da 35-årige Thorsen.
Og han havde ret.
I løbet af 1990 blev Thorsens hovedbankforbindelse, Unibank, så træt af byggematadorens projekter, at de satte ham fra bestillingen som formand for Kurt Thorsen Totalenterprise. I stedet indsatte banken advokaten Niels Arthur Andersen, som skulle rydde op i Thorsens mange selskaber.
Niels Arthur Andersen afdækkede i løbet af kort tid et samlet underskud på omkring en halv milliard kroner, og Thorsens karriere begyndte at hænge i en tynd tråd.
Men det skulle gå endnu værre.
I sensommeren 1990 afslørede Jyllands-Posten, at Kurt Thorsen havde narret BRF Kredit til at låne ham 48 millioner kroner med sikkerhed i en mark, der ikke var mere end 23 millioner kroner værd.
Herefter gik det hurtigt.
Kurt Thorsen blev smidt ud af sit eget selskab, og samtidig kom det frem, at investorerne i nogle af Thorsens CEVO-anpartsselskaber var blevet alvorligt narret. Med Thorsen som mellemmand var selskaberne blevet prakket dyre ejendomme på, som kun var halvdelen af prisen værd.
Overbetalingen blev blandt andet brugt som returkommission til Thorsen, mener advokat Allan Lund Christensen fra advokatfirmaet Gorrissen, Federspiel og Kierkegaard.
"Uden et ord til investorerene fik Kurt Thorsen penge under bordet svarende til et halvt mæglersalær - uden at have præsteret et stykke reelt arbejde. I alt tre millioner kroner, som investorerne ikke anede, at de betalte," fortæller Allan Lund Christensen.
Han er forsvarer for investorerne i Cevo-Europa, der i Sø- og Handelsretten netop er blevet frikendt for erstatningspligt, da budgetoplysningerne i Thorsens ejendomsprojekt var vildledende, ligesom ejendommene var købt til overpris.

Skræmmende ringe sans
Det er tilsyneladende en af de få gange, hvor Thorsen faktisk tjente penge på sine projekter.
Typisk afslørede byggematadoren en skræmmende dårlig forretningssans, fortæller Niels Arthur Andersen, som nu er ved at afslutte otte års oprydningsarbejde efter byggematadorens kuldsejlede imperium.
"Thorsen er en dygtig og kreativ person, som har tilført dansk byggeri nogle positive træk i løbet af slutfirserne med sine krav om at bygge smukt og kreativt. Men som forretningsmand har han, efter min mening, aldrig dokumenteret, at han kan tjene penge på sine visioner. Han har svært ved at holde benene på jorden og blive realistisk," siger Niels Arthur Andersen.
Han har sammen med Unibank lukket samtlige selskaber i Kurt Thorsens imperium eller erklæret dem konkurs med en efterfølgende regning til Thorsens gamle bank på knap en halv milliard kroner.

Kong Kurt
Efter sit exit fra Kurt Thorsen Totalenterprise blev byggematadoren døbt Kong Kurt. Men på trods af øgenavnets antydning gik han aldrig personligt konkurs.
Til gengæld afslørede hans dårlige forretningssans sig påny, da han i 1995 begyndte et nyt stort projekt for Magistrenes Pensionskasse i Viborg. Byggeriet blev døbt Apotekergården og endte med at koste 40 millioner kroner, hvoraf kun håndører gik i Thorsens kasse.
Det samme var tilfældet på Capellakaj i København, hvor Thorsen byggede luksuslejligheder til AP Pension for over 100 millioner kroner.
"Jeg tror ikke, at han kan have tjent penge på det byggeri. Der er for mange specielle løsninger, hvilket er typisk for Kurt Thorsen. Han går ikke på kompromis. Han leverer den vare, han har lovet," konstaterer pensionskassens direktør, Holger Dock.
De to projekter var startskuddet til Thorsens opsigtsvækkende come back til dansk erhvervsliv. Ved indgangen til 1998 havde byggematadoren bragt sig i stilling til at erobre scenen igen. Og påny blev rollelisten besat med de ypperste skuespillere i det danske jetset.
Som altid spillede byggematadoren på flere strenge. Udover planer om prestigeprojekter i Københavns Havn havde Thorsen lokket den mexicanske cementkoncern, Cementos, til at kaste en milliard kroner i et byggeprojekt på den spanske solkyst, hvor det var planen at opføre 7.000 lejligheder.

