Læsetid: 6 min.

Den værst tænkelige og et par gode eksempler

12. februar 1999

Selvfølgelig kan man lave godt fjernsyn om bøger og litteratur - der skal bare tænkes enkelt: Et kamera, en person og god tid

BØGER i TV
Det er en udbredt opfattelse, at bøger og fjernsyn blandes lige så dårligt som olie og vand. Når den opfattelse skal imødegås, hales det franske unikum Bernard Pivot af stald og holdes frem som bevis på, at det godt kan lade sig gøre alligevel.
Lad mig lige huske at nævne, at Ole Michelsen for et stykke tid siden lavede et overordentlig vellykket Pivot-epigoneri, som han burde fortsætte med. Men der er vel grænser for, hvad manden kan overkomme.
Nuvel: At de to medier - bøger og film - er en for begge parter farlig blanding, har vi unægtelig utallige beviser for.
Ét markant af slagsen køres stædigt frem på DR2 hver mandag i forklædningen Bestseller med senere genudsendelse på 1'eren.

En million fluer
Et dårligere koncept kan man vanskeligt forestille sig. For det første anstrenger man sig for at være så smarte, så smarte, med superdesignede logoer og fanfarer, der tager pusten fra én, inden man kommer til sagen. Da der alligevel aldrig er nogen egentlig sag at komme til, er den ulykke dog ikke så stor.
For det andet kvalificerer man bøger efter deres salgsresultater, hvilket er den farligste af alle målestokke, som til enhver tid burde minde én om devisen, at en million fluer ikke kan tage fejl.
Endelig forsøger man sig med fikse påhit, som nu forleden at henlægge størstedelen af udsendelsen til Horsens statsfængsels bibliotek. Vi fik at vide, at de kriminelle foretrækker kriminalromaner og bøger om muskelmænd og vold.
Og fan'me om vi ikke også fik en top-ti-liste over de mest udlånte bøger her, hvor udsendelsen burde være omdøbt til 'bestceller'. Jønke lå kun næstøverst på listen med sit livs eventyr og måtte vige førstepladsen for en 'monster krimi', hvad det så er for én.
Da man nu var ude at rejse, blev hjemturen meget smart brugt til i toget at spørge togpersonalet og passagererne om, hvad de mente om Politikens nye Hvad kan jeg blive?
Så var den tid udnyttet, og bogen kom op på bestseller-hylden. Man må håbe, denne kloge bog har spurgt sig selv, hvad den havde at lave dér, for den var ikke udkommet endnu.
Vrængende ansigter
Ikke så snart var vi hjemme igen, før vi drog til London og talte med en komiker og skuespillerinde, der havde skrevet en bog om sin store røv. For at vi virkelig skulle forstå, at hun havde et komisk talent, vrængede hun ansigt engang imellem. Selv udsendelsens redaktør, Suzanne Möll, mente ikke, denne bog var noget mesterværk.
Men den kom alligevel op på hylden og blev tilbudt én million fluer.
Hvis man bare ville lade være med at kalde det en udsendelse om bøger og litteratur. Det virker overordentlig vildledende. Kald det en udsendelse om kiosklitteratur og smask den op fredag aften i den bedste sendetid på DR1, så ville man bekende kulør og nå det publikum, den åbenbart er beregnet til.

To modsatte eksempler
Mens denne udsendelse eksemplificerede, hvor dårligt det kan gøres, og på det nærmeste bekræftede opfattelsen, at opgaven er umulig, så leverede paradoksalt nok den samme kanal den samme aften ikke ét, men to beviser på, at det modsatte også kan være tilfældet. At bøger, litteratur og fjernsyn godt kan forenes i store oplevelser.
Bare man gør det enkelt: Ét kamera! Én person! Og god tid!
Den første udsendelse, om og med forlæggeren og bogelskeren K.E. Hermann, gik fra 21.40 til 22.20. For min skyld kunne den godt have fortsat til 23.55, da aftenens andet clou kom på skærmen, udsendelsen med Peter Seeberg.
K.E. Herman er i dag 83 år og en vidunderlig fortæller. Hans op- og nedture i bøgernes verden gav nærværende skribent mindelser om egne erfaringer i filmbranchen.
Det gælder om ikke at lade sig slå ud af bagateller som økonomiske besværligheder. Herregud, det er jo kun penge, det drejer sig om, ikke egentlige problemer. En af K. E. Hermanns tidlige udgivelser var Jacob Bech Nygaards Guds Blinde Øje. Den gjorde det, sådan som jeg forstod K. E. (hans betegnelse selv langt udenfor vennekredsen) muligt for ham, efter endnu et par udgivelser, at opnå et moratorium med sine kreditorer. Han introducerede bl.a. Graham Greene til Danmark.

