Naja Marie Aidts magiske debutstykke er en både lille og enorm historie - en sansning af et helt menneske
TEATER
Så kom dén fremragende og dybt bevægende intimteaterforestilling, som sætter hele vinterdebatten om kolossale teaterbygninger i perspektiv. Og som med de mindste armbevægelser skaber den mest overbevisende forklaring på, hvorfor teater i fysisk lille format kan noget, som store scener aldrig vil kunne præstere.
Forestillingen er lyrikeren Naja Marie Aidts debutstykke som scenedramatiker, Rundt på gulvet. Skrevet specielt til Teatret ved Sorte Hest og dets lillebitte scene - og naturligvis en enakter. Men formuleret med så brændende en menneskeindsigt og så dyb en samtidsbekymring, at historien lige så godt kunne være endt som en treakters tragedie. Hvis altså ikke det var, fordi netop enaktsformen i sig selv er med til at gøre stykket til en endnu mere troværdig skildring af et liv her-og-nu og ikke i morgen.
Renhedsdramatik
For Naidt kan se mennesker. Både udefra og indefra. Og det er hendes evne til at tænke og sanse sig dybt ind i andre mennesker, der gør hendes figurer så levende og betagende på scenen.
Her er det den skizofrene Charles, hvis indre verden som det selvfølgeligste kommer til live på scenen - hans skytsengel, ikke mindst - men hvis såkaldt ydre verden bliver forstyrret af en ny hjemmehjælpervikar, der naturligvis ikke har nogen som helst chance for at vide, hvilken virkelighed Charles egentlig befinder sig i.
En lille historie, ja, men samtidig en enorm historie, fordi den skildrer et helt menneske med et næsten magisk strejf af næstekærlighed. Her er ingen fordømmelse eller beregnende nysgerrighed, her er kun ydmyg undren - hvordan det så ellers kan lade sig gøre at skrive dramatik med en sådan renhed.
Verdens dejligste
Netop renheden har instruktøren Maria Walbom og scenografen Peter de Neergaard forstået og respekteret ned til mindste detalje.
Og takket være skuespillerne Nicolaj Kopernikus, Camilla Bendix og Maria Stenz forplanter denne rørende og fortryllende fornemmelse sig til tilskueren som en sjælden oplevelse af sårbarhed.
Nicolaj Kopernikus' skizofrene spil er uhyggeligt livagtigt og på mange måder en skærpelse af hans tilsvarende præstation som psykisk tilfælde i Noréns Personkreds 3. Men her får han lov til at udspille alle nuancer - glæden, vreden, angsten, ordenstyrannien - vel at mærke med næsten autistisk autenticitet og præcision. Denne skuespiller bevæger sig kun, hvor isen er allertyndest.
Og Camilla Bendix bryder ind i hans hverdag med sin sommerkjole og sine rengøringshandsker og netop den jordbundne hjælpsomhed og tåreløbende kærlighedssorg, der gør hende til verdens almindeligste kvinde - og derfor netop den dejligste. Hun vil ikke svigtes, for hun svigter ikke selv, og derfor bekymrer hun sig om Charles på en måde, der går langt ud over hjemmehjælpens patientdirektiver: hun tager ham alvorligt som menneske.
Mellem dem svæver Maria Stenz bogstaveligt talt som både Charles' orakel og tvangstanke - klædt som forførende gudinde med sine lokkende, bløde læber og altseende, store øjne, overjordisk og skræmmende realistisk på samme tid. Herudover dukker alle de andre væsener i Charles' tanker op med mareridtsagtig præcision - fra blodiglerne til de umælende får, den lysende frelser og dæmonernes tordenbuldren. Og lyset og lydene skaber sammen en verden, der aldrig vil gøre synet af en vægmonteret B&O-cd-spiller til det samme mere...
For ikke alene er der mere mellem himmel og jord, end vi fatter. Der kan også ske mere mellem skuespillere og tilskuere, end vi nogen sinde kommer til at forstå. Det er det vidunderlige.
*'Rundt på gulvet' af Naja Marie Aidt. Instruktion: Maria Walbom. Scenografi: Peter de Neergaard. Lys: Mickey Pfeiffer. Lyd: Ole Højer Hansen. Teatret ved Sorte Hest. Til 13. mar.
