Analyse
Læsetid: 5 min.

Uddannelse eller 'u-dannelse'

20. februar 1999

Det kgl. Danske Kunstakademi er blevet kritiseret voldsomt for ikke at give eleverne
den fornødne kunstneriske ballast. En uvildig rapport siger det stik modsatte

Ekstra Bladet har i de forløbne uger ført en hetz-kampagne mod dansk kunst, der anklages for at være styret af en lille håndfuld magtfulde kunstnere og museumsfolk. Også Kunstakademiet har stået for skud.
Lad os her lige stoppe op og se lidt på forholdene omkring Akademiet. Igennem 80'erne og 90'erne har Det kgl. Danske Kunstakademi opnået en særstatus som den fremmeste kunstneriske uddannelsesinstitution herhjemme, uden hvilken fremtiden for den unge kunstner in spe tegner sig både sort og brødløs. De unge kunstnere står hvert år i kø for at søge ind på det gamle slot på Kgs. Nytorv, men flertallet må gå slukøret hjem, for der optages kun 30 elever ud af mange hundrede håbefulde.
Et hurtigt blik ned over unge, succesfulde kunstneres c.v. (curriculum vitae) afslører nemlig, at det er få undtagelser, som ikke har lagt vejen ind om Akademiet, og der skeles da også misundeligt til det 'rigtige' kunstakademi fra de to øvrige kunstakademier, der er placeret i provinsen.
De institutioner, der uddanner professionelle billedkunstnere i Danmark, er Det Kgl. Danske Kunstakademi, Det Fynske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi.
Den 1. april sidste år offentliggjorde Kulturministeriet en uvildig evalueringsrapport, udarbejdet af Center for kvalitetsudvikling og evaluering af de videregående uddannelser om de tre billedkunstuddannelser i Danmark. Heraf fremgår det, at Det kgl. Danske Kunstakademi er endog "meget velfungerende". Sammenlignet med de to andre kunstakademier har Det Kgl. Danske Kunstakademi "således også absolut de mest favorable økonomiske vilkår med et samlet årligt budget på ca. 29 mio. kr."
Målsætningerne karakteriseres som særdeles ambitiøse, men ikke urealistiske: "Akademiet formår dog at leve op til målsætningerne og kan derved sammenligne sig med de bedste udenlandske akademier," hedder det videre.
I modsætning hertil, vurderer evalueringsrapporten, fungerer Det Fynske Kunstakademi "tilfredsstillende", omend der mangler midler til at ansætte professorer, mens Det Jyske Kunstakademi får dumpekarakter på grund af nogle helt uacceptable økonomiske forhold, divergenser mellem målsætning og struktur m.v.
Else Marie Bukdahl, der tiltrådte som rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1985, er blevet valgt af et enigt skoleråd, Billedkunstskolernes øverste, besluttende organ. Det er sket igen og igen, fordi man åbenbart på institutionen finder hendes ledelsesstil og de opnåede resultater - alle billedkunstskolerne har i dag det bedste og nyeste udstyr - tilfredsstillende.
"Det kgl. Danske Kunstakademi styres meget demokratisk - i høj grad i kraft af sin nuværende rektor. Man indstiller derfor til Ministeren, at rektor også i fremtiden vælges internt på akademiet i stedet for at blive udpeget.
Den faglige undervisning på skolerne, der varetages af de otte professorer (det 8. professorat i Mur- og Rumkunst er p.t. vakant, idet Skolerne er i færd med at omdefinere det). Professoraterne er besat af et hold af fortrinsvis yngre danske billedkunstnere, der fik deres kunstneriske opdragelse på kunstakademiet i løbet af 80'erne, fortrinsvis hos professor Hein Heinsen i Frederiksholms Kanal.

Elevrådet råbte vagt i gevær, da det primo januar i år indsendte en klage til Kulturministeriet over udnævnelsen af Henrik B. Andersen til professor i billedhuggerkunst efter Mogens Møller. Man fremførte her - og lidt sent, må man sige, da eleverne selv har siddet med i ansættelsesudvalget - at man hellere ville have set enten en kvindelig kunstner på posten (der var flere topkvalificerede kvinder i ansøgningsfeltet) eller en udenlandsk kunstner for at fremme forskelligheden i professorkorpset. Det skal understreges, at ikke færre end to kvindelige kunstnere sad i ansættelsesudvalget, nemlig Kirsten Ortwed og professor i malerkunst ved Kunstakadamiet, Ursula Reuter Christiansen. Begge fandt Henrik B. Andersen bedst kvalificeret. De skelede kun til kvalifikationer, ikke til køn. Alle procedurerne i forbindelse med ansættelsen er overholdt til punkt og prikke, så man har ikke kunnet gøre andet end at arkivere klagen lodret i Kulturministeriet.
Men lad os lige dvæle lidt længere ved professorkorpset. Peter Bonde blev udnævnt til professor i malerkunst i 1996. Hans kollega Claus Carstensen havde allerede siddet på posten som professor siden 1993.
Udnævnelsen af Peter Bonde skete heller ikke uden ophævelser, bl.a. fra nærværende dagblad. Her var der nemlig et betænkeligt sammenfald, hvad angår æstetiske præferencer, malestil, alder, køn m.v. Skal Akademiet tilgodese mangfoldigheden i dansk kunst - og det skal det - må der også være en mangfoldighed af æstetiske udtryk for de unge kunststuderende at frekventere.
Senere er Morten Stræde blevet udnævnt til professor i billedhuggerkunst, mens Erik Steffensen blev udnævnt sidste år til professor for Grafisk Skole. Kunstakademiets professorer er altså med en enkelt undtagelse af hankøn, og deres aldersgennemsnit - når der ses bort fra Ursula Reuter Christiansen (f. 1943) er 42 år. Den næstældste er Torben Christensen (f. 1950), der leder Mediekunstskolen. Og hvor vil jeg så hen med alt dette?

Det er nok på tide, at Akademiet i fremtiden ansætter flere kvindelige professorer, da langt over halvdelen af eleverne er kvinder, som gerne må kunne få fornemmelsen af, at det kan lade sig gøre at kæmpe sig vej frem i rampelyset som seriøs, kvindelig kunstner. Konstruktive idealer er som alle ved, styrkende for jeg-identiteten.
Er det rigtigt, som Ekstra Bladet skriver, at man ikke lærer noget på Akademiet. Ja og nej.
I dag er Akademiet ikke længere stedet, hvor man kan lære de kunstneriske grundfærdigheder, croquiskolen med modeltegning er afskaffet ligesom en del af de øvrige klassiske indlæringsmetoder. Det, man lærer på Akademiet i dag, er at formulere sit eget selvstændige kunstneriske ståsted i forhold til såvel traditionen som den øvrige samtidskunst. Det ligner på dette punkt mere et universitet end en kunstskole. Man lærer desuden, hvordan de kunstneriske powerplays virker, det vil sige magtspillet, selviscenesættelsen og de barske realiteter som kunstner. Man lærer at blive cool, og det kan derfor være endog meget hårdt - og ensomt - at gå på Akademiet, hvilket rigtig mange nuværende og tidligere elever kan tale med om.
Skolingen foregår primært gennem foredrag (der i øvrigt er offentligt tilgængelige), seminarer og diskussionsfora. Akademiet er en hård læreplads. Og man kommer ingen vegne uden et netværk, viser historien. På det punkt ligner kunstens verden sørgeligt meget den virkelige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her