Per Kirkeby monument
Men for Thorsen lå de vigtigste projekter stadigvæk i Danmark. Det var her, han skulle vise, at hans visioner ikke kunne holdes nede af konkurser og en gæld på en halv milliard kroner.
Sammen med sin ven, kunstneren Per Kirkeby, var Thorsen klar med et projekt, der skulle blive Københavns monument for den kendte kunstner og samtidig vise resten af verden, hvad Thorsen kunne præstere.
De to venner havde udset sig en tom grund ved Tuborg Havn, Nokken. Her ville de bygge et hotel- og boligkompleks med 80 lejligheder, som blandt andet Topdanmark Ejendom skulle investere i.
Topdanmark-direktør Birger Grubbe husker tydeligt Kirkeby og Thorsens entre på hans kontor i slutningen af august sidste år.
"De kom med et fantastisk flot projekt medbringende topprofessionelle rådgivere som arkitekterne Schmidt, Hammer & Lassen fra Århus, entreprenørfirmaet Abrahamsen & Nielsen og advokaterne Plesner & Grønborg. Det var et ekstraordinært byggeri med facadeløsninger, du ikke har set før, og en lang række fantastiske detaljer. For Kurt Thorsen var dette projekt ikke alene et monument over hans egen kunnen. Det skulle være et Per Kirkeby-monument, som skulle vise, hvad de kunne gøre sammen. Og så skulle monumentet være bølgebryder for Kurt Thorsen i Europa."
Topdanmark syntes godt om ideen og forhandlede sig frem til en aftale, hvor selskabet skulle finansiere 40 lejligheder, mens PFA Byg ville finansiere hoteldelen. Det var i hvert fald meldingen fra den daværende direktør i PFA Byg, Rasmus Trads, da Birger Grubbe ringede til ham i oktober.
"Thorsen gav mig besked på at kontakte Rasmus Trads. Han gav en rosenrød omtale af Thorsen og projektet og understregede, at han og hans øverste chef, PFA-direktør André Lublin, var enige om at købe hoteldelen."
At Rasmus Trads allerede i februar havde underskrevet en købskontrakt på hele projektet til 230 millioner kroner, vender vi tilbage til senere.
Topdanmarks pris var omkring 115 millioner kroner. Endnu en dårlig forretning for Thorsen. Især fordi han havde købt grunden for 47,5 millioner kroner - godt det dobbelte af vurderingsprisen.
"Grundprisen på Nokken var ekstrem høj. Projektet rummede ikke profit for Thorsen. Men det gjorde ikke noget for ham. Han skulle bruge det som et monument over Per Kirkeby," vurderer Birger Grubbe.

Højtflyvende makkerpar
Selvom Thorsen og Topdanmark blev enige om prisen, blev projektet stoppet i slutningen af november sidste år. Årsagen var ifølge Birger Grubbe uenighed om organisationen, men han lægger ikke skjul på, at det var svært at samarbejde med det visionære og højtflyvende makkerpar.
"Per Kirkeby var meget dominerende i hele projektet. Men vi køber ikke monumenter over Per Kirkeby, vi skal jo leve af det her," understreger Topdanmark-direktøren.
Per Kirkeby monumentet var kun et af de projekter, Thorsen havde i støbeskeen på Københavns Havn. Også den attraktive Dokø på Holmen, som ligger lige over for Amalienborg var i byggematadorens søgelys.
Da Ejendomsselskabet Norden derfor opgav at finansiere et byggeri på grunden sidste sommer, slog Thorsen til igen. For 175 millioner kroner købte han fire grunde af statens ejendomsselskab Freja, hvor han ville placere endnu et mesterværk.
Endnu engang slog det Thorsens kolleger i byggebranchen, hvor dårlige aftaler, byggematadoren indgår. Ifølge direktør Jens Steglich-Petersen fra Ejendomsselskabet Norden skulle selskabet kun betale knapt halvdelen af den pris for Dokøen, som Thorsen endte med at betale.
Thorsens krav om visionært kvalitetsbyggeri og suveræn beliggenhed er ikke billigt. Har man som Thorsen et krakkeleret byggeimperium i bagagen og et ry som dårlig forretningsmand, er det tilmed nærmest en umulig opgave at finde penge nok. Især bankerne holdt sig langt væk fra Thorsen. Topdirektøren i en af Danmarks største banker forklarer hvorfor.

