Læsetid: 3 min.

Nu tre fraktioner i krigen om Faklen

2. februar 1999

En kreds af redaktionsmedlemmer omkring Århus-tidsskriftet Faklen kalder redaktøren til orden

"Denne ulyksalige mediekrig har nået proportioner, hvor man af samvittighedsgrunde må sige nej, til trods for at vi støtter Faklens grundlag."
Det siger medlem af redaktionsgruppen, Jørgen Bitsch, initiativtager til den seneste pressemeddelelse i slagsmålet omkring det århusianske tidsskrift Faklen.
Hensigten med pressemeddelelsen, der er underskrevet af 15 medlemmer af Faklens redaktionsgruppe, er at tage afstand fra redaktøren, Rune Engelbreths Larsens udtalelser i sidste uge til en række aviser om, at forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff ikke længere skulle være "rigtig klog".
"Vi kan alene stå inde for ønsket om en videreførelse af Faklen og en fortsat kamp mod højredrejningen. Vi vil derfor ikke uden videre tages til indtægt for pressemeddelelser og udtalelser fremsat af Faklen fra den 27.1. og frem," hedder det i pressemeddelelsen.

Okkulte kvinder
Erwin Neutzsky-Wulff brød i onsdags med Faklen, fulgt af syv medlemmer af redaktionen. Siden har Neutzsky-Wulff blandt andet hævdet, at Faklen redigeredes af åbenbaringer, modtaget af redaktøren Rune Engelbreth Larsens kone. Dette har Engelbreth Larsen overfor Information afvist som "rent crap".
Neutzsky-Wulff, der har fungeret som rådgiver og inspirator for Faklen, men aldrig været medlem af redaktionen, har endvidere erklæret, at det var ham, der godkendte samtlige pressemeddelelser, startede samtlige sager og bestemte, hvad der skulle stå på forsiden. "Det var ikke noget med, at nogen spurgte mig hver tredje uge, jeg bestemte sgu det hele. Min autoritet var absolut," udtalte han fredag til Berlingske Tidende. Neutzsky-Wulff sammenligner sig selv med Citizen Kane i Orson Welles' film, der er bygget over avis-tycoon'en Randolph Hearsts liv.
Endelig har han villet lægge den alternative, filologiske bibeloversættelse i graven, som Faklen har været en drivende kraft bag, og hvor Neutzsky-Wulff selv har siddet i den forberedende redaktion.
Ligesom Faklen var arbejdet med bibeloversættelsen ifølge Neutzsky-Wulff kommet under indflydelse af feminine okkulte kræfter, åbenbaringer modtaget af endnu en hustru, kone til projektets koordinator. Koordinatoren, cand. mag. i semitiske sprog Jens-André Pedersen Herbener er medlem af Faklens redaktion.
Jens-André Pedersen Herbener tilbageviste i fredags påstandene om sin kone, efter på bibeloversætternes vegne at have fyret Neutzsky-Wulff som hebraiskkyndig sprogkonsulent på projektet.
"Man bør nok stille sig selv det spørgsmål, om uafhængige professorer og akademikere ville være med i et projekt, der have tilknytning til noget sekterisk," mente Pedersen Herbener og understregede, at arbejdet med nyoversættelsen af Det Gamle Testamente fortsætter, som det er begyndt, samt at man i år 2000 vil udsende en omfattende introduktion til den nye oversættelse.

Alvorlige insinuationer
På spørgsmålet om, hvorfor 15-mands-gruppens pressemeddelelse kun tager afstand fra Rune Engelbreth Larsens udtalelser og ikke fra Neutzsky-Wulffs svarer Jørgen Bitsch:
"Enhver, der står uden for Faklen, kan sige, hvad han kan finde på, det står for vedkommendes egen regning. Det er anderledes, når det er redaktøren, der udtaler sig. Redaktøren formulerer sig på alle medarbejderes vegne - så længe vi er enige."
Jørgen Bitsch finder det "meget alvorligt at insinuere, at Erwin Neutzsky-Wulff skulle være gået fra forstanden".
- I er ikke bange for, at jeres pressemeddelelse kan udlægges som en støtte til Neutzsky-Wulff, når I udelukkende lægger afstand til jeres redaktør?
"Vi bakker Rune Engelbreth Larsen op, i og med at vi støtter Faklens redaktionelle linje."
- Men Neutzsky-Wulff beskylder Faklens linje for at være blevet okkult?
"Jeg kan ikke se relevansen i det synspunkt. Det er ikke ét, jeg kan stå inde for. Der er givetvis fremsat ekstreme overdrivelser og fordrejninger fra begge fraktioner. Det har et tonefald, som jeg må tage afstand fra, men det forplumrer vores aktuelle erklæring, hvis jeg skal forholde mig til det. Det er ikke noget, jeg har mandat til at forholde mig til fra medunderskriverne."
"Diskussionen handler om, at de folk, der hele tiden har støttet Faklen, stadig gør det. Slagsmålet mellem Rune Engelbreth Larsen og Neutzsky-Wulff må være deres egen sag," slutter Jørgen Bitsch.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu