Læsetid: 3 min.

Tungen skævt i munden

10. februar 1999

Arne Jacobsens møbelklassikere udstillet i mild forvirring

DESIGN
Egentlig er begrebet organisk form et underligt udgangspunkt for en udstilling om Arne Jacobsen. Men det er ikke desto mindre ærindet i Carsten Thau og Kjeld Vindums show hos Kunstforeningen i København.
Selv om der også i disse år kan spores en designer-interesse for bløde faconer, er det et underligt udgangspunkt, fordi begrebet organisk form i sin platteste betydning - det amorfe eller amøbeagtige - ikke har større indpas i Jacobsens store produktion. End ikke i møblerne Myren og Svanen og Ægget eller spisebestikkets tungeformede skohornske. For hans svungne design er præcis lige så stereometrisk styret som hans firkantede glaskasser og skrå murstenshuse, i 50'ernes danske kamp mellem organisk kunsthåndværk og overindustriel formgivning.
Og så var han, historisk set, så sent ude med de rumligt svungne faconer, at der på forhånd havde været mange billedhuggere og formgivere på banen. Så mange, at hans stole ikke kan aflæses som originale. Smukke, langtidsholdbare, funktionelle og nogen af dem endog prisbillige - men ikke originale.

Associations-diarré
Derfor er Thau og Vindums mere raffinerede tilløb til at forklare Jacobsens svungne former som gestiske, kropslige udbrud eller ligefrem skabs-ekspressionisme overstyrede, fordi iagttagelserne hele tiden er hærget af samme Thau'ske associations-diarré, som d'herres store bestseller om Mester Jacobs værk for et halvt år siden.
Hvad som helst ovalt minder på udstillingen om alt muligt andet med hul i - Arp, Henry Moore, Dali, Ch. Eames eller Aalto. Altsammen ti eller tyve år før Arne med sin Myre i 1952 springer på vognen, uden at være grebet af den dybere liggende grund til de billedkunstneriske drivkræfter bag forbillederne - den frit udstrakte rumlighed eller de metafysiske tilskyndelser.
Jacobens selektive metode er aldeles legitim, og hans resultater glimrende - både det spiralformede fremtidshus som er bygget i stor model på udstillingen, og tegningerne til Bellevue med svungne forløb i både sommerteatret og danserestauranten, eller blomstertapeterne og SAS-hotellets møbler og bestik.
Noget af det er inspireret af andres udspil, noget hugget, og noget har han selv fundet på - men det hele er brillant gennemført, i sig selv forbilledligt og på højt internationalt niveau.

Teknologiske træk
En række af de interessante billedreferencer udstillingen krudtes op med er ind imellem usikkert som kildemateriale. Fordi det ikke er givet at Jacobsen har kendt eksemplerne, og fordi de ofte ligger så langt forud for hans egen indsats, at meget slet og ret må bragtes som noget i tidsånden generelt svævende.
Men de rækker af stole fra andres hånd, som fylder en stor del af udstillingsrummene viser tydeligt, at seje teknologiske træk allerede var trukket af andre designere og fabrikanter, da Arne Jacobsen fik møbelfabrikanten Fritz Hansen med på bagvognen. Og så til gengæld mere kvalificeret end de fleste af forgængerne - i dobbeltkrumt presset finér, eller skum og plast.
Principielt ville det have været interessant at vægte dén pointe, frem for panegyrikken i katalogbogen. Fordi design som oftest har en meget lidt gloriøs kunstnerisk karakter. Billedkunstneren Gunnar Aagaard-Andersens egensindige chesterfieldstol af svummet plastskum splattet op med en spand i tykke lag og kun udført i to-tre unikke eksemplarer var langt mere radikal i sin praksis end Jacobsens læderbetrukne industrisucces'er.
Men Jacobsens skummøbler var tænkt som generaliteter og fandt jo mildest talt også anvendelse uden for museerne.

*Arne Jacobsen og den organiske form. Kunstforeningen, Gl. Strand, København. Ti.-sø. 11-17. Til 18. april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her