Folk vil hyle af grin
"Kan du forestille dig medlidenhed med en virksomhed, der taber penge på Kurt Thorsen. Folk ville jo hyle af grin. Jeg kan ikke få ind i mit hoved, hvordan voksne velduddannede mennesker med erfaring i brancen kan drive forretning med en mand, som man har set fjolle sådan rundt de sidste femten år."
Thorsen måtte derfor gå andre veje. Et oplagt sted at gå hen var PFA Byg, hvor hans mangeårige ven, Rasmus Trads, sad i direktørstolen. PFA Byg er en af Danmarks største ejendomsinvestorer, og Rasmus Trads nærer samme kærlighed til kvalitetsbyggeri som Thorsen.
Det fik blandt andet Trads, som dengang var direktør for AP Pension, til at gå med i byggematadorens storstillede Langelinieprojekt i 1986, hvor Jørn Utzon stod som arkitekt.
Desværre for Trads brød bestyrelsen i AP Pension sig ikke om de store armbevægelser. Han blev derfor sparket ud og måtte erstatte jobbet med et nyt i PFA.
Samtidig gik privatmanden Trads som en af ni investorer ind i et ejendomsprojekt i Glostrup.
Det gik galt.
I 1997 blev værdien i ejendommen voldsomt nedskrevet, og hver eneste af de ti investorer skulle skaffe omkring 1,4 millioner kroner.
Mange penge, selv for en direktør, og Trads takkede derfor ja, da Thorsen tilbød at låne ham pengene. Da vidste han sandsynligvis heller ikke, at Thorsen havde tildelt ham en absolut hovedrolle i næste akt af sit store teaterstykke.

Verliebt i Kirkeby
Sammen med sin advokat og personlige ven, skatteeksperten Robert Koch-Nielsen, havde Thorsen i snart et år arbejdet på manuskriptet for sit storslåede come back til dansk erhvervsliv.
Thorsens første opgave var at skaffe penge, og til det behøvede han garantier. Skulle han låne penge, måtte andre stå bag ham, og kunne man forestille sig noget mere solidt, end Danmarks største pensionsselskab, PFA.
Rasmus Trads var også blevet verliebt i Per Kirkeby monumentet. Han underskrev derfor en købskontrakt på 230 millioner kroner, som Thorsen i februar sidste år kunne tage med til Skive og præsentere for Sparbank Vest, da han skulle låne 55 millioner kroner til købet af grunden i Tuborg Havn.
Samtidig medbragte Thorsen, hvad vi i dag kender som den første falske PFA-garanti, underskrevet af såvel Rasmus Trads som André Lublin.
Herefter gik det stærkt.
Thorsen skulle bruge flere penge til sit byggeri i Spanien, og samtidig blev de første grundsten lagt til en storstillet plan om at skabe Danmarks største ejendomsselskab.
Ifølge politiet skrev Rasmus Trads falske garantier på samlebånd, men samtidig blev Thorsen finansieret af sin gamle ven, udlandsdanskeren Finn Harald Simonsen.

Koleriske Lublin
I det tidlige forår 1998 havde Koch-Nielsen endnu ikke fundet et gennembrud i skattelovgivningen, der kunne tjene som afsæt for Thorsens come back.
Frustrationen var så småt begynde at melde sig i kulissen.
Den varede ikke længe.
De første rygter om, at regeringen ville lave et økonomisk indgreb, Pinsepakken, var vand på Koch-Nielsens mølle.
Et centralt punkt i Pinsepakken var indførelsen af en realrenteafgift på 26 procent på pensionskassernes ejendomsinvesteringer, som hidtil havde været undtaget for afgiften.
Den nye afgift antændte et veritabelt raserianfald hos PFA's topchef, André Lublin. Dansk erhvervslivs pæne mand er internt i PFA kendt for sit fyrige temperament grænsende til det koleriske. Det havde Rasmus Trads tit oplevet på nært hold, men nu blev det også resten af landet til dels.
I en tv-debat anklagede Lublin finansminister Mogens Lykketoft for løftebrud, før han rejste sig og forlod studiet.
"PFA stopper boligbyggeriet. Den slags investeringer hænger ikke længere sammen," lød Lublins udgangsreplik.
Ikke med mindre man allierer sig med Danmarksmesteren i at finde huller i skattelovgivningen, Robert Koch-Nielsen.
Skatteadvokaten har med stor sandsynlighed været strategen bag en sindrig skatteplan, som skulle friste PFA og andre store pensionsselskaber til at deltage i Kurt Thorsens tilbagekomst på den danske erhvervsscene.
Planen var, at lade pensionskasserne lægge deres ejendomme over i et aktieselskab mod betaling af aktier i selskabet. En fin fidus, da skatten på afkast af aktier kun er fem procent. Betydeligt billigere end realrenteafgiften på 26 procent.
Men planen krævede yderligere en betingelse opfyldt. Aktieselskabet skulle have et underskud for at undgå selskabsskatten på afkastet af de nye ejendomme, der blev tilført selskabet.
Det oplagte selskab at få fingrene i var derfor Gefion, oprydningsselskabet for det krakkede Baltica. Gefion havde oparbejdet et skatteunderskud på omkring halvanden milliard kroner, der i lang tid havde fristet adskillige investorer. Thorsen og Koch-Nielsens skatteplan gjorde det muligt at udnytte underskuddet.

