Læsetid: 6 min.

Ugens brok

13. februar 1999

Intermetzo
De store fortællinger var mangfoldige i denne uge. Herhjemme - for nu at begynde med noget inderligt irriterende - kom det til at stå frysende klart for nationens radiolyttere, hvor oprørende, dybt åndssvagt venstrefolk indimellem kan opføre sig på andres bekostning. Uden at behøve at gøre sig synderlig umage.
Denne kategori af politiske gun-slingers, der gerne river skægget op af bordpladen, når risikoen for, at nogen for alvor gør gengæld, er minimal, stablede sig for nylig op på deres ideologiske piedestal, torpederede alle bestræbelser på at nå et fornuftigt medieforlig i Folketinget og fratog dermed Danmarks Radios radio en højst vedkommende landskanal, beregnet til at udsende god musik.
Vel at mærke vågnede venstrefolkene op til dåd uden at de pågældende - skønt partiet naturligvis ad absurdum vedblev med at hævde det modsatte - kunne tilbyde et seriøst, konkret alternativ. Hvilket de selvfølgelig heller ikke kunne drømme om, da disse åndsforladte individer - toneangivende i hyperliberalisternes mediespørgsmål - interesserer sig for alt andet i beslægtede kategorier end hornmusik for viderekommende.
Kun forblommede, uforpligtende erklæringer om en løfterig fremtid med valgmuligheder for de svigtede, bedrøvede lyttere formåede venstrefolkene at brække af sig. Det sædvanlige om monopolbrud og om småkøbmænd i radiobranchen, hvilket som regel betyder forretningsfolk med et læs af penge i nakken, der også skal have adgang til fadet. Og om fri konkurrence i æteren og alt det sludder, som de mest primitive liberalister ynder at diske op med. Skønt sagen i foreliggende tilfælde handler om noget andet, nemlig rimelig landsdækkende public service-musikformidling for licensmidlerne. Nemlig.

Da røgen havde lagt sig, og kulturministeren, der i denne sag har gjort sig endog særlig umage, udtrykt sin ærgrelse, kunne den nu afhængige vanelytter som vanligt trykke på forindstillingsknappen til musikkanalen for at høre noget godt. Men kun for at opdage, staklen og alle de andre stakler, at de umusikalske venstrefæhoveder havde fået bugt med den daglige kvalitetsmusik på en let identificerbar kanal i DR's i forvejen ikke overvældende kvalitetskunsttilbud.
Nu kunne alle se, der havde været letsindige nok til at tage det som en selvfølge, at den gode musik som et løbende tilbud var forvist fra dampradioen, takket være partiet Venstre. Alt var tabt med forligssammenbruddet fremprovokeret af barbarer, som man altid ved, hvor man har når musikken skal sættes i stå.
En sag der end ikke med god vilje burde kunne henregnes under store fortællinger i fædrelandets historie. Den er bare dum.

Ellers var der PFA-sagen, som også er dum, og som PFA af velforståelige grunde kalder Thorsen-sagen, men som nok ikke vil gå væk igen, før de kriminelle aktører er bag lås og slå, de letsindige advokater sat på plads af deres samfund og andre personer end de hidtil toneangivende i pensionsselskabet har overtaget positionerne som ansvarlige for fremtidens pensionskassedokumenter. Så er det sagt, som det temmelig sikkert bliver.
Visse presseantydninger, at et offer på et tidspunkt vil blive krævet af en nykonstitueret bestyrelse, er næppe ved siden af.
Man har en ansvarshavende - omend strengt taget uskyldig, indtil man finder en ny der er uplettet.
Den A.P. Møllerske berømte rettidige omhu vil et godt stykke tid fremover - eller til nådig glemsel af hele affæren har sænket sig - givetvis være en populær øvelse for ellers så magtfulde pensionskassedirektører og andre bedragerioplagte mål i deres lydtætte kontorer med bløde tæpper og elektronisk gennemtræk fra børs, bank og diverse skumle, men næppe så sjældne eksistenser i miljøerne.

