Læsetid: 2 min.

Han blev ved at gøre rocken politisk

17. februar 1999

Bjørn Afzelius er død, 52 år, og politiske rocksangere er blevet en endnu mere truet race

NEKROLOG
Med Björn Afzelius' død som 52-årig af kræft mejsles endnu et navn ind i den politiske rocks gravsten. Men det vil være uretfærdigt kun at mindes den svenske sanger og sangskriver som en bannerfører for mellemfolkeligt politisk samvirke og noget, hans fjender opfattede som ideologisk ortodoksi.
Dét var Afzelius også, men han var først og fremmest musiker. Og sangskriver.
Han flyttede som teenager til Malmö i 1963, hvor The Beatles havde taget svenskerne med storm. Björn blev smittet af Beatlemania, men musikken blev alvor for ham ved mødet med Dylans sange, som for Afzelius forenede det private og det politiske.
Det blev hans ideal som sangskriver, da han sammen med ungdomsvennen Mikael Wiehe dannede Hoola Bandoola Band i 1970.
Gruppen blev dynamoen i den politiske rockbevægelse, der satte den musikalske dagsorden hinsidan i første halvdel af 70'erne. Og som samtidig gjorde politisk kunst til en god forretning, der satte nye branchenormer.
Hoola Bandoola Bands styrke lå først og fremmest i evnen til at holde fast i lokale dansband-traditioner uden at slippe udsynet eller den countryrocktradition, der satte dem igang. Crosby, Stills, Nash & Young var en lige så stor inspiration som Che Guevara.
Med Wiehe som den kreative drivkraft i bandet, overraskede det ikke, at Afzelius virkede så firkantet og ufærdig ved sin solodebut i 1974, Vem Är Det Som Är Rädd?

Ingen pantsætning
Siden profileredes Afzelius som sangskriver, men medens sangene på plade ofte havde et lidt for uoverraskende præg, udviklede han sig til en dynamisk scenekunstner, der nok blev brugt som musikalsk megafon for venstrefløjen, men ikke pantsatte sin personlighed i sagens tjeneste. Han var som de fleste et modsætningsfyldt menneske.
De mest rettroende var i den retning ironisk nok Afzelius' stampublikum, der vantro måtte opleve deres helt få et vaskeægte popgennembrud i 1990 med en forsvenskning af Anne Linnets Tusind Bitar.
Singlen og det album, der bar dens navn viste en mere følsom, jeg havde nær skrevet politisk ukorrekt Afzelius. Med produceren og guitaristen Billy Cross som forløseren legede Afzelius og så ud til at kunne lide det lige så meget som sit, delvist nye publikum.
Han opgav dog ikke det politiske ævred, blev blot en smule rundere og mere rummelig, men stod dog grundlæggende ved, hvad han sagde til denne avis i 1982: "Jeg vil ikke være en kunstner mellem alle andre, (der siger) 'Åh! Ingen politik længere. Det er ikke godt for karrieren at synge om politik længere. Jeg vil synge om min mave i stedet'. Det synes jeg er et forræderi mod mig selv, og mit publikum og min politiske overbevisning..."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her