Lublins spanske flytur
Da Thorsen kort tid efter Pinsepakkens vedtagelse stødte på Lublin i et fly fra Madrid til København, blev der derfor ikke kun talt spansk fodbold. Byggematadoren fik Lublin placeret ved sin side på første klasse og lancerede sine planer om at omgå Pinsepakken, samtidig med at han forsøgte at friste Lublin med sit store ferieprojekt på den spanske solkyst.
Thorsen havde lagt mærke til Lublins udmeldinger efter Pinsepakken om en øget satsning på udenlandsk erhvervsbyggeri. "PFA vil fremover satse milliardbeløb i udlandet". Det passede som fod i hose til Thorsens planer.

Hjemme hos Kirkeby
Der gik derfor nogle uger, før Lublin og Thorsen igen mødtes. Det skete i begyndelsen af juli, hvor byggematadoren satte Lublin stævne hjemme hos Per Kirkeby på Øregaards Allé i Hellerup. Mødet var uformelt og snakken gik. Ikke mindst om Pinsepakken.
Hvad der blev aftalt, ved kun få. André Lublin fastholder i dag, at han intet vidste om Thorsens skatteplaner, og at han takkede nej til Per Kirkeby monumentet.
Ikke desto mindre fortsatte han dialogen med Thorsen, og de to mødtes igen i løbet af efteråret, kort tid før Thorsen lancerede sit overtagelsangreb på Gefion og Ejendomselskabet Norden. Et angreb som blev udført med Robert Koch-Nielsen og Poul Schlüter i rollerne som bestyrelsesmedlemmer i selskabet CVI International sammen med PFA's nu afgåede formand, Jørgen Mølvang.
Rasmus Trads fortsatte som underskriver af garantierne, der skulle finansiere eventyret, mens Koch-Nielsen tog sig af vitterlighedspåtegningerne.
Spørgsmålet er i dag, hvem der vidste noget om de falske garantier fra Rasmus Trads, og om han sammen med Kurt Thorsen var den eneste, der kendte til falskneriet. Det er politiets overbevisning.
De betragter fortsat sagen som en ren svindelsag.
Men er det så enkelt? Hvad var eksempelvis motiverne hos deltagerne i Thorsens teater? Hvorfor lod de sig lokke med?
Var det drømmen om, at stå ved siden af den store instruktør, når det endelig gik op for omverdenen, at han var genial?
Indtil videre kan man kun gisne. Men det undrer stadigt flere iagttagere, at politiets bedrageriafdeling ikke stikker dybere i den omsiggribende sag, som ifølge en ny meningsmåling af Greens Analyseinstitut har svækket PFA alvorligt. Til stor beklagelse for PFA-direktør Andreas Kühle.
"Det er meget sørgeligt, at vi skal trækkes rundt i denne sag. Men samtidig er det selvfølgelig en fantastisk sag. Nærmest et surrealistisk mesterværk," siger Andreas Kühle.

Fra ouverture ... til tæppefald
24. marts 1990
Thorsens holder gallafest på Det Kongelige Teater

31. marts 1990
Thorsen flytter til London.

August 1990
BRF Kredits overbelåning af Thorsens mark afsløres.

December 1990
Unibank afsætter Thorsen som formand for Kurt Thorsen Totalenterprise.