Ind i arenaen igen
I 1946 gik han så "ned for good", i 1953 startede han forfatterforlaget Arena sammen med bl. andre Elsa Gress og Jørgen Ulrich. Forlaget levede i erkendelse af, at alle andre steder i den etablerede bogverden var det profitten, der styrede udgivelserne. Så Arena solgte "tidens bøger til det halve af tidens pris".
Som en boghandler i provinsen sagde til ham:
"De er jo idealist, stakkels mand!"
Det gik igen galt, og igen godt, osv.
Det var velgørende at høre K.E. sætte den udbredte smag for det ligegyldige op imod Solsjenitsyns udsagn: "Litteraturen er en arv, som vi må tage vare på".
K.E.'s appel til de nye generationer, som han sluttede med at omtale som "mit Credo", var: "Vær kritiske!"
Savnede man noget i udsendelsen, var det måske, at den mangeårige forlægger fortalte lidt mere om nogle af de mange forfattere, han gennem tiderne har samarbejdet med og udgivet.
K.E. Hermann lever i dag det meste af tiden på Læsø, hvor han på vej til de 84 tror på, at bare han kan fortsætte med at sejle i kajak, så skal livet nok vare evigt.

Snakkesaglighed
Nys afdøde Peter Seeberg var en nøglefigur i forløbet af Arenas historie, så det var logisk, omend næsten for meget af det gode, at han og K.E. optrådte på samme tv-kanal den samme aften. De to udsendelser kunne næsten være redigeret sammen til én, i en krydsklipning mellem de to så nært sammenarbejdende bogmennesker.
Mens K.E. blot fortalte og fortalte, blev Seeberg 'styret' af Lene Bredsdorff, der dog hele tiden holdt sig udenfor skærmen, hvorfra hun sendte sine, ofte provokerende, spørgsmål til Seeberg.
Sandheden er, at Seeberg i virkeligheden kunne tale uafbrudt, indtil nogen standsede ham. Dette er ikke bagtalelse af én, der ikke kan forsvare sig, for han sagde det selv i udsendselsen, hvor han brugte sin egen "snakkesalighed" til at forklare knapheden i sproget i sine bøger som en nødvendighed.
Lene Bredsdorffs spørgsmål til "plottet" i Fugls Føde fik denne drejning:
"Det var en måde at starte på. Der er dybe anlæg i én, som fører til at skrive bøger, som slet ikke tilfredsstiller én selv."
Med sin "snakkesalighed" har Peter Seeberg altid beriget sine omgivelser, og udsendelsen i mandags var ingen undtagelse.
"Virkeligheden og dagligdagen er en slags fremmedhed, som vi må nærme os på en eller anden måde". "Humoren er en undvigende manøvre." "Det at skrive er så vigtigt, og samtidig så uvigtigt." Mest overraskende var det måske for mange at høre, at dette museumsmenneske, som Peter Seeberg jo også var, fraskrev historien enhver betydning.
"Vi har jo ikke lært noget af den og kan ikke lære noget af den. Historfien er præcision, årstal, datoer og klokkeslet. Dermed basta!"
Ja, præcis sådan sagde Seeberg ikke, men det var tæt på. Jeg citerer efter notater.

De gode forstyrrelser
Det er min påstand, at disse to udsendelser fejer enhver påstand om, at der ikke kan laves litterære udsendelser på fjernsyn, af bordet.
Dette er mere end illustreret radio, selv om jeg erkender, at radioen byder på en dyrkelse af 'ordet', litteraturens råstof, uden forstyrrelser.
Men når 'forstyrrelsen' er sådanne levende portrætter af ophavsmændene eller
-kvinderne til dette råstof - så fyr bare løs med kameraerne for mig.
Og der er nok at tage af. Gode forfattere er næsten altid gode fortællerer. Og vi har mange af dem. Men hvorfor ved midnatstide? Så eksklusiv er DR2 heller ikke.

PS: Til læsere, som på deres fjernsyn kan tage kanalen DK4, vil jeg kraftigt anbefale programmet Bogladen, redigeret af Jesper Beinov. Programoversigt på DK4's tekstside.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu