En afsøgning af museumslivet og kunstudstillingerne i Paris og provinsen viser eventkulturens triumf og institutionernes tornerosesøvn
KUNSTLIV
PARIS - Kunstudstillinger er for masochister, hvis det drejer sig om sæsonens publikumshit. Det er garanteret, at man ikke vil kunne se billederne for andre besøgende. Det er sikkert, at man vil blive forstyrret af damer, der guider grupper af kunstinteresserede udstillingsgæster rundt blandt Goya eller van Gogh, eller hvem man nu er kommet for at se. Ustandselig ryger koncentrationen, imens man puffes og mases rundt i de dårligt ventilerede rum.
Det er ufatteligt, at disse megashows ikke forlængst har mistet deres tiltrækning; især da de sjældent virkelig kan præsentere deres emne på en dækkende måde. Paris i januar kunne byde på et udvalg af de kejserlige skatte, Chiang Kai-shek fik bragt til Taiwan; men det var en mager forestilling, der slet ikke levede op til forskræppet.
Lige over for, i Petit Palais, vistes en noget forkommen udstilling af den gudbenådede dekorationsmaler Giambattista Tiepolo. Enten havde budgettet ikke været stort nok, eller museerne utilbøjelige til at låne ud, i hvert fald var præsentationen ikke på nogen måde af den kvalitet, at man blev overbevist om Tiepolos geni. Naturligvis kan man ikke flytte hans prægtige fresker fra slottet i Würzburg eller Palazzo Labia i Venedig, men det kan undre, at Paris vil lægge navn til en så halvhjertet præsentation.
Det er mere forståeligt, at kunstmuseet i Lille forsøger at vinde opmærksomhed efter en ombygning til 23 millioner franc med en Goya-udstilling. Dels har museet selv to af hans absolutte mesterværker, det groteske maleri af to gamle tandløse og forhorede kællinger og det bedårende stykke med to unge, livskraftige og sensuelle pigebørn i fri luft blandt det arbejdende folk. Og dels ligger byen nu kun en kort togtur fra London og Bruxelles, så et større internationalt publikum skulle kunne finde vej til den noget sammenbidte nordfranske by.
Paradoks
Alligevel yder heller ikke en sådan udstilling Goya retfærdighed. De billeder, et provinsmuseum kan få lov til at låne, er ikke storværkerne, og derved kom den franske udstilling til at minde betænkeligt om Nationalmuseum i Stockholms Goya-præsentation for nogle år siden. Man kunne i Lille vise en del meget ringe religiøse malerier af den spanske maler, nogle meget velkendte og nydelige genrescener og et par bemærkelsesværdige portrætter. At sende dårlige billeder af Goya eller Tiepolo den halve verden rundt, forsikret for millioner, er virkelig grotesk. Særligt da enhver transport er til skade for billederne, som slides systematisk ned ved hele dette udstillingscirkus.
Paradokset viste sig, når man forlod den opreklamerede udstilling for at tage det nyrenoverede museum i øjesyn. Her kan man se fremragende flamske malerier, der findes både Bosch og Rubens og Jordaens og en meget spændende samling franske billeder. En fin Monet fra London kunne man også se - men ikke én af de besøgende fra Goya-salene i kælderen tog trappen op til museets herligheder.
Opreklameret fidus
En af kulturpolitikkens store klicheer er 'det støvede museum', som enhver ny minister med djævlens vold og magt skal behandle med skrubbe og spand og krav om aktivitet, børneforestillinger og caféliv. Resultatet af denne politik er nu klart aflæselig: Museernes publikum er blevet begivenhedsfikserede og en mondæn fims lægger sig over det oppumpede udstillingsliv. Den seneste hårdt opreklamerede fidus inden for dette marked for kultiverede forlystelser er 'Dr. Gachet' i Grand Palais.
Kunstaviser og dagspresse har i flere år moret sig med at spekulere over, hvilket af den økonomisk ekstremt overvurderede van Goghs arbejder, der ikke er malet af den stakkels ulykkelige kunstner selv. Nogle har nok hans kollega Schuffenecker som ophavsmand, andre skulle være skabt af hans læge, dr. Gachet, hvis søn skænkede farens store samling af værker af Cézanne og van Gogh til den franske stat.
Med påskud i en konservatorundersøgelse af dr. Gachets van Gogh-malerier, der til daglig kan ses i Orsay-museet, har man nu udstillet såvel disse billeder, som Cézanne-værkerne sammesteds fra sammen med Gachets dilettantiske kopier og parafraser over hans venners malerier. Såvel lægens som hans lige så dilettantiske venindes akvarelkopier tilhører også Orsay, så at fragte dem over Seinen og forlange 48 franc i entré for at se udstillingen er noget af et stift stykke.
De høje entré-afgifter, der kendetegner de franske udstillingssteder og museer medvirker til at gøre billedkunst til en luksus. Blandt de store museer er det efterhånden kun National Gallery i London, der har en direktør med socialt engagement, der kæmper en påskønnelsesværdig kamp for gratis adgang for alle. Denne ufolkelige kulturpolitik, som vi glimrende har forstået at lægge os efter herhjemme, gør museumsbesøg til tidsfordriv og statussymbol. Det var meget tydeligt, når man som jeg opsøgte de franske provinsmuseer på hverdage uden åkande-udstillinger. Der var gabende tomt overalt: i Amiens som i Montpellier, i Marseille som i Avignon.
Så hvis man søger stille samvær med David og Ingres, Botticelli og Perugino, Tiepolo, Monet og van Gogh, så tag til de franske museer. Desværre er udstillingstrængslen ikke til at komme udenom, hvis man i stedet har sat næsen op efter den fabelagtige præsentation af Mark Rothko, der er prægtigt ophængt på Musée d'art moderne i Paris.
