Læsetid: 3 min.

Trekantdrama om energien

12. februar 1999

Liberaliseringen skal kombineres med en meget stram styring og masser af god vilje hvis Danmark vil virke som foregangsland i klimapolitikken

En meget stram styring af elsektoren er en nødvendighed, hvis Danmark skal nå sit erklærede mål: At skære udslippet af CO2 20 procent ned i år 2005.
Det bliver også nødvendigt at spare mere på energien og dæmpe den stærkt voksende bilisme, som har øget transportsektorens samlede udslip med 19 procent i stedet for den stabilisering i år 2005, der stadig er det officielle mål.

Rollen på spil
Med sine høje mål og en høj profil i de internationale forhandlinger har Danmark spillet en rolle som foregangsland. Energipolitikkens to største succes'er er udviklingen af vindkraften og 'afkoblingen' af den automatiske sammenhæng mellem økonomisk vækst og voksende udslip fra energiforbruget.
Men i det troløse trekantdrama, der udspiller sig om liberalisering af el-(og gas-)
sektoren, står rollen som foregangsland på spil.
Miljø- og energiminister Svend Auken har store ambitioner. Han vil have skabt et nyt system hvor omstillingen til bæredygtighed og vedvarende energi er bygget ind
i de nye markedsmekanismer. Indretningen af fremtidens elproduktion og betingelserne for tilslutning til nettet skal stadigvæk styres af det offentlige. Men udslippet af CO2 skal først og fremmest styres med stramme kvoter.
Hvis ikke en ny minister om nogle år åbner ladeporten for indkøb af billige kvoter fra lande, der ikke har råd til at udnytte deres egne, så vil de stramme kvoter give elværkerne en økonomisk interesse i at udnytte brændslerne effektivt, bruge gas i stedet for kul og investere mange penge i vedvarende energikilder.

Grønt marked
I dag er strømmen billig fordi der er overkapacitet, både i Danmark og nabolandene. Men i fremtiden kan CO2-fri strøm blive en god salgsvare.
Også på grund af det andet hovedmiddel i styringen af energimarkedet: Det særlige marked for grøn el, som gradvis tænkes udvidet ved at forbrugerne skal købe en større og større procentdel af den grønne strøm. De grønne producenter får certifikater, som de skal sælge på et særligt marked. Ad den vej skal merudgifterne i fremtiden finansieres.
"Når vores mål er 35 procent vedvarende energi - og 20 procent er realistisk allerede i år 2005 - så kan man jo ikke i det lange løb blive ved med at holde sektoren i gang ved offentlige tilskud," siger Auken.
Udviklingen af et grønt energimarked er i gang i både Storbritannien, Holland og Danmarks nabolande.

Tre parter
Svend Aukens modparter er ikke kun elværkerne og de borgerlige partier, men også en sværm af cand. polit.'er fra de økonomiske ministerier.
Hans politiske modpol, hofjægermester Peter Hansen-Nord (V) vil ikke undsige Danmarks internationale forpligtelse til at skære CO2-udslippet ned. Men han arbejder for så stor en frihed som muligt for elværker til at konkurrere og eksportere strøm. Sammen med Frank Dahlgaard (K) stiler han efter den størst mulige 'fleksibilitet'. Det betyder blandt andet at slække på de hjemlige ambitioner, gøre kvoterne større, købe kvoter i udlandet og indfri de internationale forpligtelser ved at investere i andre lande.
Men økonomerne i Finans-, Økonomi- og Erhvervsministeriet er brudt ind i det hidtil faste parforhold mellem elværkerne og den til enhver tid siddende energiminister.
De kaster begærlige blikke på elværkerne. Klimaet og miljøet kan ikke rigtig hidse dem op. Men de tænder på tanken om skjulte indre værdier - og en veltrimmet dansk Megawatt-eksport, der skæpper i statens kasse og bedrer betalingsbalancen.
Forsøget på at få værkerne solgt til den højstbydende efter samme model som Tele Danmark strandede. "For at sælge noget skal man jo lige eje det først," bemærker Svend Auken. Til gengæld blev det vedtaget i aftalen om finansloven, at reformen skal skæppe to milliarder i statskassen, hvert år.

Uriaspost
Auken sidder på en Uriaspost. Kravene om billig strøm og hård valuta og kroner i statskassen skal forenes med visionen om ren og klimavenlig energi.
Paradoksalt nok får han hjælp til dette kunststykke fra den lave markedspris. Nye, miljøvenlige anlæg er opført uden at gamle anlæg er skrottet. Overkapaciteten både i Danmark og omegn presser dagsprisen i bund - ned omkring 18 øre pr. kilowatt. På nye anlæg (og de bedste vindmøller) koster det 26 øre at lave en kilowatt.
Det giver et spillerum til at overføre CO2-politikkens udgifter fra offentlig støtte til forbrugernes regning.
Energistyrelsen skønner at de ekstra udgifter til at virkeliggøre CO2-politikken er 2,2-2,7 milliarder om året de næste ti år. Cirka 500 kr. pr. indbygger om året.
Om det er meget eller lidt, kan man skændes længe om. Muligt er det i hvert fald at flytte byrden, eller en del
af den, fra skatteyderne til energiforbrugerne. Måske kan det endda få nogle af forbrugerne til at spare mere på energien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her