Dét handlede ugen om. Og om historien om Poul Schlüters afbrudte banetur på letvægtscyklen uden bremser, hvor man - såfremt man vil af - lige så godt med det samme, som den forhenværende jo også praktiserede, kan foretage en lodret crash landing med skrue og forsøge at få det til at ligne elegance.
Og det handlede - uden sammenligning - om begravelsen af Jordans kong Hussein, hvis fysiske lidenhed at dømme efter fremmødet, var omvendt proportional med afdødes betydning for verdens magthaveres frembårne følelser samt fredens trivsel i Mellemøsten. En enkelt dansk udenrigsskribent - i Ekstra Bladet som man ellers ikke kan beskylde for overdreven meddelsomhed vedrørende forhold på den anden side af det letfattelige - gjorde midt i sentimentaliteten ganske befriende opmærksom på, at kongen, som alle af betydning pludselig græd snot over, i virkeligheden - og på trods af hans unægteligt sympatiske fremtræden samt smukke amerikanske hustru - når alt kom til alt - som EB-medarbejderen så nænsomt skrev - var en lille skiderik.
Det lader sig vel høre, for når regnebrættet nøgternt skal gøres op, er der ikke så forfærdelig mange lejligheder, hvor den smilende diminutivitet af et kronet statsoverhoved ikke har listet en nyhvæsset krumsabel i ryggen på folk, der var tåbelige nok til at stole på ham. De, der således prøvede turen og derfor er tilbøjelige til at lægge mindre vægt på kongens statsmandslignende adfærd i de seneste år, hvor fredsduerne ligefrem flagrede af reden i Amman, vil utvivlsomt kloge af skade mene at man altid skal vare sig for små mænd på alt for store troner.
Den morale kan palæstinenserne, der dybest set hører til i det jordanske område, men som effektivt en skønne sort septembermorgen blev jaget på porten af afdøde, berette udførligt og med megen bitterhed om. Og det kan israelere med hukommelse ud over sidste CNN-udsendelse mildt sagt også. Og det kan - som antydet - adskillige andre, deriblandt kongens egen tilsyneladende forholdsvis loyale bror, som Majestæten ikke desto mindre uden skrupler lige nåede at ydmyge offentligt og derefter brutalt forstøde, inden han placerede sit eget uforberedte officersplayboyafkom øverst og i ophøjet ny majestæt alene på successionens stige.
Umiddelbart før lymfekræften afsluttede sin destruktive gerning og sendte jordanerne på sorgarbejde i Ammans regnvåde og selv for årstiden usædvanligt kolde gader.

Og så lanceredes i ugen, der gik som en af de tilbagevendende, betydelige fortællinger - udvirket af centralt placerede fagfolk i politi og anklagemyndighed på temmelig overbevisende måde - en længe næret mistanke om at politiet har det med at rykke sammen i dobbeltrække vognborg, så såre en og anden udefra måtte have noget at brokke sig over. "Hjælp strisserne, slå dig selv!" som en 70'er-graffiti engang så tankevækkende udtrykte sagen.
Udvalgte borgere, der over etatens adfærd har forsøgt sig i klagerfaget, havde kanske på forhånd en mistanke om at disse kritisable forhold er temmelig generelle. Korpsånd kalder man fænomenet, som i øvrigt er velkendt i en del andre fag. Læger brokker sig for eksempel sjældent over læger, men brokker sig til gengæld over folk, der brokker sig over læger. Især over læger, der brokker sig over læger.
Det fik tidligere børneoverlæge, tidligere radikal MF, nu Rigshospitalscenterdirektør Kirsten Lee at føle, da hun brokkede sig over de læger, der brokker sig, skønt hun selv er læge, hvad hun ikke mere kan være ifølge lægerne, der brokker sig over at hun brokker sig over lægerne og kalder hende en DJØF'er, hvad hun jo overhovedet ikke er, fordi hun trods alt er læge, der altså bare brokker sig over læger, der brokker sig.
Nu skal der formentlig laves en undersøgelse. Ikke af lægerne - ikke denne gang i det mindste - men af politiet, fordi de ikke vil finde sig i at nogen brokker sig over det mindste.
Bortset fra militæret er politiet og i langt højere grad end soldaterne, det eneste organ i samfundet, hvis medlemmer betales for i - helst - afmålte doser at udøve fysisk magt. Som følge heraf er korpsets medlemmer overordentlig sarte. Dasker man dem på maven med en sytråd, får de buler. Det springende punkt hver gang er naturligvis, hvem der skal undersøge politiet, eftersom de der her i landet undersøger med metoder man fortrinsvis anerkender, jo for en overvejende dels vedkommende er politiet selvsamme eller hermed nært beslægtede organer. Så det skal nok gå godt.
Det var ugen der gik, tilsat en debat i Folketinget, der utvetydigt, men uden at det af politiske årsager i øvrigt fik konsekvenser, slog fast, at politikere ikke holder deres valgløfter.
Det har man jo ellers altid gået rundt og troet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her