1992
Thorsen forlader bestyrelsen i Kurt Thorsen Totalenterprise. Skylder Unibank en halv milliard kroner.

1995
Thorsen begynder nyt byggeri i Viborg.

1996
Thorsen begynder byggeri for AP Pension på Capellakaj.
Thorsen engagerer Robert Koch-Nielsen som advokat.

September 1997
Thorsens spanske selskab indgår aftale med PFA Byg om garanti på 108 millioner kroner. Byggematadoren er på jagt efter finansiering til hans projekt om at bygge 7.000 ferielejligheder.
PFA Bygs direktør, Rasmus Trads, låner personligt 1,4 millioner kroner af Kurt Thorsen.

6. februar 1998
Rasmus Trads underskriver aftale om at købe Per Kirkeby monumentet i Tuborg Havn for 230 millioner kroner.

19. februar 1998
Robert Koch-Nielsen bevidner en underskrift fra Andre Lublin uden at sikre sig Lublins tilstedeværelse.

14. maj 1998
Thorsen byder på "Nokken", som skal lægge grund til Per Kirkeby monumentet.

Juni 1998
Pinsepakken vedtages. Thorsen møder André Lublin i et fly fra Madrid til København. Thorsen fremsætter tilbud på CVI Holding.

Juli 1998
Thorsen mødes med Lublin hos Per Kirkeby.

Oktober 1998
Thorsen bliver tilbudt 40 procent af aktierne i Gefion af den norske finansmand Kjell Inge Røkke.

November 1998
Thorsen låner penge i LGT Bank i Liechtenstein til løb af selskabet Tellus hos Danica, der omdøbes til De Soto.

7. december 1998
CVI Internationl har generalforsamling, hvor Poul Schlüter vælges ind i bestyrelsen sammen med Robert Koch-Nielsen og Jørgen Mølvang. Sidstnævnte bliver formand.

22. december 1998
De Soto køber 40 pct. af aktierne i Gefion af Kjell Inge Røkke.

28. december 1998
CVI køber 35,4 procent af Ejendomsselskabet Norden.

4. januar 1999
Koch-Nielsen partner, Jørgen Grønborg, får kendskab PFA-lånegarantierne.

6. januar 1999
Kurt Thorsen siger i TV-udsendelsen Pengemagasinet, at der ikke er danske penge bag hans køb af Gefion og Norden.

7. januar 1999
Bestyrelsesmøde i CVI med deltagelse af Jørgen Mølvang, Robert Koch-Nielsen og Poul Schlüter.

8. januar 1999
Koch-Nielsen fremsætter et ultimatum til Thorsen og Trads om at korrigere og berigtige Thorsens påstande i Pengemagasinet. Det sker ikke og Koch-Nielsen afbryder samarbejdet med Kurt Thorsen.
Poul Schlüter bliver ny formandskandidat i Gefion.

10. januar 1999
Schlüter tager sammen med Thorsen til Oslo for at berolige Kjell Inge Røkke, der er nervøs efter Koch-Nielsens exit. På mødet erfarer Schlüter, efter eget udsagn, for første gang, at der var PFA-garantier med i spillet.

12. januar 1999
Poul Schlüter trækker sig som formandskandidat i Gefion.

14. januar 1999
Thorsen og Jens Majgård vælges ind i Gefions bestyrelse på en ekstraordinær generalforsamling.

16. januar 1999
Jørgen Grønborg opsøger Fondsbørsens bestyrelsesformand, Hans Ejvind Hansen, og oplyser, at det er PFA Byg, der står bag Thorsen.

17. januar 1999
PFA afviser at stå bag Kurt Thorsen.

19. januar 1999
PFA henvender sig til LGT Banks danske advokat, John Adamsen og opdager, at PFA Byg har givet en garanti til LGT. Adamsen orienterer Thorsen.

20. januar 1999
Kurt Thorsen kontakter Jørgen Mølvang og fortæller ham om PFA-garantien. PFA holder pressemøde om de falske garantier. Rasmus Trads arresteres og fængsles.

22. januar 1999
Kurt Thorsen afhøres og fængsles.

26. januar 1999
Jørgen Mølvang går fra formandsposten i PFA. Robert Koch-Nielsen forlader Plesner & Grønborg.

3. februar 1999
Fængslingen af Trads og Thorsen forlænges to uger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu