KALENDER
EN AF DANSK digtnings mange kirkegårdsvandrere, Helge Rode, står ved en sten mellem stenene, formentlig på Frederiksberg, og ræddes pludselig:
Her udhviler stille og ene -
Her udhviler Intet og Ingen!
Det er de gådefulde rum i Den stille Have (1922), som digtsamlingen hedder, der sætter ham i en alarmtilstand, han søger at mane bort gennem meditation. Fortiden fortærer nuet, og han besinder sig ved oplevelsen af den overordentlige kraft i de dødsstille grave:
det mægtige Liv hos de Døde
i Erindringens brændende
Have.
Og i et digt længere fremme i samlingen etablerer han en samtale mellem den tidligt afdøde, som vækkes ved nedsænkningen af den gamle kvinde, en let makaber dialog, let også i den betydning, at de nu sammen flyver lyset i møde. Et mindre troværdigt digt ved den forsorne tone, mens skrækken fra før er fastholdt i realiteternes gys. Frem for alt erindringsviljen.
DET ER OGSÅ det gys, der rammer en ved synet af billeder, der nu og da, og stadig hyppigere, bringes i medierne, af dynger af ubegravede lig, af afdækkede massegrave eller Pol Pots politiske efterladenskaber i Cambodia i form af storsamlinger af ben og hovedskaller.
Folkedrabets anonyme rester.
Fra gamle kirkegårde kendes også benhuse, hvor de opgravede rester er stablet ordentligt sammen, når der skulle skaffes plads til nye begravelser. For ikke at tale om katakomber, hvor man under jorden har arrangeret hele byer af de dødes rester.
Under Paris findes siden 1700-tallet et sådant velordnet system af gange, som blev rigeligt suppleret efter den store revolution, hvor man uden smålighed guillotinerede hinanden og smed de unavngivne rester i grave, der siden blev sløjfet. Nu deler de det anonyme fællesskab, som er af en størrelse, der næsten modsvarer den levende del ovenover. Mere end seks millioner kranier med samt deres adsplittede lemmer danner dér en fantastisk mosaik uden kendskab til hinanden.
AGNETA PLEIJEL giver i sin roman Jag efter vind (på dansk 1988) en detaljeret skildring af fortællerjegets betragtninger i Paris' katakomber. Hun erhverver en viden, hun ikke havde før:
"Det er at de døde bevarer deres egenart og individualitet ind i døden. Før havde jeg vist troet, at det ene kranium lignede det andet. Sådan forholder det sig ikke. Døden bevarer forskellighederne, pandens form, kæbernes og øjenhulernes. På den måde undslipper vi ikke engang i døden os selv. Man kunne også sige at døden, modsat det man hævder, ikke gør os udskiftelige."
Helge Rode talte om "erindringens brændende have" i modsætningen til intetheden.
Hvad er det, man møder i katakomberne? Den navnløse individualitet, udslettelsen af erindringen, som magthavere af forskellig observans systematisk iværksætter med historisk skræmmende eksempler hos nazister, kommunister, imperialister, nationalister og fundamentalister, som alle er stærke i udslettelsens forbandelsesformularer og programmer.
Slettet af erindringen. Individ for individ. Sat uden for sammenhængen.
DE MÆGTIGE krigergravpladser rundt om i Europa efter Verdenskrigene bærer imidlertid navne på kors efter kors i store, hvide hærformationer. Døde, der er identificeret efter deres kadaverskilt.
Men der er ukendte soldater. Berømt er Paris også for endnu et gravkammer - under Triumfbuen på Étoile-pladsen, hvor der brænder en evig flamme. Hvad der er under stenen, er ikke godt at vide.
Dér samles, på jordens faste grund, ved visse lejligheder statsmænd, måske også af dem, der har startet krige og godkendt våbenleverancer til alle sider og fjenden med.
Den svenske visedigter Ruben Nilson (1893-1971) står ikke i forreste geled i litteraturhistorien. Han gik i al stilfærdighed ind i den svenske trubadurtradition, skrev ballader i skillingsvisestil, lidt som vores Sigfred Pedersen.
Mest yndet er en vise netop om en middelalderens trubadur, der i sin tilbedelse blev overrasket af fruens mand og gik hen og hængte sig i hendes rosenrøde silkebånd. Som nu Fred Åkerström kunne synge den.
Men så skrev han om Den ukendte soldat:
Här vilar jag, den okände
soldaten,
inunder en triumfbåges vita
marmorvalv.
Man hittade min kropp -
nåja åtminstone en halv,
och jag fick fin begravning
utav staten.
Soldaten fortæller videre sin historie om, hvordan han blev revet itu af tyskernes granater, blev samlet sammen af kammerater og lagt i kiste: Min venstre arm har siddet på en jøde fra Berlin! Nu bliver han så hyldet af diplomater, og en og anden fyrste nedlægger en krans og beder en bøn for råddent kød fra landet "Ingenstans" og taler stort om hans heltedåd.
Her fastholdes dog ved den blafrende flamme erindringen som institution, omend den er en illusion. For den, der ved bedst, er dog ham, der i al adsplittelse hviler her.
Den desillusionerede digter, der besad en svensk melankoli og sort humor, døde selv i ubemærkethed, langt fra rampelyset. Han, der var uddannet som blikkenslager, sluttede sin vise i udhamret mistillid til de officielle manerer og autoriteternes plattenslageri med disse ord om de almene vilkår:
Här ligger jag, den sanne
demokraten,
och skrattar ganske gott min
skalles döda flin.
Ett ben från Prag, en arm från
Kiel och en ifrån Berlin,
det kallar dom Den okända
soldaten.
